Læsetid: 3 min.

Rock i vadestedet

18. december 1999

Det var veteranerne, der fik os til at rocke ved århundredets afslutning - og en enkelt hjertevarmende dansk debutant

Rockåret 99
"Elements Of Rock" stod der på en af de salgbare t-shirts ved Ben Folds Fives koncert i november. Blandt nyere grupper dyrker denne amerikanske trio rockens rødder ved at istemme piano, trommer og bas, og selv om gruppens The Unauthorized Biography Of Reinhold Messner ikke blev årets plade, men alligevel bedre end sit rygte, var den 1999-rocken i en nøddeskal: Revolutionen udeblev, men alligevel var der noget godt at lytte til.
Generelt er rocken ikke længere det sted, hvor de afgørende nye landvindinger sker. At fremtidens udøvere og lyttere ikke længere har rocken som første prioritet, men lige så gerne vælger hip hop og techno, kan være en af årsagerne til, at rocken til tider godt kan virke som om, den savner nye input. Omvendt er det fortsat der, man møder spilleglæden, beruselsen, traditionsbevidstheden og den stadige frydefulde undren over at få gamle dinosaurer til at gentage gamle tricks som om, de var nye.

De gamle trækker
Typisk stod genrens mere erfarne udøvere for årets mest tilfredsstillende rock-plader: David Bowie, Red Hot Chili Peppers, Eurythmics og Sting. Alle udspil var på sin vis personligt tilbageskuende uden at glemme nu'et. Bowie evaluerede sit liv i anledningen af at have passeret 50 år på Hours, mens Red Hot Chili Peppers bearbejdede de sidste 10 års misbrug og overfladisk showbiz-liv med Californication. Bowie har intet at fortryde med alle de fremragende plader, han har på samvittigheden, og Red Hot Chili Peppers er heldigvis stadig ferme til at omsætte rastløs energi i skarptskårne, huggende numre. Og Sting gav på Brand New Day musikken ordet på en plade, hvor han synger, som om han var selve grunden til, at Gud opfandt sangen. Lige så betagende var det at genhøre Annie Lennox på Eurythmics' alt for markedsførte comeback-album Peace. Da reklametrommerne forstummede, kunne sangene få ørenlyd. Desillusioneret og smuk musik af den slags, der bør gøre radioen til verdens navle.
I den mere larmende afdeling holder Rage Against The Machine med The Battle Of Los Angeles sig stadig på toppen inden for den populære rap-metal. Til gengæld var Metallicas S&M i samarbejde med San Franciscos symfoniorkester endnu en af efterhånden mange parenteser i dette superorkesters produktion.

Liv i kludene
De knap så publikumssøgende bands markerede sig igen i år med den musikalske nysgerrighed, som er scenens naturlige varemærke. Built To Spill holdt den melodiske guitarrock i live på det fremragende Keep It Like A Secret, skotske Mogwai forhindrede støjrocken i at dø på Come On Die Young, engelske Tindersticks holdt med nød og næppe liv i det melankolske på Simple Pleasure, Iggy Pop holdt liv i sig selv på den pletvise gode Avenue B, mens Arab Strap på Elephant Shoe endnu engang aflivede parforholdet.
Blandt de mellemstore viste Blur, at de med 13 stadig er lige vitale, Suede havde fortsat det store party kørende på Head Music, mens Jamiroquai med Synkronized definitivt understregede, at der ikke er liv i dem mere.
Det var som sagt et år med meget liv i de gamle klude. Tvivlerne og brockerne blev forhåbentligt reddet på målstregen af Midnite Vultures fra den genrefavnende musikbegavelse Beck.

Dansk mellemårgang
Set i Becks optik forekommer den danske rockscene noget formstivnet. 1999 var et mellemår. Det udelukkede dog ikke Thomas Helmig fra at udsende albummet Dream, der er et udstyrsstykke i melodisk tæft og sikkert pointeret smag, og som samtidig vender tilbage til en mere guitarorienteret 70'er-rock uden at tabe nu- og fremtiden af syne. Pladen blev akkompagneret af et triumftog af en turné.
Mere introvert er Kashmirs musik, som nåede et foreløbigt klimaks på februar-udgivelsen The Good Life, som præsenterer en musik fuld af vælde, lidelse og ulmende lidenskab, der er så udansk, at det for så vidt er kunstnerisk logik, at Kasper Eistrup synger på - et i øvrigt ubesværet - engelsk, selv om The Good Life oversat til dansk ville have resulteret i en rockmilepæl.
Det danske sprog havde heller ikke en slyngveninde i debutanten Marie Frank, som dog på den anden side med den melodiske og hjertevarmende cd Ancient Pleasures lod den danske sang genopstå på engelsk og for evigt viftede Anne, Sanne og Lis-spøgelset ud af dansk kvinderock.
Med Marie Frank som gallionsfigur er der grund til optimisme for den del af den danske rock, der insisterer på, at der er plads til andet på markedet end den hurtigt omsættelige og forglemmelige nougatbrune babyfood, der ellers er mest i pladeselskabernes fokus for tiden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her