Læsetid: 2 min.

Personerne

14. december 1999

Kohls hjælpere:
*Kassemesteren:
Walter Leisler Kiep samlede sideløbende med sit officielle job som CDU's kasserer - penge sammen til Helmut Kohls hemmelige cigarkasser. Kiep kom til at starte afsløringen af affæren, da anklagemyndigheden i Augsburg ville vide, hvor en million D-mark fra våbenhandleren Karlheinz Schreiber var blevet af.

*Pengevaskeren: Som CDU's skatterådgiver opbyggede Horst Weyrauch det net af bankkonti, der skulle sløre de sorte penges sande herkomst. Fra en såkaldt pool-konto blev de omdeklareret og sluset dem ned i CDU's officielle kasse eller ud til de lokale partiforeninger.

*Den gamle ven: Kohl hentede Hans Terlinden til CDU's hovedkontor i Bonn. Terlinden menes at vide alt om de hemmelige konti, og han forsøgte i forrige uge at forhindre opklaringsarbejdet ved at give Kohl en forhørs-redegørelse skrevet af
Weyrauch. Fyret af den nuværende partileder, Schäuble.

Kohls arvinger:
*Kronprinsen: Wolfgang Schäuble kom ind i kredsen i 1971 under formandsvalget med Rainer Barzel, som Kohl tabte. Schäuble blev Kohls nærmeste fortrolige. Kansleren, der regerede med maven, påskønnede Schäubles taktiske overblik. De sidste år var deres forhold præget af voksende uenigheder, men et egentligt brud kom det ikke til. Efter valgnederlaget i 1998 blev Schäuble partiformand. Han nægter ethvert kendskab til de hemmelige kasser.

*Kohls pige: Angela Merkel var medlem af det østtyske CDU, hvor Kohl opdagede hende. Hun blev familieminister i 1990 og siden miljøminister, men selvom han omtalte hende som 'min pige' var hun aldrig del af Kohl-indercirklen. Efter valgneder-laget i 1998 overtog hun posten som generalsekretær efter Peter Hinze. På grund af sine rene hænder betragtes hun som en mulig afløser for Schäuble, hvis undersøgelserne af Kohls sorte penge belaster ham.

*Udfordreren: Volker Rühe var generalsekretær under Kohl, men afviser ethvert kendskab til sorte penge. Sidste år stræbte han efter formandsposten i partiet, men endte som næstformand. Koncentrerer sig nu om valget i Slesvig-Holsten (februar år 2000), hvor han håber at slå SPD og blive ministerpræsident.

*Bayeren: Edmund Stoiber fra søsterpartiet CSU i Bayern kan profitere af uroen i CDU og blive kanslerkandidat år 2002. Men mod sædvane afholder han sig fra at hovere - dels kan krisen i CDU påvirke hans egne muligheder, dels har våbenhandler Karlheinz Schreibers bestikkelsessag udløbere til CSU. Bl.a. mistænkes den afdøde partiformand Franz Josef Strauss' søn, Max, for at have modtaget penge.

*Fjenden: Heiner Geissler var som CDU's generalsekretær
Kohls nære fortrolige. Han kendte til de sorte penge, men fortalte angiveligt ikke sin efterfølger Volker Rühe om dem. Geissler faldt i unåde hos Kohl i 1989, og tilskrives en sen hævn, fordi han først nu bekræfter eksistensen af 10 hemmelige bankkonti.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her