Læsetid: 2 min.

Nyrup støtter demonstranter i Seattle

3. december 1999

Danmark og EU støtter demonstranternes krav til regulering af verdenshandelen

Uden at støtte de voldelige sammenstød mellem demonstranter og politi i Seattle under topmødet i Verdenshandelsorganisationen WTO siger statsminister Poul Nyrup Rasmussen nu, at demonstranterne rejser politiske krav, der er identiske med dem, dansk og europæisk fagbevægelse samt en stribe u-lande kæmper for.
"Det gælder om, at Danmark og EU sætter spor i WTO-forhandlingerne. Her ser jeg, at vi har folket med os. Der er store demonstrationer for, at vi skal begynde at stille krav til verdenshandelen. Krav om at respektere de faglige rettigheder, om forbud mod børnearbejde og om at beskytte miljøet," siger Poul Nyrup Rasmusen i et interview med Information.
Han understreger imidlertid, at støtten kun gælder demonstraternes politiske krav, ikke deres metoder.

Et globalt opgør
Statsministeren ser topmødeforhandlingerne og demonstrationerne i Seattle som et globalt opgør om den regulering af verdensmarkedet, der i lighed med reguleringen af det danske hjemmemarked og EU's indre marked kan udgøre fundamentet for en markedsøkonomi med "et menneskeligt ansigt".
"Vi var hundrede år om at opbygge et velfærdssamfund med et menneskeligt ansigt omkring vores hjemmemarked her i Danmark. Det skal vi ikke være i Europa, og vi behøver heller ikke være hundrede år om det globalt set," siger statsministeren.

ØMU-redskabet
For Nyrup går der en lige linje mellem kampen for det regulerede marked i Danmark, over en mere og mere tilspidset kamp for at udbygge reguleringen af EU's indre marked og til det globale opgør i Seattle.
Og på dem vej er dansk deltagelse i EU's Økonomiske og Monetære Union et helt nødvendigt skridt.
"Med EU's Økonomiske og Monetære Union giver et potentiale for et globalt, socialt og menneskeligt lederskab, Danmark alene aldrig har haft chancen for. Vi har nu muligheden for at sætte os spor på topmøderne i G8, hvor verdens største lande mødes, og på topmøderne i WTO," siger Poul Nyrup Rasmussen.
Lederen af EU-delegationen i Seattle, EU's kommissær for handel, Pascal Lamy, markerede sig allerede i indledningestalen - i øvrigt helt på linie med Poul Nyrup.
Lamy tog afstand fra "ekstremistiske" grupper og volden i gaderne, men tog de politiske krav til regulering af verdensmarkedet alvorligt.
"Disse tusinder af mennesker har en naturlig ret til at protestere, og vi har en pligt til at lytte til dem," sagde han og præsenterede EU's krav til miljø, sikring af lønmodtagere og u-landes interesser.

Interview side 4:
ØMU'en er vejen frem

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her