Læsetid: 5 min.

Plat Pippi og frodig fantasi

17. december 1999

Tegnefilm er mange ting, både gode og dårlige, og det er to af julens børneorienterede tilbud slående eksempler på

Nye film
Når man siger 'tegnefilm' falder tankerne vel først og fremmest på Disney, der spytter en selvskreven klassiker ud i biograferne hvert år. Det er indbringende film for børn, teenagere og deres forældre og et marked, mange af musefabrikkens konkurrenter gerne vil have en andel i.
Problemet er bare, at selskaberne i stedet for at gå nye veje prøver at efterligne Disneys stil i håbet om, at succesen også følger med. Og som regel kommer de til kort over for den velkørende musefabrik med de mange års erfaring.
Selv europæiske animationsselskaber som danske, Egmont-ejede A-Film (Jungledyret Hugo) og Svensk Filmindustri (Pippi Langstrømpe) sigter mod stjernerne med deres bløde, puttenuttede disneyficerede tegnestil. Men hvor veltegnede Hugo dog har en vis charme og klædelig provinsialitet, så mangler animerede Pippi totalt tiltrækningskraft - i hvert fald set fra en voksen forbrugers synspunkt.

Hvorfor?
Jeg har svært ved at forstå, hvorfor - at dømme ud fra hendes bøger - et så børneelskende og fantasifuldt menneske som Astrid Lindgren har givet lov til, at hendes mageløse hyldest til individualisme og farvestrålende livsglæde, Pippi Langstrømpe, kunne overføres til det store lærred som tegnet figur. Ikke mindst når forespørgslen kommer fra så talentløse folk, som dem der sidste år gav os den rædselsfulde Pippi Langstrømpe og nu gnider salt i såret med

Pippi på de syv have.
Historien i den nye film er ganske banal - og helt uden kulør eller smag - og følger Pippi, da hun sammen med sine gode venner Tommy og Annika, sin far, Hr. Nilsson og sin hest stikker til søs med det gode skib Hoppetossen. De møder både pirater, svindlere, flodbølger og gemene tyveknægte, inden de ender sikkert tilbage i Sverige igen, og undervejs får vi serveret mange eksempler på Pippis mægtige kræfter.
Min søn, som jeg helt uansvarligt medbragte til presseforestillingen, var meget begejstret over filmen - eller måske skulle jeg sige, at han var begejstret over Pippi, der, som han sagde bagefter, 'er så sej.' For netop det at Pippi, som han kender fra bøger og tv, kan løfte en hest, svømme et sejlskib i gang og banke en håndfuld røvere, imponerer ham. Ikke, vil jeg hævde, filmen Pippi på de syv have.
Magen til grimme og sjuskede tegninger skal man lede længe efter. Det er den standard, man forventer sig af tegnefilm på TV3, sgu ikke på et stort lærred i Scala.
Dertil kommer, at tegnede Pippi (og filmen som helhed) mangler udstråling og det charmerende, naturlige væsen, som er hendes litterære og fra tv kendte navnesøsters store force. Tegnede Pippi synes at mene, at overdrivelse og larm er af det gode, hvilket betyder, at hun bliver et irriterende og kedeligt bekendtskab med en på dansk aldeles frygtelig stemme, der får det til at løbe én koldt ned ad ryggen.

Fabel
Men hvis ungerne insisterer på at komme i julebiffen, og Disneys Juleshow forekommer en anelse for traditionelt, så send dem ind og se Drengen og jern-kæmpen - det er intet mindre end et lille mirakel af en tegnefilm.
Producenten Warner Bros., der ellers ynder at lægge sig i slipstrømmen af Disney, afsøger med filmen nyt territorium, hvad angår mainstream animationsstil, og er historien gammelkendt, så serveres den med så megen varme og humør, at man føler, man er vidne til noget stort, mens det sker.
Filmen baserer sig på en populær børnebog fra 60'erne af den nu afdøde lyriker og forfatter Ted Hughes og er en klassisk fabel om at finde det gode i alle, også selvom de umiddelbart ser frygtindgydende og fremmede ud - og på trods af omgivelsernes skepsis og fordømmelse.
Året er 1957, en tid præget af rock'n'roll, fjernsyn og ikke mindst den kommunistiske fare, hvilket er grunden til, at regeringen sender en agent til den lille by Rockwell i New England, da et uidentificeret flyvende objekt lander lige uden for byen.
Filmens hovedperson, den ni-årige Hogarth, er lidt af en drømmer og kilde til evig bekymring for sin hårdtarbejdende, enlige mor Annie.
Ivrig efter at jage mulige kommunister eller rumvæsener på flugt, begiver han sig mod nedstyrtningsstedet, og her møder han den godmodige Jern-kæmpe, en gigantisk robot, som er ankommet til jorden med et ukendt mål for øje. Det bliver starten på et forunderligt venskab og en masse sjove og spændende oplevelser for det umage par.
Karakterdrevet
Dejligt afdæmpet og uden dikkedarer fortæller Drengen og jern-kæmpen sin rørende historie, og det universelle budskab om venskab og næstekærlighed sættes i relief af perioden, som handlingen er henlagt til: De frygtsomme 50'ere, hvor de science fiction-film om invasion fra Mars, den røde planet, var politiske, agitatoriske allegorier, og den hysteriske regering masseproducerede atomberedskabsfilm, hvor bedste og eneste råd, når bomben faldt, var at gemme sig under et bord.
Drengen og jern-kæmpen er en charmerende tidsmaskine, der med et væld af detaljer transporterer os 40 år tilbage i tiden, hvor vi også møder den mistænksomme, piberygende og trenchcoat-bærende regeringsagent og Hogarths voksne beatnik-ven Dean, som hjælper med at gemme den altid sultne og metalædende robot på sin skrammelplads.
Og det er alle de små detaljer, en uhøjtidelig fortællestil og den japanimation-inspirerede animationsstil - nærmest et mix mellem Disney og animé - der gør filmen så vidunderlig.
Helt fri for handlingsforstyrrende sange og fjollede dyr har instruktøren Brad Bird klogt valgt at koncentrere sig om karaktererne, der alle træder forsigtigt, men levende frem på lærredet - ikke mindst vovehalsen Hogarth og hans gigantiske metalven besidder sjæl og nerve.
Filmen underspiller også den bevidste humor og lader i stedet morskaben opstå i kraft af situationer og karakterer som en underfundig og behagelig størrelse, der forførende kalder på smilet og følelsen af at være i biografen med en gammel ven med en frodig fantasi.

*Pippi på de syv have. Instruktion: Paul Riley. Manuskript: Ken Sobol og Catharina Stackelberg. Svensk (Scala, Palads)

*Drengen og jern-kæmpen. Instruktion: Brad Bird. Manuskript: Tim McCanlies. Amerikansk (Palads, Scala)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her