Læsetid: 4 min.

Poesiens genfortryllelse

8. december 1999

Heretica, et genvakt tidsskrift

Ny bog
Tidsskrifter er tidens skrift. Med deres blandede materiale af aktualitet og perspektiv er de for eftertiden gode kildesamlinger, undertiden egnede til genudgivelse i udvalg. Især har de venstreradikale været flittigt optagne.
Olav Harsløf har udgivet Kulturdebat i 20'erne med gennemgang af bl.a. Klingen, Baalet, Pressen, Sirius, Clarté, Monde og Kritisk Revy, og både Klingen og Kritisk Revy findes antologiseret i bogform. Det samme gælder Kulturkampen fra 30'rne - og fra efterkrigstiden med dens såkaldte kulturkrise tidsskriftet Dialog (1950-61), hvis 1. årgang Sven Møller Kristensen redigerede sammen med Erik Knudsen. Carl Erik Bay siger i forordet, at det var ment som et direkte modskrift til det eksklusivt kunstfikserede Heretica (1948-53), der mentes at repræsentere den kolde krigs tilbageslag af konservatisme og "i dag kun har litteraturhistorisk interesse."
Det var i 1978. Ole Wivel stimulerede allerede i 1962 interessen med en stor antologi og introduktion. Heretica havde et for tidsskrifters vedkommende ganske stort oplag på henved 3.000. Og i dag udkomer netop en grundig og genaktualiserende skildring af Kætterne. Kredsen omkring Heretica 1948-54, skrevet af Hanne Engberg, en både sympatiserende og spids monografi, hvor tidsskriftet nærmest opfattes som en organisme, næret til liv og vækst af et antal donorer, der hver for sig biograferes i relation det krævende væsen.
Hanne Engberg noterer sig, at det var mændenes organ for egne tidstypiske orienteringsforsøg. Blandt i alt 105 deltagende forfattere gennem seks år var kun otte kvinder. Det var nu i øvrigt samme fordeling hos de kulturradikale.

Intellektets risiko
Det er en patetisk historie om unge, der tog sig selv rasende højtideligt og identificerede deres personlige kriser med tidens, eller også var det omvendt, lutter veluddannede intellektuelle med en indgroet, nærmest nedgroet skepsis over for intellektet, der blev gjort ansvarligt for ikke bare kulturkrisen, men for hele perioden siden renæssancen, fordi fornuften da løsrev sig fra følelsen. Intellektet skulle bære skylden for alle modernitetens ulykker med oplysningstiden som den store skurk.
Hanne Engbergs skrift, der desværre bidrager til uvanen at fortælle hele fortiden i præsens, gør detaljeret rede for den sindrige og spegede debat i bladet, de uendeligt nuancerede sjæleanalyser, som spillets partnere foretager af hinanden, privat og på tryk: strategen og den sygdomsplagede analytiker Bjørn Poulsen og den snart mere distræt Thorkild Bjørnvig som første makkerpar, efterfulgt af den store etiske tøjrpæl Martin A. Hansen og den rastløst navigerende livsanskuelsesmystiker Ole Wivel, som Bjørnvig kærligt-kammeratligt i et af bogens mange refererede og citerede breve fra arkiverne karakteriserer som "Elskede Evighedsstudent, studentikose Evangelist, sindrige, drevne og lumske Mappemand."
Ole Wivel tændte lunten og holdt ilden ved lige fra Wivels forlag, støttet og båret af Knud W. Jensen, der altid tænker i fornyelser og derfor en dag købte aktiemajoriteten i Gyldendal til heretikanernes forbløffelse og forargelse omkring lejrbålet, indtil de opdagede den gyldne græsgangs fordele. Mest irriterede var til en begyndelse de nye og sidste redaktører, Frank Jæger og Tage Skou-Hansen, hvis indbyrdes uforenelighed fik de sidste numre til at knitre af den æstetiserende ubekymrethed og det ansvarstyngede engagement i den omgivende virkelighed.

Poesiens byrde
Det er et stykke modsætningsrig historie om en dybsindig, lukket tankeverden i en tro på kunsten og poesien som ikke kun udtrykket for den omfattende krise, men selve løsningen, den højeste og inderste gerning. Således formuleret især af Paul la Cour i Fragmenter af en Dagbog, der først publiceredes i Heretica, indtil han gik til Dialog sammen med sin sociale samvittighed og Erik Knudsen, hvor de dog heller ikke følte sig alt for vel til mode i den marxistiske retorik.
Hanne Engberg får med sine nærmest parafraserende læsninger af Heretica, årgang for årgang, meget godt fremvist de mange indespærringssymptomer og frigørelsesforsøg, der ligner hinanden, også ved sine korte kapitelindledninger med oversigt over den kolde krigs politiske og militære manøvrer, McCarthyisme og besættelser, trusler og atombombekapløb. Momentvis let hovedrystende gør hun rede for kredsens besættelser og opgør, sin skepsis ved guruen Wilhelm Grønbech og den vægelsindede Karen Blixen, der var tænkt som gallionsfigur.

Optakter på stribe
I min egen erindring var det en ejendommeligt lysende mørklægningstid omkring et suggestivt, atmosfæreskabende tidsskrift, både samtidigt og utidigt, med en elegisk bagudskuende modernisme, der skyede den rivske sprogligheds farlige eksperimenter.
Heretica indholdt storartede bidrag. Ikke andre tidsskrifter kunne opvise en intenst velskreven spredning i holdninger som til sidst med Martin A. Hansens dagbog fra folkestrejken, Jørgen Gustava Brandts essay om Den geniale monotoni, Frank Jægers ubekymrede digte og Skou-Hansens opgør med en heretisk digtertype i fortællingen "Kjeld", optakten til hans forfatterskab.
Der var andre optakter, af Per Højholt, Benny Andersen, Poul Vad og Niels Barfoed, men ikke som hævdet debuter af Ivan Malinowski, Jørgen Sonne og Robert Corydon. De var allerede i god bogform. Selvironien kom først i sving med det desværre kun interne gravølsnummer af Heretica forsynet med sørgerand.
Bogen om kætterne placerer sig både uanstrengt og anstrengt i en nutidig situation, hvor dansk poesi er spændt ud mellem genfortryllelsens inderliggørende patos og en normbrydende kynisk ironi. For den uforberedte et sus af nærmest historisk kultur.

*Hanne Engberg: Kætterne. Kredsen omkring Heretica 1948-54. 232 s., 265 Kr. Gyldendal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her