Dansk partier lader sig i stigende grad inspirere af New Labours effektive
pr-strategier. Også her i landet bruges private rådgivningsbureauer til at udforme politiske kampagnestrategier, der målrettes direkte mod særlige grupper
Rådgivning
Danske partier anvender i stigende grad private kommunikationsbureauer som sparringspartnere i udformningen af politiske strategier. Men slet ikke i det omfang, partierne egentlig gerne ville. Partierne har nemlig ikke råd til at bruge de effektive, men også uhyre dyre virkemidler, der er blevet udviklet inden for moderne politisk kommunikation, og som i de senere år har været en medvirkende årsag til New Labour's overvældende succes i Storbritannien.
Den britiske premierminister Tony Blairs regeringsapparat brugte sidste år 1,2 mia. kroner til at promovere budskabet om "Cool Britannia". Trods danske politikeres ihærdige forsøg på at nedtone fænomenet, vinder virkemidlerne også langsomt frem på Christiansborg.
Stigende efterspørgsel
Kilder i branchen for såkaldt public affairs-rådgivning vurderer, at de danske partier i dag kun bruger omkring tre millioner kroner om året på baggrundsanalyser og strategioplæg fra de professionelle kommunikationsbureauer.
Men partiernes efterspørgsel er stigende, og særligt de tunge ministerier vurderes i branchen til at rumme et "stort vækstpotentiale". Ministerierne anslås i dag til at bruge omkring 10 mio. kr. på strategisk kommunikation.
"I dag anvender de politiske partier kun i meget begrænset omfang professionelle public affairs-bureauer i forbindelse med udformningen af kampagnestrategier. Men markedet er nok i vækst. I løbet af de kommende år - ikke mindst i forbindelse med næste Folketingsvalg - vil vi uden tvivl opleve, at de danske partier begynder at købe sig til professionel sparring ude i byen," siger Simon Pihl Sørensen til Information.
Han er afdelingschef med ansvar for Public Affairs i firmaet COBRUS, der er specialiseret i "strategisk rådgivning inden for kommunikation, medier og politisk indflydelse" og datterselskab under den konservative Jens Heimburgers ekspanderende reklamebureau-gruppe.
"Partierne er langsomt ved at erkende mulighederne i nogle af de strategiske virkemidler, som virksomheder og organisationer har brugt i årevis. Men noget boom bliver der ikke tale om. Det er helt skudt ved siden af at forestille sig, at PR-firmaerne sætter sig tæt på den politiske rådgivning. Langt de fleste PR-firmaer har slet ikke den fornødne ekspertise på det politiske område og de nødvendige kontakter. De ville opføre sig som en elefant i en glasbutik, siger Simon Pihl Sørensen
Strategisk rådgivning
Ligesom størstedelen af de øvrige ansatte i branchen for public affairs-rådgivning har Simon Pihl Sørensen en fortid som politisk rådgiver på Christiansborg.
Han har tidligere været ansat i både LO og Socialdemokratiet, hvor han bl.a. arbejdede tæt sammen med statsminister Poul Nyrup Rasmussen i forbindelse med sidste valgkamp.
En anden forhenværende centralt placeret socialdemokrat, den tidligere DSU-formand Henrik Sass Larsen, er i dag direktør for det konkurrerende kommunikationsfirma Gunbak & Co, der ifølge sin hjemmeside "har flere års erfaring i rådgivning af partier, politikere, ministerier og ministre. Vores erfaring er baseret på gennemførelse af valgkampe, informations- og holdningskampagner samt strategisk rådgivning af enkeltaktører og partier."
Henrik Sass Larsen siger:
"I de få tilfælde, hvor vi rent faktisk arbejder for politiske partier, handler det mest om helt konkrete sager, hvor vi går ind og analyserer situationen - f.eks. hvorfor deres budskab kritiseres i offentligheden med skadelige virkninger for partiets image. På baggrund af analyserne, der almindeligvis bygger på kvalitative undersøgelser med fokusgrupper, udtænker vi en operationel strategi for, hvordan partiet kan trænge effektivt igennm med sit budskab."
Partier er for fattige
Skønt partiledelserne på Christiansborg efterhånden har erkendt behovet for at kunne kommunikere effektivt og dermed undgå gentagelser af Socialdemokratiets katastrofale efterlønsfiasko fra sidste efterår, forventer kommunikationsbureauerne ikke umiddelbart at få særligt mange indbringende opgaver fra de politiske partier i den nære fremtid:
"Rådgivning af politiske partier vil aldrig blive et produkt, kommunikationsbureauerne i Danmark kan blive fede af. De danske partier har ganske enkelt ikke råd til at købe professionel, strategisk rådgivning," siger Erik Skov Pedersen, der er administrerende direktør i COBRUS.
"Selvom partierne har fået væsentligt flere penge i de senere år, skulle partistøtten øges væsentligt, hvis de skulle bruge til ekstern rådgivning fra konsulentfirmaer. Derfor er der grænser for hvor mange opgaver partierne kan placere eksternt," siger Erik Skov Pedersen, der er tidligere informationschef i Det Konservative Folkeparti.
En stilling han vel at mærke indtog i perioden før de endeløse skandaler lammede partiet. Det er derfor ganske bemærkelsesværdigt, at Det Konservative Folkeparti først fik medieproblemer, efter den anerkendte 'spin meister' blev ansat som direktør i netop Jens Heimburgers bureau.
En forbrydelse
Erik Skov Pedersen understreger dog, at størstedelen af firmaets kunder er private virksomheder, der ønsker hjælp til at navigere i korridorerne på Christiansborg.
"Når partierne er tilbageholdende med at hyre firmaer som os, skyldes det hovedsageligt, at professionel kommunikation stadigt betragtes som utroværdig og illegitim blandt både politikere og befolkning," siger Erik Skov Pedersen.
"Det opfattes næsten som en forbrydelse, hvis danske politikere erkender, at de rent faktisk bruger professionelle rådgivere i et vist omfang. Der hersker en halvreligiøs forestilling om, at det politisk system stadig skal fungere som i 1930'erne: At politikerne selv skal finde på alt og i øvrigt køre rundt på cykel i gadebilledet. Og hvis det endelig bliver afsløret, at partierne i dag gør brug af systematiske analyseredskaber - at nutidens politiske virkelighed bestemt ikke er som på Staunings tid - så risikerer man meget let, at der opstår problemer, som afgjort også er uheldig for os som privat virksomhed," siger Erik Skov Pedersen.
"Det er yderst problematisk at arbejde for de politiske partier. Bureauet risikerer nemlig at blive identificeret med partiet, og dermed også med de eventuelle skandaler og problemer, som løbende opstår for partiet. Og dét bliver hurtig rigtig dårligt for vores forretning; for vores omdømme i forhold til andre kunder," siger Henrik Sass Larsen.