Læsetid: 6 min.

Rusland følger vestlig logik

18. december 1999

I den forståelige gru over Ruslands krig i Tjetjenien glemmer mange, hvordan de vestlige lande selv har retfærdiggjort brug af militær magt. Det hævder britisk forsker i et provokerende indlæg om krigen i Kaukasus

Udefra
På EU-topmødet i Helsinki sidste weekend blev Rusland fordømt og straffet for sin militære offensiv i Tjetjenien, og Tyrkiet blev føjet til listen over lande, som EU vil forhandle optagelse med.
Hvis man tænker lidt over denne kontrast, står det klart, at international moralfølelse og vestlig retskaffenhed ikke er helt så indlysende størrelser, som nogle opblæste politikere, letbenede lederskribenter og skingre russofober vil have os til at tro.
Nogle aspekter ved den russiske strategi er afgjort forkastelige, og Jeltsin-regimet bærer med sin tidligere politik - især krigen 1994-96 - en stor del af ansvaret for de senere katastrofer i Tjetjenien. På den anden side har Moskva hele tiden tilbudt Tjetjenien den størst mulige autonomi inden for Den Russiske Føderation.
En sådan autonomi er indført for alle de større etniske mindretal i hele Rusland. På deres egne afgrænsede områder har de frie hænder til at indrette deres kultur, økonomi og politiske system, som det passer dem. Det gælder især den største selvstyrende republik, Tatarstan, hvor tatarerne har haft mulighed for at udvikle noget, der nærmer sig en uafhængig stat. Tjetjenien er blevet tilbudt en status, man kunne kalde Tatarstan plus.
Derimod fortsætter Tyrkiet med at nægte sine kurdiske indbyggere enhver form for politisk autonomi, og de er også berøvet grundlæggende kulturelle rettigheder. Det kurdiske sprog er forbudt i skolerne og underkastet strenge restriktioner i medierne. Indtil for få år siden blev det officielt benægtet, at der overhovedet fandtes kurdere i Tyrkiet. Kurdiske partier bliver nådeløst forfulgt.
Krigen med Det Kurdiske Arbejderparti (PKK) har kostet omkring 35.000 menneskeliv, og i forbindelse med den har tyrkiske sikkerhedsstyrker med overlæg ødelagt omkring 2.000 landsbyer og flyttet deres indbyggere flere hundrede kilometer væk for at sikre sig militært råderum og forhindre guerillaerne i at oprette baser.

Alligevel kritiserer jeg ikke EU for at indlede optagelsesforhandlinger med Tyrkiet. Det er en fuldstændig respektabel beslutning, som afspejler oplyst egennytte. Egennytten ligger i, at Tyrkiet er en vigtig vestlig allieret i Mellemøsten, at vi vil have landet til at føre en afdæmpet politik på Balkan og overfor Grækenland, og at vi frygter udbredelsen af radikale islamiske strømninger. Det oplyste ligger i, at vi tror, forhandling er et bedre middel til at få Tyrkiet til at ændre adfærd end afvisning.
En sådan pragmatisk lemfældighed over for en anløben allieret er derfor helt igennem agtværdig. Den kan først opfattes som grotesk, når den sammenlignes med den hysterisk moraliserende tone, som alt for mange af os i Vesten benytter, når det drejer sig om ikke-allieredes mindre synder.
I tilfældet Tjetjenien er denne holdning blevet forstærket af virkelig sjusket og uvidende journalistik i visse dele af pressen. Ødelæggelserne og de civile tab er blevet beskrevet, som om de var selve målet med offensiven - i stedet for collateral damage (utilsigtede skadevirkninger) som følge af de militære operationer.
Hvis man ser den russiske advarsel til de tilbageværende civile indbyggere i Grosnij i en krigshistorisk sammenhæng, bør den opfattes som en human handling - selv om den oprindelige frist var alt for kort, og selv om der manglede tilstrækkeligt garantier for, at der virkelig var tale om sikre korridorer.
Der skal ikke herske tvivl om, at nogle aspekter ved den russiske offensiv har været ude af proportioner og unødvendig brutal. Det gælder især bombardementerne af civile mål langt fra fronterne. Men vi må også gøre os to ting klart:

For det første kunne det kaos, Tjetjenien var havnet i, ikke fortsætte i det uendelige. Adskillige af de krav, som Putin-regeringen fremførte i forhandlinger med præsident Aslan Maskhadov - f.eks. at gidsler skulle frigives, og at ledende krigsherrer, revolutionære islamister og kriminelle skulle overgive sig eller udvises - er dybest set korrekte og kan støttes af Vesten.
Det er indlysende, at den russiske regering, inden den indledte offensiven, burde have gjort et mere helhjertet forsøg på at støtte Maskhadovs bestræbelser for at skabe orden i kaoset - i det mindste i et par måneder.
Men i betragtning af Maskhadovs svage position og det faktum, at selv medlemmer af hans administration forsvarer de gidseltagende bander, er der ingen garanti for, at det ville have fungeret. I det tilfælde ville Rusland før eller senere have været nødt til at gribe militært ind, og det ville enhver moderne vestlig stat have gjort under lignende omstændigheder.

