Læsetid: 2 min.

Nyrup kræver fælles grønne EU-afgifter

6. december 1999

EU-landene skal vedtage grønne afgifter i fællesskab, siger statsministeren

Regeringen blæser nu til fornyet kamp for grønne afgifter i EU. I et interview med Information fastslår statsminister Poul Nyrup Rasmussen, at Danmark vil kæmpe hårdt for, at EU med flertalsafgørelser kan gennemføre mindstekrav til miljøafgifter.
Det vil være et klart brud med de nuværende skatteregler i EU, hvor beslutninger om skatter og afgifter kræver enstemmighed.
"Miljøafgifternes betydning er, at vi skal stoppe med at udkonkurrere hinanden på laveste miljøstandard, så vi både sikrer hensynet til miljøet, og samtidig sikrer os den nationale indtægtskilde," siger Poul Nyrup Rasmussen.
Statsministeren forestiller sig, at indtægterne fra de miljøafgifter, EU-landene kan vedtage i fællesskab, skal tilfalde de enkelte medlemslande. Der vil ikke være tale om, at EU-Kommissionen skal opkræve skatter.
Forslaget har ligget i statsministerens skuffe siden forhandlingerne om Amsterdam-traktaten, hvor Poul Nyrup Rasmussen havde det med som et af de danske krav. Et krav, som blev afvist af de andre lande.
I dag kan EU-landene kun vedtage afgifter på miljøområdet med enstemmighed.
Det indebærer, at et enkelt EU-land kan afvise forslag til nye grønne afgifter. Det er en af grundene til, at EU-landene ikke i fællesskab har kunnet vedtage en CO2-afgift.
Det danske forslag indebar dengang som nu, at EU-landene i fællesskab skal kunne vedtage en mindsteskat eller afgift.
Poul Nyrup Rasmussen mener, at de fælles miljøafgifter kan blive det første skridt til en fælles afgifts- og skattepolitik, der ellers har meget lange udsigter.
Indtil nu har Storbritannien helt afvist en fælles EU-kildeskat på renteindtægter, de frygter, at EU-skatten vil flytte obligationshandel for milliarder fra børsen i London til en børs uden for EU.
Heller ikke en fælles EU-mindstesats på selskabsskatten ligger lige for.
"Vi burde kunne arbejde os henimod mindstekrav til selskabsskatten i EU. Men det er en meget, meget stor og meget tidskrævende opgave. Jeg tror, at det kan gå hurtigere med mindstesatser på miljøafgifterne," siger Poul Nyrup Rasmussen.
Selv om statsministeren vil have EU-landene til at vedtage grønne afgifter nu, så skal emnet ikke på dagsordenen for den regeringskonference, Poul Nyrup Rasmussen og de andre EU-lande begynder på topmødet i Helsingfors om en uge. I stedet forestiller statsministeren sig, at forslaget kan tages frem på det tidspunkt, hvor Danmark bliver medlem af EU's økonomiske og monetære union.
"Når vi taler om afgifter af denne karakter, så står de egentlige politiske slag og dyster i kredsen af ØMU-lande. Det er her den barske, levende politiske forhandling kommer til at foregå. Det er der ikke tvivl om," siger statsministeren.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her