Læsetid: 6 min.

OVERBLIK

3. december 1999

Et forbud mindre
*Næste år får systembolag i Stockholm og Skåne som forsøg lov til at have åbent om lørdagen. I prøveperioden vil forskere nøje granske svenskernes drikkevaner og se på, om der bliver mere druk om lørdagen og flere alkoholrelaterede forbrydelser end i de regioner, hvor spritbutikkerne holder lukket. Lørdagssalget har været forbudt i 30 år

Sødt bud på Tivoli
*Bolchevirksomheden Bon-Bon vil byde på Tivoli, oplyser stifteren og ejeren af Bon-Bon A/S, Michael Spangsberg, der har rygdækning fra BG Bank og en række investorer. Bon-Bon har erfaring med forlystelsesparker fra virksomhedens eget Bon-Bon Land, men ifølge Spangsberg har man ikke planer om selv at drive Tivoli

Pænt overskud på betalingsbalancen
*Dansk økonomi vil give et overskud på betalingsbalancen allerede i år på 4,7 mia. kr. voksende til otte mia. kr. næste år, spår de økonomiske vismænd i den seneste prognose, som udkom torsdag.
Det skyldes, at væksten i Danmark er fladet ud, og at vi sælger flere varer til udlandet, end vi køber. Væksten er stigende i Europa, som aftager størstedelen af dansk eksport, og det hjælper også en anelse på eksporten ud af Europa, at euroen - og dermed kronen - er svagere i øjeblikket.
Nyhedsanalyse her på siden
Artikler på forsiden og side 4

Dansk forsvarsforbehold luftes
*Danmark vil på mandagens EU-udenrigsministermøde i Bruxelles anvende sit forbehold mod fælles forsvar.
Det oplyste Venstres formand, Anders Fogh Rasmussen, torsdag aften efter partiledernes møde med statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) og udenrigsminister Niels Helveg Pedersen (R).
Udenrigsministeren vil "erindre" de andre EU-lande om det danske forbehold. Det betyder, at Danmark ikke kan tilmelde styrker til EU's kommende reaktionsstyrke.
Artikel side 5

Kommission undersøger CDU
*Det tyske parlament vedtog i går at indlede en omfattende efterforskning af donations-skandalen i tidligere forbundskansler Helmut
Kohls kristelige demokratiske parti, CDU.
Forud for afstemningen fandt en stærkt ophedet debat sted om skandalen, hvis hovedperson, Helmut Kohl, ikke var til stede i Forbundsdagen.
Men samtlige partier støttede nedsættelsen af en parlamentarisk kommission med 15 medlemmer, som blandt andet skal fastslå, hvorvidt beslutninger, der blev truffet af den tidligere Kohl-regering, var påvirket af pengebidrag til CDU.
Kohl har erkendt, at han førte hemmelige konti for at finansiere sit partis aktiviteter, men han har afvist, at hans regering på nogen måde var under indflydelse af donationer til CDU.
Leder på bagsiden

Præster udfordrer Iran-styre
*En gruppe reformvenlige præster i Iran udfordrede i går landets øverste styre åbent, da de i en offentlig erklæring, offentliggjort i flere aviser, kritiserede dommen mod præsten Abdollah Nouri, som er blevet idømt fem års fængsel for politisk og religiøs afvigelse. Samtidig med anklagerne mod den reformvenlige og moderate Nouri blev hans populære avis Khordad lukket.
"Dommen mod Nouri blev afsagt af en domstol, som... alle ved er i åben konflikt med grundloven," hed det blandt andet i erklæringen fra Ligaen af Lærere, der underviser på det religiøse Qom Seminarium.

SF vil ligestille ene-adoptanter
*Formanden for Folketingets Socialudvalg Villy Søvndal (SF) vil sætte en stopper for diskriminationen af enlige, som adopterer.
I modsætning til andre enlige forældre kan adoptivforældre ikke i dag modtage et særligt forhøjet børnebidrag, fordi man i Den Sociale Ankestyrelse tolker loven således, at når enlige vælger at adoptere, påtager de sig også det fulde forsørgerskab. Det har den konsekvens, at en kvinde, som nægter at opgive en far til sit barn, kan få særligt børnebidrag, mens en enlig adoptiv-mor eller far må nøjes med et almindeligt børnebidrag.
"Det er ikke rimeligt at anlægge særlige moralske forhold over for adoptanter. Derfor vil jeg foreslå, at vi får ændret den praksis - enten ved lov eller ved at præcisere over for Den Sociale Ankestyrelse, hvordan Folketinget ønsker loven fortolket," siger Villy Søvndal.

Optrapning i DRCongo
*Hundredvis - formentlig tusindvis - af zimbabwiske soldater er omringet af oprørere i Den Demokratiske Republik Congo (DRCongo) og bombarderes, sagde FN-officerer og zimbabwiske officerer i går. Soldaterne er omringet i en lufthavn i byen Ikela i det nordøstlige DRCongo (tidligere Zaire).
Diplomater i DRCongos hovedstad, Kinshasa, udtrykte bekymring over kamphandlingerne, som de siger kan være tegn på en eskalering af den 16 måneder gamle krig i landet, ligesom kampene kan afspore en skrøbelig fredsaftale.

