Læsetid: 2 min.

Orkan over Danmark

4. december 1999

Fredagens orkan var den værste i Danmark nogensinde.

To dræbt
"Ekstremt og uden overdrivelse den værste storm i instituttets 125 årige historie."
Meldingen fra vagtchef ved Danmarks Meterologiske institut, Niels Thyge Rasmussen var ikke til at tage fejl af.
Med vindstyrker op til 169 kilometer i timen ved Esbjerg, 270 kilometer i timen og 15 meter høje bølger i Nordsøen, vandstand mere end to meter over det normale, lukkede broer og alt disponibelt mandskab hos politi og brandvæsen på banen er fredag den 3. decemer 1999 hermed indskrevet i Danmarkshistorien.
To mennesker blev dræbt, da træer væltede ned over deres biler; en kvinde ved Kalundborg og en mand ved Tarm i Jylland.
Mange større broer blev i løbet af aftenen lukket, og endnu før blæsten var på sit højeste i København havde politiet afskåret hovedstaden fra Amager.
DSB's planlagte julefrokost-kørsel hele natten led en krank skæbne, da al S-togsdrift måtte indstilles klokken 19.30.
"Vi kan ikke love noget for lørdag," lød det fra vagthavende i DSB, Ole Hansen, sent fredag. På grund af nedfaldne køreledninger og væltede træer er det uvist, om der vil komme gang i togdriften i løbet af lørdagen.
"Vi forsøger at få etableret et samarbejde med busselskaberne," sagde Ole Hansen. Men også busserne bukkede under for blæsten, og det samme gjalt taxaerne erfarede de få, der vovede sig uden for en dør.
Lufttrafikken til og fra København blev fredag aften stort set indstillet. Og det sammen gjaldt færgetrafikken over hele landet.
I området omkring Esbjerg blev mange mennesker evakueret. Det mest kritiske var situationen på Mandø, hvor vandstanden ventedes at ville stige til 3,5 meter over det normale, og de fleste beboere var ramt af ødelæggelser.
Senere gik man også i gang med at evakuere beboerne på Rømø, der flere steder sad på hustagene uden at kunne komme væk ved egen hjælp.
Barsebäck måtte fredag aften lukkes ned, da der opstod en kortslutning i strømkablerne uden for atomkraftværket. Kortslutningen gjorde det umuligt for værket at sende strømmen videre, og værkets reaktor blev derfor standset, oplyste vagthavende ingeniør fredag aften.

Flere orkaner
Om en bestemt orkan hænger sammen med den menneskeskabte klimaforandring, kan ikke afgøres.
Men FN's klimapanel, der omfatter mere end 2.000 klimaforskere verden over, har konkluderet, at sandsynligheden for ekstreme vejrbegivenheder vokser som følge af den globale opvarmning.
Antallet af registrerede voldsomme orkaner, oversvømmelser og tørker er vokset stærkt i løbet af de sidste ti år, hvor man samtidig har oplevet otte af klodens varmeste gennemsnitsår så langt tilbage, man har målinger.
Ifølge Münchener Rück, det store tyske genforsikringsselskab, er antallet af naturkatastrofer tredoblet, det økonomiske tab nidoblet og forsikringsskaderne 15-doblet i 90'erne sammenlignet med 60'erne.
"Orkanen er en af den slags episoder, vi må indstille os på flere af, som følge af drivhuseffekten," siger Tarjei Haaland fra Greenpeace.
"Jeg bliver lidt betænkelig, når Danmarks Meteorologiske Institut siger, at stormen var den værste i Esbjerg nogensinde - og så alligevel siger, at "det er den slags, der sker engang imellem"."
Den danske klimaforsker, Peter Laut, er derimod meget forsigtig.
"Vi ved meget lidt om orkaner før i tiden, især i udviklingslande, hvor der ikke blev registreret store økonomiske skader," siger han.
"I dag er værdierne af fast ejendom steget enormt. Forsikringsselskaberne har en økonomisk interesse i at overbevise os om, at høje forsikringspræmier er uundgåelige."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her