Læsetid: 5 min.

Overblik

28. december 1999

Voldsom modstand mod Grosnij-storm
*Tjetjenske soldater modstod mandag den russiske hærs første forsøg på afgørende at rykke ind i Tjetjeniens hovedstad, Grosnij.
Den voldsomme modstand kom angiveligt bag på russernes fortrop anført af den Moskva-venlige tjetjenske leder, Bislan Gantamirov, der leder en styrke på 800 paramilitære soldater.
"Den rasende modstand var en overraskelse for de frivillige, citerer det russiske nyhedsbureau Interfax tjetjenske kilder i fortroppen.
Ifølge den russiske ministerpræsident, Vladimir Putin, gik alt dog 'ifølge planen' ved fremrykningen mod Grosnij, hvor anslået 2000 velbevæbnede tjetjenske soldater forsvarer byen.
Artikel på forsiden og side 5
Leder på bagsiden

Morder præsident i Guatemala
*Alfonso Portillo Cabrillo fra den gamle militærdiktator Efrain Rios Montts lov-og-orden-parti, FRG, bliver ny præsident i Guatemala. Da 14 procent af stemmerne var talt op, stod han til en jordskredssejr efter søndagens anden runde af valget. Portillo stod til at få 62,1 procent, mens modkandidaten Oscar Berger fra det regerende PAN-parti stod til at få 37,9.
Guatemala ender dermed med at få en dobbelt drabsmand til præsident. Portillo måtte for nylig erkende, at han i 1982 skød og dræbte to mænd under en fest i Mexico, hvor han den gang levede i eksil.
Artikel side 5

Libanesiske fanger hjem fra Israel
*Fem militante libanesere, der søndag blev frigivet fra israelske fængsler, kom natten til mandag til lufthavnen i Beirut. Det skete mindre end to uger efter, at Syrien og Israel genoptog fredsforhandlingerne. De fem er såkaldte 'administrative tilbageholdte', der har været tilbageholdt i mellem 10 og 13 år uden retssager.
De kom til Beirut efter tysk mægling og med et fly fra det tyske luftfartsselskab Lufthansa.
Kilder i Beirut oplyste, at Tyskland havde forhandlet sig frem til løsladelsen med den israelske regering.
Til gengæld skal Israel have informationer fra Hizbollah-bevægelsen om den israelske navigatør, Ron Arad, der blev taget til fange i 1986 af shiitiske muslimer i Beirut, og som Israel fortsat mener er i live.
Israelsk radio oplyste, at løsladelsen fulgte efter en 'nyvurdering af situationen', tilsyneladende en henvisning til de nys genoptagede fredsforhandlinger med Syrien, som kontrollerer det meste af Libanon.

38 dræbt under uro på Molukkerne
*Mindst 38 mennesker menes dræbt og mange kvæstet under nye sammenstød søndag og mandag mellem muslimer og kristne i den østlige indonesiske by Ambon.
Uroen i Ambon brød løs efter en trafikulykke, hvor en bil med en kristen chauffør søndag påkørte en 14-årig muslimsk dreng i Ambon by.
De fleste ofre for stridighederne meldes dræbt under ildspåsættelser, som markerede nogle af de værste uroligheder i byen, der i forvejen bærer præg af næsten et års voldelige uroligheder.
Flere end 800 mennesker er siden januar døde under de religiøse uroligheder mellem mellem kristne og muslimer på Molukkerne.

Ortodokse vil ud af Barak-regering
*Det ultraortodokse jødiske Shas-parti, der sidder på 17 afgørende pladser i det israelske parlament, Knesset, har meddelt Israels premierminister, Ehud Barak, at det vil forlade regeringen, rapporterede den israelske statsradio mandag. Shas er midt i en strid med Baraks finansministerium om millionbevillinger til uddannelsessystemet.
Hvis Shas træder ud af regeringen, vil Barak ikke have de 61 pladser, der er nødvendige for at opretholde et flertal i Knesset, som har 120 medlemmer.
Barak har bedt Shas-partiet om at vente i 48 timer.

FDB-formand frygter kollaps
*FDB's formand, Ebbe Lundgaard, forudser, at FDB vil blive blæst omkuld af internationale detailhandelsgiganter inden for 10 år, hvis ikke der sættes en stopper for den interne splid og uro, der på det seneste har præget det andelsejede FDB.
"Hvis vi fortsætter med at bruge vores kræfter i den danske brugsforeningsbevægelse på intern splid og mistillid, så bliver vi blæst omkuld inden for de næste 10 år," forudser Ebbe Lundgaard i et interview i brugsforeningernes blad, F-nyt.
Han henviser blandt andet til, at hollandske Royal Ahold tidligere på måneden købte halvdelen af den svensk-norske detailhandel-koncern Ica.
"Hidtil har vi talt om truslerne, der engang vil komme fra udlandet. Nu er truslen en realitet," siger han.