Hård kritik af EU-projekter
*EU-støtten til Nordjylland har haft for ringe effekt i erhvervslivet, når det gælder øget beskæftigelse, omsætning og eksport.
Det er konklusionen i en COWI-evaluering af de nordjyske EU-projekter under det såkaldte Mål 2-program i årene 1994-99, skriver Nordjyske Stiftstidende.
En COWI-rapport kritiserer, at virksomhedernes problemer ikke er blevet analyseret godt nok, før der blev givet grønt lys for støtten. Således ville 60 procent af virksomhedernes aktiviteter være blevet gennemført, uanset om de havde fået støtte eller ej. På den baggrund har EU-støtten kun givet 1.300 nye nordjyske job mod hidtil antaget 2.100, fastslår rapporten. I alt er der givet 747 mio. kr. til Nordjylland via EU's Mål 2-Program i 1994-99.

Hurtigt forbud mod blødgørere
*Repræsentanter for de 15 EU-lande vedtog i går enstemmigt, at det fremover ikke længere skal være tilladt at bruge bestemte slags phtalater (blødgørere) i plasticlegetøj til børn under tre år.
EU-Kommissionen foreslog i november, at phtalater i småbørnslegetøj, der er beregnet til at putte i munden, skulle forbydes.
Efter medlemslandenes klare udmelding, regner EU-Kommissionen nu med formelt at vedtage forslaget i løbet af de nærmeste dage. Det er første gang, at EU-Kommissionen har iværksat et øjeblikkeligt forbud under Det Generelle Produktsikkerhedsdirektiv. Beslutningen træder i kraft ti dage efter, at den er vedtaget.

Nordisk stormejeri på plads
*Nordens to største mejerier går sammen og danner Arla Foods - en sammenlægning af danske MD Foods og svenske Arla. Det står klart efter repræsentantskabsmøder i går i såvel Vingstedcentret ved Vejle (MD Foods) og i Stockholm (Arla).
Det historiske samarbejde mellem andelsselskaber over landegrænser betyder dannelsen af Europas største mejeri målt i mælkemængde. Selskabet får en omsætning på omkring 37 mia. kr. om året.
Det altovervejende flertal blandt 18.000 danske og svenske mælkeproducenter gik på møderne torsdag ind for at MD Foods og Arla fusionerer med virkning fra 17. april næste år og danner det fælles andelsselskab Arla Foods.
På MD's repræsentantskabsmøde stemte 238 medlemmer ja og kun 12 nej til fusionsplanen.
Nazister anholdt for våbenforbrydelse
nTo mænd fra Göteborg-området i Sverige er blevet anholdt - mistænkt for forbrydelser i forbindelse med automatvåben, som muligvis skulle bruges til en væbnet aktion. Tidligere på ugen blev de sat i forbindelse med nazi-forbrydelser, da fire førende dagblade offentliggjorde billeder af dem.
Monica Mimer, chefanklager i Jönköping, sagde i går, at mændene, der menes at være nazister, er henholdsvis 30 og 27 år. De blev anholdt onsdag aften, men hun ville ikke sige, hvor i Sverige de blev pågrebet.

Intern V-uenighed om brugerbetaling
*Ledende Venstre-kommunalrødder lægger op til mere vidtgående brugerbetaling, end partiets ledelse og folketingsgruppe er indstillet på.
Bl.a. næstformanden i Kommunernes Landsforening, Gedved-borgmester Eigil W. Rasmussen, vil have, at f.eks. pensionister fremover i visse tilfælde selv skal betale for rengøringsopgaver, de i dag får gratis af kommunen. Han betragter brugerbetaling som et brugbart middel til at aflaste de offentlige kasser og kommende års store stigning i udgifterne på ældreområdet, som også Nyrup-regeringen på sigt betragter som en trussel mod velfærdssamfundet.
Venstres folketingsgruppe vil, derimod, kun være med til at indføre brugerbetaling for ydelser, som de gamle ikke i dag får gratis af kommunen. Og da skal brugerbetaling kun indføres, hvis personskatten lempes.

Multietnisk fødegang
*I 1998 blev 10,7 pct, af alle nyfødte børn i Danmark født af mødre med udenlandsk statsborgerskab, selv om ikke-danske statsborgere kun udgør mindre end fem pct. af befolkningen, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten på baggrund af en opgørelse fra Danmarks Statistik.
I en række kommuner fødes meget få eller ingen børn af udlændinge. I hovedstaden er til gengæld næsten hvert femte nyfødte barn nu fra en anden etnisk baggrund end dansk.
Hovedparten af de nyfødte med udenlandsk statsborgerskab fødes i familier fra de traditionelle invandrer- og flygtningelande som Tyrkiet, Somalia og Irak.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her