Læsetid: 3 min.

Rockbaronens audiens

9. december 1999

David Bowies sidste koncert i dette århundrede vil blive husket et godt stykke ind
i det nye

Koncert
Årets mest omtalte koncert endte med at blive en af årets bedste koncerter. David Bowie havde valgt København som endestation på sin mini-turné i fire små udvalgte spillesteder i Europa, og det skulle vise sig ikke bare at være en gevinst for publikum, men også ham selv. At Bowie efter sigende takkede nej til KB-Hallens cementhelvede og i stedet foretrak det langt mindre Vega, var en blændende fordel for ham og dem, der mirakuløst havde tilkæmpet sig et indgangspas.
Den engelske superstjerne var i ualmindeligt godt humør i det lille, tætte Vega. Han kunne fortælle, at disse fire koncerter var som at stå i øvelokalet, og det var ikke til at skjule, at han nød, at en lille skare var med på en lytter.

52 års kvalitet
Generelt blev der hyggesludret mellem hvert nummer i en sjælden nærkontakt mellem ham og publikum, hvilket klubatmosfæren som ramme lagde op til. Der var ikke så meget gejl og lir, ikke nogen Major Tom, Ziggy Stardust, Thin White Duke eller andre af de figurer, han har yndet at iklæde sig i årenes løb.
Kamæleon-dragten var smidt, det var David Bowie der stod klædt ud som David Bowie. Der var dømt spilleglæde og en ægte taknemmelighed over publikums reaktioner i stedet for trætte smil fra åremålsansatte turné-rotter.
Aftenen indledtes med "Life On Mars?", hvor Bowie kun blev akkompagneret af pianisten Mike Garson. Derefter blev "Ashes To Ashes" afleveret, men generelt centrerede koncerten sig om numre fra den nye, selvreflekterende plade Hours. Her har Bowie rettet sig ind mod sange af mere håndværksmæssigt tilsnit og bevæget sig væk fra de to seneste udspil, de elektroniske Outside og Earthling.
Selv om man godt kunne savne at høre flere end et enkelt nummer fra disse to mere afsøgende skiver, må det understreges, at Hours-melodierne klæder Bowie fremragende. Nok har manden til alle tider været et bekendtskab værd, men det er få 52-årige rockmusikere, der stadig så selvfølgeligt har sin kunstneriske integritet i behold, som gode gamle Bowie.
Alligevel var det ikke en
pr-tur for den nye plade, bagkataloget blev også åbnet lidt på klem. Således blev klassikere som "Changes" og den stadig lige vitale "Rebel Rebel" uddelt til publikums begejstring. Den bedste aflevering af de gamle var måske "China Girl", der via guitaristerne Paige Hamilton og Mark Plati blev spillet så kraftfuldt, at tankerne mere gik på Iggy Pops uslebne version end den glatte fra Let's Dance-pladen.

Stakkels Jim
Gavmildt spredte rock-baronen sine melodier i et sæt, der var stramt tilrettelagt, men også levnede plads til det improviserede. Noget sådant mindede et kort mellemspil om, hvor Bowie smilende stillede sig i baggrunden og røg en smøg, mens korpigerne Holly Palmer og Emm Gryner overtog vokalarbejdet. Ud af det kom en klagesang om den uheldige roadie Jimmy, der efter en koncert på Wembley havde vasket en af Bowies yndlings-trøjer med det resultat, at den krympede. At være tæt på en pop-milliardær på så uformel vis, var en oplevelse, som det tager sin tid at glemme.
Efter det gik der mere alvor i koncerten, numrene blev afleveret uden så meget snak og kulminerede med "I'm
Afraid Of Amercans", desværre eneste skæring fra den elektroniske Outside- og
Earhtling-periode. Et nummer der måske kan tolkes som Bowies nervøsitet på fremtidens vegne, og som monumentalt afsluttede 90 medrivende minutter fra en af dette århundredes allerstørste musikalske begavelser. I øvrigt Bowies sidste udeaften i dette årtusind. Et formidabelt held, at han valgte at henlægge den til København.

*David Bowie. Store Vega, København, tirsdag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her