Læsetid: 2 min.

Nyrups nazi-afsløring var kendt

4. december 1999

Men medierne, herunder Information, valgte ikke at bringe den

Da Poul Nyrup Rasmussen i går stod frem i TV2's morgenprogram og meddelte, at hans far var medlem af det danske nazistparti, afslørede statsministeren en 'hemmelighed', der længe har været kendt både på Christiansborg og i medierne.
Information blev således kontaktet af en fremtrædende repræsentant for Dansk Folkeparti allerede i juli 1998 med et tip om, at statsministerens far, Oluf Nyrup Rasmussen, var at finde i det såkaldte 'Bovrup-kartotek' opført som elektriker, Islandsgade 16, Esbjerg og indmeldt i det danske nazistparti den 9. april 1941 - forunderligt nok på ét-årsdagen for den tyske besættelse af Danmark.
Dansk Folkeparti havde brevvekslet med partiets rådgiver Søren Krarup om sagen. Krarup havde rådet partiet til ikke selv at få snavs på fingrene ved at offentliggøre forholdet, men derimod lække det til pressen. Det havde Dansk Folkeparti forsøgt, men indtil videre uden held, og nu syntes man, at man burde prøve hos Information, den gamle modstandsavis.
Information fik i Bovrup-kartoteket bekræftet, at statsministerens far var at finde. Men journalisten og chefredaktionen var enige om, at det ikke tjente et journalistisk formål at offentliggøre oplysninger om statsministerens fars politiske fejltrin - det samme resultat, som de øvrige medier, som Dansk Folkeparti har kontaktet, må være nået frem til.

Anonym telefax
To uger efter henvendelsen fra Dansk Folkeparti modtog Information på fax fra en anonym kilde en udskrift af nyheds-hjemmesiden fra den yderligtgående højreradikale gruppe Fælleslisten Mod Indvandring. Også her var Oluf Nyrup Rasmusssen nazi-medlemskab omtalt. Fælleslisten drejede oplysningen til en kritik af statsministerens afstandtagen fra en bebudet nazidemonstration i august 1998. Det hed bl.a., at Fælleslisten ikke ville angribe Nyrup, "fordi hans far var organiseret nazist". Teksten fortsatte:
"Men vi finder det ærligt talt lidt hyklerisk, at statsministeren ikke griber ind og stopper hykleriet omkring nazisterne, for statsministeren véd jo fra sin egen familie, at selv nazister er ganske almindelige mennesker, og at de derfor også må have del i de almindelige frihedsrettigheder." Information fandt ikke anledning til at offentliggøre dette budskab.
Ifølge Nyrup Rasmussens udtalelser til TV 2 har han aldrig vidst noget om faderens politiske fortid, før for tre uger siden, da Enhedlistens Frank Aaen fortalte ham det, efter at Aaen var stødt på oplysningen i et gammelt arkiv over medlemmerne af det danske nazistparti.
Efter statsministerens 'afsløring' kommenterede Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard i går til Ritzau: "Fædrenes synder kan ikke belaste sønnerne."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu