Læsetid: 5 min.

Men så kom Osvald

16. december 1999

'Gengangere' er blevet en Ibsen-tolkning med aggressivt attack. Og et medrivende kongeligt powerpunktum år 2000, i hvert fald fra dét øjeblik, Olaf Johannessen dukker op

Teater
Hvad stiller man op med Ibsen i dag? Spiller ham 'efter bogen', renoverer ham, neddysser ham, forenkler ham?
Eller regner man med, at en opsætning af Gengangere ikke kan blive andet end fantastisk, hvis man 'bare' besætter rollerne med landets ypperste skuespillere, der må have ventet på disse roller i årevis - Ghita Nørby, Jørgen Reenberg, Olaf Johannessen, Sofie Gråbøl, Ole Ernst?
Faktum er, at Gengangere på Det Kgl. Teater er blevet en meget seværdig, medrivende og tankevækkende forestilling, der både giver høje hår og dryppende øjne. Og en forestilling, der hurtigt får klaret Ibsens overståede 1800-tals-moralskrupler om frie forhold uden for ægteskab og den slags, sådan at stykkets almentmenneskelige 2000-aktualitet funkler desto klarere mod slutningen.
Det moderne menneskes stræben efter at finde de virkelige motiver til egne handlinger - tilsat den grufulde afdækning af, om man som forælder nu også egentlig er parat til at gøre alt for sine elskede børn.
Dermed forvandler forestillingen sig undervejs fra en loyal, men noget uprægnant fremstilling af teksten, til en tolkning med et næsten aggressivt attack på teksten. Tilsyneladende med udgangspunkt i tekstens egne eksplosioner, der ellers let kan nedtones, ikke mindst på grund af Ibsens regibemærkninger.

Alving uden snøreliv
Den norske instruktør Terje Mærli - der har to andre Genganger-iscenesættelser bag sig - har sammen med scenografen Karin Betz tilsyneladende håndhævet flere parallelle principper i tolkningen af Gengangere.
De har holdt sig til teksten, men de har opløst rummet - ikke mindst fordi publikum er blevet anbragt oppe på selve scenen på to sider med skuespillerne i midten.
De har beholdt de gamle (læs: gammeldags) diskussioner om normernes tvang - til gengæld er kostumerne ført op til i dag, så den inde
stængte fru Alving har mistet det påbudte og formgivende snøreliv og i stedet sejler rundt i en løs kunstnerkreation anno 1999.
Visse handlinger er blevet renoverede - her er intet distraherende strikketøj eller blomsterbinderi. Til gengæld er den dræbende bergensiske regn blevet konkret - ved premieren tirsdag aften silede vandet ned langs den fantastiske glasdekoration, lige så ubønhørligt som sneen dalede udenfor. Og så er stykket blevet afgørende komprimeret, fordi stykkets to pauser er blevet strøget.

Fortidspuslespil
Ibsens handling er legendarisk for sin kryptiske historie: En mor får besøg af sin voksne kunstnersøn fra udlandet. De skal fejre indvielsen af et asyl for byens børn, skabt til minde om den afdøde kammerherrefar. Men så ankommer pastoren med sine moralske anfægtelser, mens hverken tjenestepigen eller hendes snedkerfar nødvendigvis kun holder sig til sandheden. Og sønnens slaphed er måske mere end bare rejsetræthed; til gengæld er asylet ikke forsikret.
Ibsen kan fortælle en historie, så man hele tiden sidder på kanten af stolen. Og i Gengangere er dynamikken formidabel. Hver eneste gang, nogen er godt i gang med at afsløre endnu en uventet brik til fortidspuslespillet, vups, så træder en person ind og forpurrer samtalen - og tvinger handlingen til at tage en ny drejning. Og den endegyldige sandhed om relationerne gives aldrig.

Tilståelsernes skammel
I forestillingen på Det Kgl. Teater fascinerer Betz' rene scenografi umiddelbart - kolossale vinduer og vægge inddelt i præcise kvadrater, der fuldstændig lukker tilskuerne inde i dramaet sammen med skuespillerne. Herfra slipper ingen ud, førend sandhedens time er levet til ende - og tilståelserne er faldet på den lille, røde skammel.
Men instruktionen af de første scener er underligt udynamisk. Ghita Nørbys fru Alving stivner i veloplagte smil, mens hun og Jørgen
Reenbergs pastor Manders stavrer rundt mellem hinanden på det store gulv. Reenberg indføjer subtile fingerstrøg henover læberne og affamler brillerne i erkendelsens grumme øjeblikke, men alligevel virker iscenesættelsen hæmmet og fastlåst.

Æggende Gråbøl
Sofie Gråbøls tjenestepige Regine er også sært vaklende. På den ene side så grov og vulgær, at spillet nærmer sig tarvelig folkekomedie. På den anden side så nydelig og nyredt, at hun virker for pæn til replikkerne. På samme måde med Ole Ernsts snedker Engstrand, der ikke kan blive grov nok med sine gramserier på datteren, men heller ikke fin nok i sin jagt på præstens anerkendelse.
Men så kommer Osvald. Altså Olaf Johannessen. Bleg og rødøjet, men med en dirrende inderlighed og desperation fra første sekund på scenen. Han er syg, denne Osvald, men Johannessen spiller ham først og fremmest som et menneske opflammet af vrede. Vrede over at være udelukket fra livsglæden, vrede over ikke at kende sandheden. Johannessens Osvald beder ikke om solen - han kræver den.
Og efter Osvald har gjort sin entré, lykkes det hele. Personerne omkring ham finder deres plads - og herfra strammes grebet om tilskuernes opmærksomhed, og Ibsen bliver spillevende.
Pludselig får Reenberg mulighed for at nuancere sin næsten-faderlige stolthed og sin nysgerrige forargelse over Osvalds bohemeliv. Og Reenbergs dirrende mund og længselsfulde hænder mod Nørbys bitre skuldre danner rystende billeder af ensomhed.
Sofie Gråbøl får chancen for at spille både den villige og den jomfruelige - indtil hun til slut forlader genganger-familien og griber en af de retvinklede spisestuestole som trofæ i en skælvende, social protesttale over et urimeligt livslod. Hun forlader scenen med udrakte arme, smertedirrende tragisk og med uventet dybde. Og Ole Ernst finder pludselig den rette, foroverlænede balance på sin opklodsede haltesko, stolt over sin egen snuhed bag drukånden.

Lovstridigt teaterkys
Men selvfølgelig sker den egentlige forandring med Ghita Nørby. Fra Ibsens side er det netop i scenerne med sønnen, at fru Alving får lejlighed til at vise den dybe kærlighed, der har fået hende til at udholde alt i sit rædselsfulde ægteskab med den fordrukne kaptajn Alving.
Men Nørby kan så meget mere end dette. Hendes beherskede hænder ned langs siden dirrer blot en anelse, men alligevel afslører de, hvordan hun bare har lyst til at kaste alt andet fra sig og passe og nusse om den søn, hun har måttet undvære så frygtelig længe. Hendes stemme skaber den rette blanding af bestemthed og rådvildhed, når det drejer sig om sønnen, og hendes jubel er paradisisk, da han nærmest kryber op på skødet af hende i stolen. Desto større er hendes afmagt, da sønnen endelig bekræfter sine følelser over for hende og kysser hende. Et legendelumsk, lovstridigt teaterkys - et befalende og bønfaldende og besværgende kys, indfiltret i hår og tårer og dræbte drømme.
Herfra går Nørbys Helene Alving i stykker. Kroppen falder sammen som en tung
bylt, og øjnene bliver til tågede sprækker. Hendes stemme laver fremmede lyde, og mens hun puster den femarmede sølvlysestage ud, knækker replikkerne over som overbrændte væger.
Så vandrer hun hele vejen rundt om det statelige spisebord - en snes trin, hvor hun i virkeligheden frasiger sig hele sin overlevelsesdrift, sin livsløgn. Og så kommer skriget, da Johannessen nådesløst beordrer hende til den sidste altudslettende handling.
Det er forfærdeligt - og forfærdeligt vidunderligt. Og et passende powerpunktum for nationalscenen år 2000.

*'Gengangere' af Henrik Ibsen. Instruktion: Terje Mærli. Scenografi: Karin Betz. Det Kgl. Teater, Stærekassen, til 27. mar. 2000

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu