Læsetid: 5 min.

ØMU'en er vejen frem

3. december 1999

Den Europæiske Centralbank skal holde fingrene fra beskæftigelsen, siger statsministeren. Til gengæld støtter Nyrup, at ØMU-landene fører en samordnet økonomisk politik

Poul Nyrup Rasmussen træder som Socialdemokratiets formand nu for alvor i karakter og afviser de krav om en "rød" Økonomisk og Monetær Union, som fremtrædende euro-skeptikere som Ivar Nørgaard i Socialdemokratiet og også LO har gjort sig til talsmænd for.
Statsministeren mener nemlig, at euro-skeptikerne og LO leder det forkerte sted - i Den Europæiske Centralbanks politik - for at finde nøglen til den beskæftigelsespolitik, der bør føres.

Fundament for resten
For den socialdemokratiske partiformand er de stenhårde krav til den økonomiske og monetære politik selve det fundament, hvorpå han bygger sin vision om en fælles indsats for beskæftigelsen.
"Vi skal have en arbejdsdeling mellem Den Europæiske Centralbank og politikerne, som svarer til den, vi kender fra arbejdsdelingen mellem Nationalbanken på den ene side og regering og Folketing på den anden side," siger Poul Nyrup Rasmussen.
Euro-skeptikere og LO kritiserer begge de stenhårde krav til den økonomiske politik, og mener, at der er for lidt plads til beskæftigelsen.
"Nej", siger Poul Nyrup Rasmussen.
"De økonomisk-politiske krav er fundamentet for at kunne føre den politik for beskæftigelsen, som vi ønsker. Det er ikke socialdemokratisk politik at ændre på kravene. Vi skal koordinere medlemslandenes finanspolitik bedre, så vi sammen kan prioritere investeringer til fordel for beskæftigelsen," siger statsministeren.
Den koordination kan kun finde sted mellem de lande, der er medlem af EU's Økonomiske og Monetære Union, mener han.
Poul Nyrup Rasmussen forestiller sig, at alle lande samtidigt, for eksempel i forbindelse med den årlige finanslov, i fællesskab forpligter sig til at øge investeringerne.
"Hvis alle lande øger investeringerne samtidig, så står vi stærkere, end vi gør hver for sig," siger Poul Nyrup Rasmussen.
Det vigtigste er altså, at landene samtidigt sætter gang i investeringer. Emnerne behøver ikke være fælles. Poul Nyrup Rasmussen forestiller sig, at Tyskland kunne investere i miljø, Danmark i informationsteknologi eller byfornyelse og Frankrig i uddannelse eller kollektiv trafik.
Når først de nationale valutaer er skiftet ud med den fælles valuta euroen, så behøver ØMU-landene ikke tage hensyn til de problemer med betalingsbalancen, der normalt følger af store og ekstraordinære offentlige investeringer. På det tidspunkt tæller kun den fælles betalingsbalance mellem ØMU-landene og omverdenen, og statsministeren mener ikke, den vil blive påvirket nævneværdigt af de fælles investeringer, der foretages i ånden fra den store engelske økonom J.M. Keynes.

Inflation og ledighed
Den Europæiske Centralbank hævede i begyndelsen af november rentesatsen med en halv procent. Ifølge beregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd vil det koste 225.000 arbejdspladser i Europa og heraf 10.000 i Danmark.
Poul Nyrup Rasmussen forsvarer alligevel indædt bankens kamp mod inflationen.
"Vi må holde op med at tro på, at mere beskæftigelse og mere velfærd har noget at gøre med høj eller middelhøj inflation. Høj inflation omfordeler fra fattig til rig. De rige har fast ejendom og kan tjene på den værditilvækst, inflationen skaber. Folk med lav indkomst har ikke nogen fast ejendom af betydning," siger statsministeren.

