Læsetid: 2 min.

Rusland puster sig op

16. december 1999

Moskva minder om, at de har atomvåben som svar på Vestens kritik af krigen
i Tjetjenien

Sabelraslen
Rusland har taget et nyt middel i brug mod Vesten i ordkrigen om Tjetjenien. Flere gange i den forløbne uge har Moskva understreget over for de vestlige ledere, at Rusland er en atommagt.
Det skete senest tirsdag, hvor Ruslands ministerpræsident, Vladimir Putin, med en henkastet bemærkning mindede om, at Rusland er i besiddelse af atomvåben.
Det samme gjorde præsident Boris Jeltsin for nylig under et besøg i Kina, hvor han gjorde det klart, at Rusland ikke vil acceptere vestligt pres, og at landet har et fuldt udbygget atomarsenal til sin rådighed.
Dengang neddæmpede Putin Jeltsins kommentarer, men tirsdag sagde han ifølge det russiske nyhedsbureau Itar-Tass imidlertid:
"Rusland vil ikke lade sig tiltale fra en magtposition og vil derfor bruge enhver diplomatisk og militær-politisk værktøj, der er til rådighed. Rusland har alt det, der er nødvendigt for at sikre sig."
Den russiske ministerpræsident specificerede, at et af disse værktøjer er 'Topol-M interkontinentale ballistiske missiler,' der kan bære atomvåben og ramme mål i Europa og USA. Samtidig afprøvede Rusland tirsdag netop et af den slags missiler.
"Det vidner om, at Rusland føler sig presset af den vestlige kritik. De har ikke meget andet tilbage end det, at landet er en atommagt, og derfor prøver de på denne måde at demonstrere, at de er en stormagt. Men det er ikke andet end oppustet magtretorik," siger Märta-Lisa Magnusson, som er lektor på Syddansk Universitet.
Og retorikken er ikke blot beregnet på det internationale publikum. Den er også rettet mod hjemmepublikummet, mener hun.
Men hun mener ikke, at man skal sidde den overhørig.
"Man skal ikke overdrive retorikken, men man skal heller ikke spøge med den. Der er god grund til at følge med i, hvad der sker i Kreml. Selv om det er en spæd advarsel, er det klogt at opfatte det som et tegn på, at forholdet mellem Rusland og omverden er kølnet. Og der er kræfter ved magten i Kreml, som kan blive ubehagelige," siger hun.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her