Læsetid: 6 min.

NYHEDSOVERBLIK

22. december 1999

Vælgerne trodsede frygten for vold
*Vælgerne i Sri Lanka trodsede tirsdag frygten for vold og gik til valglokalerne for at stemme ved præsidentvalget, der var markeret ved et massivt opbud af soldater og politibetjente. Valget finder sted, kun få dage efter at landets præsident Chandrika Kumaratunga med nød og næppe slap med livet i behold efter et bombeattentat, der kostede 24 andre livet og sårede yderligere 107 mennesker. Valglokalerne lukkede kl. 16.00 lokal tid efter en ni timer lang nogenlunde fredelig valghandling, hvor henved 65 procent af de 11,8 mio. stemmeberettigede vælgere afgav deres stemmer.

V og K afviser lov mod tvang
*Venstre og konservative afviser indenrigsminister Thorkild Simonsens (S) ideer om at bremse for indvandreres tvangsægteskaber.
Ministeren er i gang med at udforme et lovforslag med såkaldt omvendt bevisbyrde, hvor den, der skal giftes, selv skal bevise, at der ikke er tale om tvang. Men forslaget duer ikke som middel til at bremse indvandring via familiesammenføring, mener både Venstres retsordfører, Birthe Rønn Hornbech, og det konservative medlem af retsudvalget, Jens Heimburger.
"Ud over at det er retssikkerhedsmæssigt betænkeligt, er det simpelthen umuligt at gennemføre. Hvordan skulle det kunne lade sig gøre, og hvem skulle afgøre det? Det er udenomssnak," siger Birthe Rønn Hornbech.

50.000 frygtes dræbt i Venezuela
*Dødstallet efter jordskredene og oversvømmelserne ved Venezuelas caraibiske kyst skønnedes tirsdag af officielle kilder til at kunne være så højt som 50.000.
"Ulykkeligvis er tusinder begravet i mudderet. Vi vil aldrig få det endelig tal at vide, men det kan blive på mellem 30.000 og 50.000 døde. Hele landsbyer er forsvundet, begravet i mudderet," sagde den nationale chef for civilforsvaret, Angel Rangel til nyhedsbureauet AFP.
Et dødstal i den anslåede størrelsesorden vil gøre naturkatastrofen til en af Latinamerikas værste i det 20. århundrede.

Rusland skærper kritik Georgien
*Rusland anklagede tirsdag i et skarpt tonefald den tidligere sovjetrepublik Georgien for at indtage en antirussisk holdning i forhold til krigen i udbryderrepublikken Tjetjenien og for at stille en propagandaplatform til rådighed for de tjetjenske oprørere.
Ifølge en erklæring fra det russiske udenrigsministerium "er der blevet udløst en bølge af angreb på Rusland i Georgien."
"De georgiske myndigheder stiller en platform til rådighed for antirussiske udtalelser fra tjetjenske udsendinge," hed det videre i erklæringen fra Ruslands udenrigsministerium.
Rusland har tidligere givet udtryk for vrede, da Georgien afviste at lade russiske styrker hjælpe med til at bevogte grænsen til Tjetjenien, og russiske embedsmænd har anklaget den georgiske regering for at lukke øjnene for forsendelser af både forsyninger og soldater til de tjetjenske styrker.

Blair eftergiver de fattige landes gæld
*Storbritannien meddelte tirsdag, at det vil eftergive al gæld til verdens fattigste lande. Storbritannien har allerede tidligere meddelt, at det ville eftergive hovedparten af den gæld, som de fattigste lande har oparbejdet bilateralt hos Storbritannien.
Tirsdagens meddelelse fra finansminister Gordon Brown indebærer, at Storbritannien nu har taget beslutning om at eftergive al resterende gæld til de fattigste lande svarende til 640 mio. pund (7,6 mia. kr). Dermed har Storbritannien taget skridt til at eftergive samlet fem mia. pund (godt 59 mia. kr.).

Kommuner misbruger tilskud
*En redegørelse fra Socialministeriet dokumenterer, at millioner af kroner til frivilligt socialt arbejde i mange tilfælde er havnet i helt andre af kommunernes kasser, end Folketinget havde planlagt, skriver flere morgenaviser tirsdag.
Pengene - 250 mio. kr. over tre år - skulle bruges til en række sociale formål på frivillig basis. SF's Villy Søvndal foreslår, at de kommuner, der misbruger pengene, straffes økonomisk og tvinges til at tilbagebetale pengene.

Politi frygter ETA-optrapning
*Spansk politi har beslaglagt mindst et halvt ton sprængstoffer i en varevogn på vej til den spanske hovedstad, Madrid.
De spanske myndigheder mener, at sprængstofferne skulle bruges til et attentat planlagt af den militante, baskiske løsrivelsesbevægelse ETA.
Chaufføren var fra den baskiske del af Spanien, og fundet anses af de spanske myndigheder for at være det første håndgribelige bevis på, at ETA planlægger mindst et større attentat efter den pludselige ophævelse af bevægelsens ensidige våbenhvile, der da havde været i kraft i 14 måneder.

Soldater risikerer hæftestraf
*Seks soldater fra Den Internationale Brigade blev tirsdag ved retten i Varde mødt med krav om hæftestraf, fordi de udeblev, da brigaden i sommer ville sende dem til Kosovo.
Soldaterne havde alle skrevet under på en såkaldt rådighedskontrakt med DIB og fik hver måned små 1.000 kroner for at stå til rådighed. Oven i ventede en bonus på 45.000 kroner, når kontrakten var fuldført.
Alligevel valgte de at udeblive, da brigaden indkaldte dem til tjeneste. Derfor kræver anklageren hæftestraf.

Kroatien skal til vintervalg
*Den kroatiske regering oplyste tirsdag, at landets indbyggere skal til stemmeurnerne for at vælge Kroatiens nye præsident den 24. januar, efter at Franjo Tudjman døde tidligere på måneden.
Kroatiens udenrigsminister, Mate Granic, sagde tirsdag, at beslutningen blev taget på et lukket kabinetmøde mandag.

USA fastholder renten
*USA's centralbank, Federal Reserve, fastholdt de toneangivende rentesatser uændret på årets sidste møde i bankens pengepolitiske udvalg.
Det betyder, at den korte pengemarkedsrente fastholdes på 5,5 procent mens diskontoen fortsat er på fem procent. Centralbanken hævede senest renten i november.
Beslutningen var ventet. Til gengæld forventer økonomiske analytikere, at Federal Reserve på sit næste møde i starten af februar vil sætte den amerikanske rente op.

Røde bedste slipper for spionagesag
*Den 87-årige brite Melita Norwood, kendt som Røde Bedste, slipper for at få en spionagesag på halsen, selvom hendes arbejde som sovjetisk spion tidligere på året blev afsløret, da det såkaldte Mitrokhin-arkiv blev offentliggjort.
Den britiske rigsadvokat Ross Cranston meddelte mandag, at Norwood, som spionerede for Sovjetunionen i 40 år fra 1937, ikke vil blive slæbt for retten, selvom hun i september indrømmede sin gerning og tilføjede, at hun ville gøre det igen.
Norwood noterede sig mandagens udvikling med tilfredshed og sagde, at "Hvad jeg gjorde var ikke så alvorligt. Vi var ikke i krig med Rusland."

Dansk nazi-leder sigtet for drab
*Lederen af Det Danske Nazistparti DNSB, Jonni Hansen blev i går sigtet for drabsforsøg. Det skete efter at nazi-lederen indrømmede at have påkørt en gruppe aktivister.
"Jonni Hansen har erkendt, at han kørte bilen, og han har erkendt, at han godt kan have ramt nogle mennesker i den forbindelse. Men Jonni Hansen kan ikke erkende, at det var hans hensigt at slå nogen ihjel," siger kriminalinspektør Jørgen Kappel fra Roskilde Politi. Det var under hærværket mod DNSB's hovedkvarter på Hundige Strandvej tidligt tirsdag morgen, at omkring 20 aktivister kom i fare, da Jonni Hansen i en rød Volvo kørte tværs over vejen, op på fortorvet og direkte ind i hærværksgruppen.
Et ukendt antal af aktivisterne blev ramt af bilen. De ramte aktivister blev samlet op af andre gerningsmænd til hærværket og lagt ind i en Toyota Hiace-varevogn, som derefter forsvandt fra stedet.
Det lykkedes imidlertid tirsdag aften for politiet at finde frem til to af de lejede biler, som hærværksfolkene benyttede under aktionen. Disse to biler har så ledt politiet hen til to af gerningsmændene, der stod som lejere.
"Vi har en person anholdt og sigtet for hærværk, som har lejet den ene bil. Desuden eftersøger vi endnu en identificeret person, som har lejet den anden vogn," siger vicekriminalinspektør Mogens Sørensen. Den anholdte skulle afhøres i løbet af aftenen.
Roskilde Politi havde tirsdag aften endnu intet kendskab til, hvor alvorligt aktivisterne blev kvæstet under påkørslen. Men politiet har fået en kendelse i retten, som betyder, at to hospitaler i Københavns-området skal oplyse til politiet, hvis de har haft skadede i løbet af tirsdagen, som kunne være impliceret i påkørslen - og dermed hærværket - ved naziborgen i Greve.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her