Læsetid: 3 min.

Samtale med litteraturen

2. december 1999

Femte og sidste bind af 'Læsninger i dansk litteratur' er udkommet. Tekstanalytikerne har gjort deres arbejde

Ny bog
En tekstanalyse er en samtale. Det er ikke en monolog, analytikeren holder over en død og urørlig genstand, men en dialog med et levende og aktivt stykke tekst.
Sådan vil vi i hvert fald gerne se på det, og forordet til femte og sidste bind af Læsninger i dansk litteratur lægger direkte op til det: "samtalen med dansk litteratur" skal "holdes ved lige". Lettere er det måske at forholde sig til samtalen om dansk litteratur, som føres mellem tekstanalytikere af alle afskygninger. Både samtalen med teksterne og samtalen om teksterne føres i undervisningslokaler over hele landet, i aviser og tidsskrifter, og vel også i de små stuer rundt omkring. Og så føres den i dette store samleværk af analyser, hvor den danske litteraturs hovedværker er taget under behandling af professionelle tekstlæsere, først og fremmest fra universiteternes litteraturinstitutter.

Samleværk
Analyserne er selvfølgelig lige så forskellige som de analyserede tekster. Der er ikke tilstræbt nogen form for homogenitet eller sammenhæng mellem de enkelte bidrag, så man kan ikke tale om, at værket er "afrundet" - kun at det nu er komplet i forhold til de præmisser, redaktørerne har sat.
De fem store bind er først og fremmest beregnet til undervisningsbrug, og som sådan er de fornuftigt udstyret med holdbar institutionsindbinding. Dansklærere vil slå op og lade sig inspirere, og elever og studerende på højere niveauer vil selv give sig i kast med læsningen af de analyser, som er relevante for dem.
Værket som helhed behandler den danske litteratur fra sagaerne til i dag. Femte bind dækker værker fra perioden 1970-2000 - fra Henrik Stangerups Løgn over løgn (1971) til Pia Juuls sagde jeg, siger jeg, der jo kun er nogle få måneder gammel. Det er ikke altid forfatterskabernes hovedværker, der læses - hos Peer Hultberg således hverken Requiem eller Byen og verden, men derimod Præludier - men de fleste bidrag rummer udblik til forfatterskabets øvrige produktion og de bedste endvidere placeringer af værk og forfatter i den kulturelle og litterære helhed, de er dele af.
Det gælder for et værk som dette, der skal stå på biblioteksbogreoler i mange år, at det ikke er analytikernes øjeblikkelige kæpheste, der skal rides. Hårde markeringer og provokerende hypoteser undertrykkes i sagens natur til fordel for mere neutrale og systematiske beskrivelser. Læsninger i dansk litteratur er mere en stabil og sikker grund, hvorpå de næste års samtaler vil udspille sig, end spontane og personlige partsindlæg i diskussionen.

Spejl af tiden
Det betyder imidlertid slet ikke, at analyserne ikke er præget af den tid og de personer, hvoraf de er opstået. Den rene tekstanalyse, som mange litteraturfolk endnu opfatter som kernen i det litteraturvidenskabelige arbejde, er tilsyneladende den disciplin, som udvikler sig langsomst - i forhold til mere syntese-orienterede områder som litteraturhistorieskrivning, æstetik og litteraturteori, der kan revolutioneres flere gange af en enkelt generation.
Men i tekstanalysen skal man have værket i tale og have værket til at tale, hvilket først kan lade sig gøre, når analytikeren tager afsæt i noget andet end værket, en ramme, en tese eller et begrebssæt, det kan bringes til at 'svare' på. Bagved anes derfor alligevel de teoretiske og historiske antagelser, der præger vor tids litteraturvidenskab. De vil blive endnu tydeligere, når værket kommer lidt på afstand. Og det er selvfølgelig i denne mening, man taler om, at en tekstanalyse må være en samtale med litteraturen.
En af tekstanalysens store mestre, den tyske litteraturforsker Erich Auerbach, skrev i 1929, at selv den største og skønneste digtning aldrig er så fuldkomment et spejl af tiden som meningerne om den. Derfor er det også afgørende, at samtalen fortsætter, så nye tiders meninger kan brydes med de gamle og derved blive oplyst og afklaret. Læsninger i dansk litteratur bidrager til at lægge grunden for samtalen i de næste mange år.

*Læsninger i dansk litteratur. Bind 5, 1970-2000. Redigeret af Inger-Lise Hjordt-Vetlesen og Bo Hakon Jørgensen. 397 s. indb. 250 kr. i abonnement, 300 kr. i løssalg. Odense Universitetsforlag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her