'Ninth Gate' skuffer, mens 'Ondskabens hus' lige akkurat klarer skærene
Nye film
Efter et årti med seriemordere og indforstået teenage-horror har det overnaturlige gys igen fundet fodfæste. The Blairwitch Project, End of Days, Den sjette sans og Stigmata er en håndfuld af de gyserfilm, som har set dagens lys lige op til millenniet.
Just ankommet er to film, som griber gyset forskelligt an. Den første er Roman Polanskis Ninth Gate, et uheldigt forsøg på at lave en film i ånden fra 70'er-klassikere som Tegnet, Exorcisten og Polanskis egen Rosemarys baby.
Julens anden gyserfilm, William Malones Ondskabens hus, er heller ikke særlig uhyggelig, på trods af et erklæret forsøg på at tage publikum med på en rædselsvækkende rutsjebanetur i et spøgelseshus.
Satans osse
Ninth Gate er baseret på en bog af spanske Arturo Perez-Reverte, Dumas-klubben, og handler om bogjægeren Dean Corso (altid glimrende Johnny Depp), der af den rige og skruppelløse Boris Balkan (Frank Langella) får i opgave at afgøre ægtheden af bogen De ni porte til skyggernes rige. En bog, som er medforfattet af selveste Djævelen.
Det er ikke en nem opgave, og Corso render konstant ind barske satantilbedere, og Balkan har heller ikke rent mel i posen. Heldigvis får Corso hjælp af en ung, mystisk pige (Emmanuelle Seigner) med lysende øjne og god fighterånd.
Som bog er historien om Corso og hans mission spændende og spækket med litterære henvisninger, hvilket leder tankerne hen på Umberto Ecos Rosens navn. Som film fungerer den dog ikke helt lige så upåklageligt.
Ét er, at Polanski har fjernet hele plottråde i forhold til bogen og derved har gjort historien mere anæmisk. Mest fatalt er nok, at handlingen og de mange hentydninger til det overnaturlige og satandyrkelse virker latterlige og lidet overbevisende.
I 70'ernes gyserfilm, ikke mindst i Rosemarys baby, tog instruktørerne tingene alvorligt og forsøgte ikke at gemme sig bag en ironi, som i Ninth Gates tilfælde synes at sige, 'jeg ved, det er en smule latterligt, og jeg tror heller ikke selv på det.'
Polanski har ikke haft hjertet med, og selvom filmen er flot i sin genskabelse af bogens old world-stemning, så går det hårdt ud over filmen. Karaktererne forbliver uengagerende papfigurer, og spændingen punkteres fra tid til anden af utroværdige sekvenser med kvikke kommentarer.
Polanski er en af det psykologiske dramas store skikkelser, og grunden til, at film som Rødt Chok, Den nye lejer og Rosemarys baby virkede så stærkt, var, at han valgte at fokusere på personernes indre liv. De drev sig selv ud over kanten, og al ydre action og håndfast spænding blev holdt på et minimum.
Rutsjebanetur
I Ninth Gate drives handlingen frem af fysisk action, og vi når aldrig dybt nok i personerne til at fatte sympati for dem, ejheller lærer vi at forstå Corsos stigende fascination af den efterstræbte bog.
Måske nogen vil finde filmen interessant, men det kræver nok, at man ikke har læst bogen og ikke savner alt det, Polanski har udeladt.
Underholdende er i hvert fald William Malones Ondskabens hus, en genindspilning af b-filmmesteren William Castles House on Haunted Hill fra 1958.
Fire personer, to mænd og to kvinder, bliver hver tilbudt en millions dollars, hvis de kan overleve en nat i et tidligere sindssygehospital, hvor rædselsvækkende ting er foregået. Hjernen bag arrangementet er forlystelsesmogulen Steven Price, der hader sin smukke kone af et godt hjerte - følelsen er gensidig - og derfor beslutter sig for at krydre hendes fødselsdag med gys og gru. Selvfølgelig har Price ikke regnet med det gamle hus' rigtige spøgelser, og snart melder uhyggen sig blodigt og bogstaveligt.
Ondskabens hus når ikke op på niveau med originalen - Castle havde nemlig gyserkongen Vincent Price med den fløjlsbløde stemme og det statelige ydre i hovedrollen - men den gør et hæderligt forsøg.
Geoffrey Rush overspiller sin Price-figur (navnet er en hyldest til Vincent Price) med stor effekt, og hans ætsende ordvekslinger med konen (Famke Janssen) er forrygende. Til gengæld formår de øvrige skuespillere ikke at gøre væsen af sig, og de forbliver ganske anonyme.
Imponerende er dog huset - en bedrift i kulisse- og produktionsdesign - der synes at være i live og i øvrigt er fyldt med så mange krinkelkroge, mørke rum og frygtindgydende indbo, at jeg nødigt ville færdes alene deri.
Er kulisserne og effekterne i orden, så savner jeg reel uhygge. Ingen billige chokeffekter fik mig til at lette i sædet eller gispe henrykt, og ingen udefinérbar følelse af angst sneg sig ind på mig.
Lidt uheldigt for en gyserfilm - også selvom den rummer både blod, action og underholdning.
*Ninth Gate. Instruktion: Roman Polanski. Manuskript: Enrique Urbizu, John Brownjohn, Roman Polanski. Fransk/Spansk (Palads, Vester VovVov, København)
*Ondskabens hus. Instruktion: William Malone. Manuskript: Robb White, Dick Beebe. Amerikansk (Palads, Scala, København)