For det andet er det - i betragtning af den tjetjenske modstands natur - umuligt at forestille sig, at en intervention kunne have været gennemført uden store civile tab. Det ville også gælde for alle andre lande.
Siden den russiske offensiv begyndte, har en stor del af de vestlige kommentatorer brugt tid og spalteplads på at så tvivl om, hvorvidt tjetjenere stod bag de terrorbomber i Moskva og andre steder, som kostede mere end 300 mennesker livet.
Det er rigtigt, at intet er bevist, og personligt tror jeg ikke, at det var tjetjenerne selv, der gjorde det. Derimod er det fuldstændig tænkeligt, at det var nogle af de arabisk-ledede revolutionære islamister, der har oprettet baser i Tjetjenien og deltog i forsøget på at invadere Dagestan i august.
Men det er langt vigtigere at erindre sig, at bomberne i Moskva kom efter en lang række bombeattentater, militære aktioner og bagholdsangreb i Nordkaukaus, begået af islamisterne og deres tjetjenske allierede. Den slags aktioner havde i august krævet flere hundrede russiske ofre, såvel blandt civile som inden for militæret og politiet.
Sidste år stiftede islamisterne sammen med førende tjetjenske krigsherrer en organisation med det udtrykkelige formål at drive russerne ud af det nordlige Kaukasus og slutte Tjetjenien sammen med Dagestan i en islamisk stat (en plan, som det store flertal af dagestanerne kategorisk afviser).

Oveni kom så den eksplosion af banditvæsen og især kidnapninger, som havde sit udspring i Tjetjenien, men foregik i hele regionen. Vestens opmærksomhed har været koncentreret om de vestlige gidsler; men i samme periode blev mere end 1.300 russiske borgere kidnappet, heriblandt børn og gamle kvinder.
Nu kan man naturligvis spore en hel del af denne patologiske adfærd tilbage til de ødelæggelser og den brutalisering, der skyldtes krigen 1994-96. Men alligevel - hvor længe ville USA have tolereret sådanne forhold ved sin sydgrænse? Og ville den amerikanske offentligheds reaktion på den slags angreb have været tilbageholdende, moderat eller 'holdt inden for passende proportioner'?
Det gælder også karakteren af kampene i Tjetjenien. At dømme efter tonefaldet i de vestlige erklæringer skulle man tro, at russerne forsøger at pågribe nogle få terrorister - som f.eks. IRA eller ETA. Men faktisk har de forskellige tjetjenske grupper flere tusind mand under våben. Bare det at drive tjetjenerne og islamisterne ud af Dagestan i august og september kostede mere end 290 russiske soldater livet - mere end Storbritannien mistede under Falklandskrigen. Indtil sidste uge var 459 soldater faldet i Tjetjenien.
Tilsammen giver disse tal fem gang så mange døde, som USA mistede i Golf-krigen - og det er de officielle. I virkeligheden er tabstallet formentlig langt højere, især i betragtning af, at tjetjenske officerer åbent har talt om at skære halsen over på russiske fanger. Hvor mange 'proportioner' ville der være tilbage i en vestlig offentlighed, der stod over for sådanne tab og sådan en fjende?

I denne sammenhæng er det værd at huske på, at da de amerikanske rangers kæmpede for livet i Mogadishu, skød de mellem 500 og 1.000 somaliere - de fleste af dem lokale civile.
Under omstændigheder som i Tjetjenien ville vestlige væbnede styrker have forsvaret bombardementer med hensynet til at begrænse egne tab, og det ville have været berettiget. Vi ville have bombet mere præcist og have været mindre kyniske end russerne - men som vi har set i Kosovo, ville resultatet alligevel blive mange døde civile. Så lad os ikke bare forlange 'proportioner' af russerne - lad os også selv forsøge at finde dem i vores kommentarer.

*Anatol Lieven er Kaukasus-ekspert, tilknyttet det britiske Royal Institute for Strategic Studies

© 1999 The Independent
& Information

Oversat af Birgit Ibsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her