Boligkrav kan hindre ghettoer
*Pakistanske indvandrere i Danmark klarer sig bedre end pakistanske indvandrere i Norge og tyrkiske indvandrere i Danmark, skrev Aktuelt mandag. Mange af pakistanerne kom til Danmark før 1983, da en 'passende bolig' var en betingelse for at opnå familiesammenføring. Derfor købte en del af pakistanerne huse og blev spredt ud i parcelhuskvartererne, og det skabte en bedre integration, siger forskningschef Jan Hjarnø, Dansk Center for Migration og Etniske Studier ved Syddansk Universitet.
"I stedet for alle mulige fantasifulde stramninger kan politikerne lære af de erfaringer, der allerede er med lovgivningen om familiesammenføring. Kravet om en passende bolig gjaldt frem til 1983. Det førte til spredning af indvandrerne, og til, at flere flyttede fra ghettoer i den almennyttige sektor til ejerboliger" siger han.

Igen roligt i Elfenbenskysten
*Elfenbenskystens ny militærjunta ophævede mandag det natlige udgangsforbud, der har været i kraft siden militærkuppet fredag, hvor præsident Henri Konan Bedie blev væltet.
Udgangsforbudet blev ophævet efter to nætter med relativ ro i hovedstaden Abidjan, hvor banditter og soldater uden for juntaens kontrol brugte kuppet som anledning til plyndringer og sporadiske skyderier.
Samtidig med at udgangsforbudet blev ophævet, meddelte militærjuntaen under ledelse af general Robert Guei, at en national enhedsregering vil blive dannet i næste uge.

Grønne afgifter stiger med 3,8 mia
*Danskerne skal næste år betale ialt 64 mia. kroner i miljøafgifter. Det er dobbelt så meget som i 93, da Poul Nyrup Rasmussen (S) dannede regering, skriver Børsen.
Energiafgifterne stiger alene med 3,2 mia. og det er især olie- og benzinafgifter, der med tilsammen to millarder skæpper i kassen.

Radikal maske-zigzag
*Før jul var Det Radikale Venstre "særdeles skeptiske" over for politiets forslag om et maskeforbud. Men til gårsdagens Aktuelt sagde partiets retsordfører Elisabeth Arnold overraskende, at partiet var positiv over for et forbud, hvis nogle "bestemte betingelser" var opfyldt. Men så blev det mandag eftermiddag, og så havde hun pludselig "ingen kommentarer," mens partiets gruppeformand, Jørgen Estrup, slog fast, at partiet endnu ikke har taget stilling til sagen. Inf.

Indiske forhandlere til Afghanistan
*Et hold indiske forhandlere ankom mandag til den afghanske by Kandahar for at føre direkte samtaler med de militante muslimske ekstremister, som mandag på fjerde dag holdt et indisk fly kapret.
Umiddelbart inden ankomsten advarede Afghanistans udenrigsminister Wakil Ahmad Mutawakel om, at det nu haster for Indien med at indlede direkte forhandlinger med flykaprerne.
"Indien burde ikke udsætte forhandlinger for at løse krisen. Ellers risikerer man, at folk lider overlast eller bliver dræbt," konstaterede udenrigsministeren ifølge det franske nyhedsbureau AFP.
Udenrigsministeren bragte samtidig en advarsel rettet mod flykaprerne om, at Afghanistans Taleban-milits vil storme det kaprede Indian Airlines-fly i Kandahar-lufthavnen, hvis kaprerne gør alvor af trusler om, at de vil begynde at myrde passagerer.
Taleban-soldater omringede mandag morgen flyet umiddelbart inden udløbet af en tidsfrist sat af kaprerne. Tidligere mandag meddelte kaprerne, at de ville begynde at myrde de 155 passagerer og besætningsmedlemmer om bord på flyet fra Indian Airlines, hvis ikke Indien senest kl. 09.10 dansk tid gav tilsagn om at ville frigive præsten Maulana Massod Azhar - en pakistansk, muslimsk præst, der blev fængslet i den indisk-kontrollerede del af Kashmir i 1994.
Tidsfristen blev i løbet af mandagen forlænget flere gange.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu