Læsetid: 3 min.

Russisk offensiv fortsætter

14. december 1999

Flygtninge melder om henrettelser af civile. Moskva tilbyder amnesti til tjetjenske oprørere

Tre dage efter EU-topmødets fordømmelse af Ruslands fremfærd i Tjetjenien har den russiske hær ikke tabt lysten og kræfterne til krig.
Hovedstaden Grosnij - der får det meste af verdens opmærksomhed - blev bombarderet igen mandag. Men også en række sydligere beliggende landsbyer blev i går udsat for det, Reuters korrespondent kaldte "tunge, non-stop bombardementer."

Henrettelser af civile
I Alkhan-Jurt har russiske soldater, ifølge menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch gennemført en omfattende hærgen efter at have indtaget byen.
Samtaler med flygtninge fra byen tyder ifølge organisationen på, at russerne efter erobringen smadrede og nedbrændte de endnu eksisterende huse og foretog summariske henrettelser af civile. En 34-årig mand, der forlod Alkhan-Jurt for et par dage siden, fortæller om plyndringer og om, hvordan russiske soldater henrettede hans protesterende nabo:
"Da min nabo bad dem om at stoppe, skød de ham og smed hans lig ind i det brændende hus," beretter den flygtende. Andre af byens beboere blev senere beordret til at hente liget ud af ruinerne og begrave det. Human Rights Watch har fået udleveret en liste med navne på 17 civile, der angiveligt alle skulle være blevet dræbt i byen i perioden 1.-9. december.
Indbyggerne i byen Sjali står ligeledes over for at skulle modtage russiske soldater i byen. Endnu har russerne ikke turdet gå ind i Sjali af frygt for tjetjenske soldater, men civilbefolkningen i byen har af den russiske hær fået en frist indtil mandag til at fortrænge eventuelle oprørssoldater fra byen før den bliver indtaget, meddelte tv-stationen NTV. Byen har været helt omringet af russiske enheder siden fredag.
"Hvis der er nogen oprørere tilbage, bliver de udslettet. Vi ønsker ikke noget blodbad, men krig er krig," sagde general Gennadij Trosjev, der leder operationen i den østlige del af Tjetjenien. Oprørerne lod allerede fredag forstå, at de havde trukket sig ud af byen.
I hovedstaden Grosnij rapporteredes der mandag eftermiddag om fornyede russiske bombardementer.
På samme tid blev der sendt yderligere russiske troppeforstærkninger mod byen, og en officer berettede over for det franske nyhedsbureau, AFP, at russiske tropper har erobret en af
Grosnijs forstæder.
Russerne har garanteret sikre korridorer ud af byen syv timer om dagen uden risiko for bombeangreb.
De flygtninge - aktuelt et par hundrede - der er sluppet ud af de omtalte korridorer, fortæller, at mange mennesker endnu er tilbage i Grosnij. Og at de ikke har mange muligheder for at tage den lange gåtur til og gennem korridorerne.
Ruslan Ozdanirov, der kom til Ingusjetien mandag morgen efter flugt fra Grosnij, siger, at folk stadig er bange for at forlade byen af frygt for russiske angreb.
"Byen blev bombarderet konstant. Der er mange ofre. Folk begraver de døde i deres haver," fortæller han til Reuters. Andre flygtninge fortæller bl.a. til den britiske avis The Observer, at de garanterede, sikre korridorer ikke er så sikre, som russerne giver indtryk af.
En 70-årig kvinde beretter, at russerne "bomber alt, der rører sig på vejene" og fortæller om en hel familie, der blev dræbt, da deres bil blev ramt på vejen.
Den russiske forsvarsminister, Igor Sergejev, gentog i går, at russerne ikke planlægger et stormløb på Grosnij: "Problemet Grosnij vil blive løst af den lokale befolkning," sagde han ifølge nyhedsbureauet Interfax, med henvisning til de byer, hvor den tjetjenske befolkning selv har bedt de tjetjenske soldater om at forlade byen.
I Moskva vedtog Dumaens underhus i går en resolution, der tilbyder amnesti til de tjetjenske soldater, der nedlægger våbnene inden den 1. februar.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her