Danmark udenfor
Danmark fører i øjeblikket en økonomisk politik, der lever op til de stramme økonomisk-politiske kriterier, der også gælder for de elleve EU-lande, der nu er medlem af ØMU'en.
Poul Nyrup Rasmussen har to svar, når Information spørger, hvilken forskel dansk medlemskab af ØMU'en kan gøre, når nu den økonomiske politik alligevel er den samme.
Det handler for det første om at deltage i de "strategiske forhandlinger" mellem ØMU-landene, der nu finder sted i et særligt råd for landenes økonomi- og finansministre.
"Allerede nu kan vi se, at de strategiske forhandlinger foregår i kredsen af ØMU-lande og i mindre grad i den brede kreds af alle EU-lande. Når de strategiske overvejelser foregår i mellem ØMU-landene, så er der ikke meget at fylde ud i realiteternes verden for Danmark. Det kan godt være, at der er det formelt, men ikke reelt," siger Poul Nyrup Rasmussen.
De strategiske forhandlinger skulle for ham gerne handle om den koordinerede investeringspolitik, han allerede nu lægger op til.
For det andet lægger Poul Nyrup Rasmussen vægt på, at Danmark "inden for ØMU'en ikke kan devaluere".
Her er der ellers nærmest tale om hjerteblod for euroskeptikere i både Socialdemokratiet og SF.
Med et ja til ØMU'en fraskriver danskerne sig muligheden for at devaluere, nu og i al fremtid. Ja'et binder altså også fremtidige generationer, lyder kritikken.
"Vi kan ikke længere foretage os en strategisk devaluering. Det kunne man ikke engang slippe godt fra i 1970'erne, hvor Danmark løbende devaluerede kronen. Jeg anser det ikke for at være et problem, snarere tværtimod. Det er ikke kun en begrænsning for os, men også for de andre. Det beskytter os mod en strategisk devaluering fra et af de andre lande, der ville ramme vores eksport som en spydspids", siger Poul Nyrup Rasmussen.
Det åbne spørgsmål er, om Poul Nyrup Rasmussens økonomisk funderede ja og politiske krav til en slags ny-keynesianisme på europæisk plan inden for ØMU'en kan overbevise euro-skeptikere i hans eget parti og i befolkningen som helhed.
Som partiformand har han det meste af et år foran sig, inden Socialdemokratiet på kongressen i september 2000 endeligt skal afgøre sin stillingtagen til ØMU'en. Ind til nu er der flere tilhængere, jo højere man kommer op i partihierarkiet. En stor del af medlemmer og vælgere er, trods Poul Nyrup Rasmussens klare udmelding, stadig skeptiske.

Fakta - ØMU-kravene
Hele tre sæt af krav til den økonomiske politik binder de elleve medlemslande af EU's Økonomiske og Monetære Union, ØMU'en

De tre krav i Maastricht- og Amsterdamtraktaten.

*Underskuddet på de offentlige budgetter må ikke være større end tre pct. af værdien af landets årlige produktion, BNP.
*Den samlede offentlige gæld må ikke være på mere end 60 procent af BNP.
*Inflationen må højst ligge 1,5 procent over gennemsnittet af inflationen i de tre lande med den laveste inflation.

På topmødet i Amsterdam supplerer EU's regeringschefer de tre krav i traktaterne med den såkaldte Stabilitets- og vækstpagt

*ØMU-landene skal enten have overskud eller være tæt på balance på de enkelte medlemslandes offentlige budgetter inden udgangen af år 2002.
*Alle EU-lande skal løbende informere hinanden om udviklingen i de offentlige budgetter.
*Hvis et ØMU-land har et budgetunderskud, der overstiger tre pct. af BNP, skal det deponere et beløb på op til 0,5 pct. af BNP hos EU-Kommissionen. Fortsætter det høje underskud i mere end to år, tilfalder pengene de ØMU-lande, der overholder kravene. Der er dog en undtagelse her. Hvis BNP falder mere end to procent et år i et ØMU-land, så skal landet ikke nødvendigvis leve op til kravene i vækst og stabilitetspagten.

Den Europæiske Centralbank skal sikre en stabil økonomisk udvikling. På den baggrund opstiller banken to krav:

*Inflationen skal ligge mellem nul og to procent.
*Pengemængden må ikke stige med mere end 4,5 procent.ør/jr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her