Læsetid: 3 min.

Det sårede teater

2. december 1999

Dramatikeren Howard Barkers selvfortærende lidenskab blusser i Kanonhallen. Også selv om der er mere blod til intellektet end til indlevelsen

Teater
Howard Barker er bedst, når han er grusom. Når han lader sine dramatiske personer true hinanden, ikke bare med at dræbe hinanden, men med at såre hinanden, lemlæste hinanden, arre hinanden. Når personerne udpensler de lidelser, de agter at videregive - altid ud fra groteske og alligevel uimodsigelige motiver.
Barker er en blodig dramatiker. Men han er i lige så høj grad retoriker, rundet af den engelske veltalenhedstradition og dens mærkelige høflighedskompleks. Og så er han manden, der tilsyneladende i hvert stykke bliver nødt til at beskrive den vestlige civilisations forkrøbling - deraf grusomheden.
Nu er Barker så kommet på det danske repertoire igen, takket være det nyetablerede, danske teaterensemble Face to Face, der ønsker at skabe forestillinger sammen med internationale teaterpersonligheder. Barker besøgte allerede Danmark med sin gruppe The Wrestling School i 1995 med zarfamilie-stykket Rædsel i Natten, og siden er flere af hans stykker blevet spillet på danske teatre, bl.a. Scener fra en Henrettelse på Det Kongelige Teater og senest Judith på Teatret ved Sorte Hest.

Ingen pynt, kun ord
Det sårede ansigt er instrueret af Barker selv - og spilles på dansk. Nina Larissa Bassett har oversat Barkers nådesløse replikker med en nøgtern stringens og en ukrukket håndtering af hans grænseabsurde betragtninger over menneskeheden - og Barker selv har tydeligvis forsøgt at instruere skuespillerne på samme direkte facon.
Instruktionen er dog kun lykkedes delvist. Skuespillerne siger ordene, men det virker, som om de hele tiden forsøger at bruge en gængs skuespilmetode til at læne ordene opad - som om de vil tillægge hver rollefigur en masse baggrund og (forsonende) bevæggrunde, som Barkers personer netop ikke har. Fra hans hånd er personerne præcis, hvad de siger, hverken mere eller mindre. Der er ingen pynt - og ingen undskyldninger. Der er kun ordene.

Uden ansigt, intet liv
Barker er ude i mange ærinder. Mest interessant er hans tanker om menneskets afhængighed af ansigtet - om ansigtet, som individets mest sårbare identifikationspunkt. Uden ansigt, intet liv. Og just derfor truer hans personer uafladeligt hinanden med knive, der kan skamfere selv det smukkeste ansigt på det korteste sekund - og som kan blinde selv de mest seende og indsigtsfulde øjne.
Netop det visuelle er lykkedes både betagende og foruroligende i forestillingen. Scenografen Tomas Leipzig har skabt et åbent, kvadratisk rum, omringet af snore, der fires rundt langs scenens kanter med store påhængte portrætter, der flænses og snittes og skæres. Gulvet er brækket op og blevet til vægge, hvor brædderne stikker ud, afbrændte og tilsodede - altså undtagen på selve gulvfladen, hvor to koncertflygler er placeret over for hinanden, så man i et glimt kan tro, at hele scenen blot ses i et spejl.
Flyglerne er indpakket i hvid gaze, og netop gazen er et væsentligt element i Maria Gyllenhoffs fantasifulde, men også historienikkende kostumer: gazen over det sårede ansigt - det blindede, skændede og bortsprængte ansigt. Samtidig er Åsa Frankenbergs lyssætning skærende smuk, med gyldne striber, der skærer sig op gennem gulvbrædderne, og som daler ned over ansigterne.

Intellekt og indlevelse
Alligevel er det i sammensmeltningen mellem musikken og instruktionen, at forestillingens verdensbekymring formidles renest. Kim Helweg har komponeret musik for de to flygler med en rammende sans for Barkers splittede personer - for deres voldsomhed, men også deres beregnende og dermed dødsmærkede, strategiske passion. Helwegs tonebombardement skurrer, men kun lige akkurat længe nok til at skabe irritation over lyden, og pianisterne Tanja Zapolski og Arne Jørgen Fæø torpederer tangenterne med samme nådesløshed, som Barkers ord egentlig bør fremsiges.
Fortænkte, det kan ordene ikke undgå at være - og elitære og intellektualiserende i rigelig grad. Ingen Barker uden ordgejl - i Barkers iscenesættelse er Det sårede ansigt mere optaget af at tale til tilskuerens intellekt end til tilskuerens indlevelse.
Men Barkers selvfortærende lidenskab blusser - også selv om den oppumpede markedsføring af ham som 'den kommende Shakespeare' virker noget forivret. Barkers selvdefinerede 'katastrofiske teater' folder sig i hvert fald ud og forvandler sig til - 'det sårede teater'.

*'Det sårede ansigt' (Wounds of the Face). Tekst og instruktion: Howard Barker. Oversættelse og kunstnerisk konsulent: Nina Larissa Bassett. Musik: Kim Helweg. Scenografi: Tomas Leipzig. Kostumer: Maria Gyllenhoff. Lys: Åsa Frankenberg. Face to Face ensemble: Sarah Boberg, Ann Eleonora Jørgensen, Ellen Hillingsø, Nanna Kaarsberg, Thomas Bendixen, Jens Gotthelf, Peter Kirk, Lars Ranthe, Benjamin Boe Rasmussen og Jens Jakob Tychsen. Kanonhallen. Til 18. dec.
*Teksten udgives af forlaget Underskoven, www.underskoven.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu