Læsetid: 7 min.

Det schweiziske fix

4. december 1999

Det schweiziske heroinprogram er eneste mulighed for tusinder af narkomaner

ZÜRICH - Poliklinikken Crossline er et tidligere militært magasin ude i nærheden af Zürichs fodboldstadion Letzgraben: Funktionelle, sterile, drønkedelige lokaler. Kl. otte om morgenen er trappen op til første sal fyldt af en kø af ventende narkomaner, urolige, nervøse, let frysende trænger de på for at komme først. Døren åbnes på slaget otte. Så bevæger køen sig ind i venteværelset, og de første fire slippes ind i det lokale, hvor de skal have deres dosis heroin.
Det er et fire gange fire meter stort rum med en skranke, hvor de først betaler de 15 sfr. (70 danske kroner), som heroinen koster, og så får udleveret sprøjten. Injektionen foretager de synligt for de to opsynspersoner. På væggene hænger der otte spejle, der dels gør det lettere for klienterne af finde venerne, dels gør det muligt for personalet at holde øje med, at der ikke sker forsøg på at smugle stoffet ud.
Nogle af narkomanerne er hurtigt færdige. Det hele tager for dem kun et halvt minut. Så kan den næste slippes ind. Der er aldrig mere end fire i rummet ad gangen.
For andre tager det betydeligt længere tid, inden de har fundet et sted at stikke, for nogle sågar op til en halv time.
Nogle få af de 60 personer får udleveret herointabletter, som også bliver slugt under personalets opsyn. Der bliver agtet på, at der ikke er nogen, som 'buler på kinderne'. Stiknarkomanerne afleverer deres sprøjte i en affaldsspand og gør højlydt opmærksomt på, at de har gjort det.
Nogle af narkomanerne, omkring hver tredje, får dog, endnu inden udleveringen af heroin, andre medikamenter, først og fremmest hiv-tabletter, som bliver slugt. Her er der ikke nogen særlig kontrol, men blot tale om en automatisk udlevering, som skal overstås, inden den eftertragtede heroin kan fås. Herefter, breder roen sig, spændingen tager af, og narkomanerne forlader lokalet tydeligt lettede.

Rytme i tilværelsen
"Hvad der udspiller sig her hver morgen alle ugens syv dage, forgår på tilsvarende vis også i poliklinikken Lifeline inde i nærheden af Zürichs hoveedbanegård. Og det gentager sig begge steder hver aften, og med noget færre deltagere hver middag. De fleste af narkomanerne får deres rationer sådan indrettet, at de kun behøver at møde op to gange om dagen.
Hele deres tilværelse må i virkeligheden lægges til rette efter denne rytme. Det er både styrken og svagheden i denne 'heroinunderstøttede behandling af stærkt afhængige narkomaner', understreger projektlederen, Susanne Flückiger, der leder teamet, som omfatter læger, sygeplejersker, psykiatrisygeplejersker, lægesekretærer, socialpædagoger, socialarbejdere og kontorfolk.
"Svagheden er, at det kræver en overordentlig stor disciplin, virkelig at indrette hele sin tilværelse efter denne behandling. Der er her også tale om skabelsen af en stærk afhængighed. Men den er det nødvendige grundlag for, at vi får noget ud af behandlingen," siger Susanne Flückiger.

Streng kontrol
"Regelmæssigheden i kontakten mellem os og vore patienter er en forudsætning for, at vi med tiden kan få opbygget et tillidsforhold. Det må ikke misforstås. Jeg viser udelukkende mine patienter tillid, når den hviler på objektive kriterier. D.v.s. når de ikke mere handler stof på gaden, når de ikke kommer i techno-miljøet, når de ikke har ekstrakonsum af kokain eller lignende, når deres sundhedstilstand og deres sociale tilstand er stabiliseret, og når de har deltaget i programmet mindst et halvt år. Så kan man begynde for alvor at planlægge deres fremtid sammen med dem. Det betyder ikke, at vi slækker på kontrollen. Vi er uhyre strenge over for misbrug. Vi vil med alle midler forhindre, at den heroin vi udleverer bliver forhandlet på gaden. Vi har konstateret ét forsøg på at smugle injektions-heroin ud af lokalet. Da vi øjeblikkeligt udelukkede vedkommende fra programmet, var der sat en stopper for yderligere smugleriforsøg."
Susanne Flückiger indrømmer, at kontrollen med tabletter kan være vanskeligere. Derfor gribes der her til sanktioner, allerede hvis nogen opfører sig mistænkeligt. Alle medarbejderne er sig bevidst, at det ville være at give modstanderne af behandlingen - som fortrinsvis findes på den politiske højrefløj og i religiøse kredse - ammunition i hånden, hvis der blev fundet blot en dosis heroin fra poliklinikken i handel på gaden. Det er endnu aldrig sket. Derfor er den oprindelige modstand fra politiets si-de da også vendt til samarbejde. Ikke
mindst fordi kriminaliteten blandt de deltagende narkomaner er faldet 70 pct.

WHO hykler
WHO udtalte i sin rapport om forsøget i Zürich sin skepsis, men var fuld af lovord for alle de øvrige dele af programmet. WHO kom derfor til det resultat, at man burde gennemføre behandlingen med de samme elementer, men blot erstatte heroin med methadon.
Efter Susanne Flückigers opfattelse er det en illusorisk og hyklerisk indstilling:
"Vi ville aldrig få fat på disse folk ved at tilbyde dem methadon. De har jo så at sige alle en eller flere fejlslagne methadonbehandlinger bag sig. Hvorfor i alverden vil man spille de forskellige behandlinger ud mod hinanden? Methadon og heroin er begge opiater. Vigtigste forskel er, at heroin er forbundet med en lystfølelse. Den vil WHO altså af moralistiske grunde tage fra dem. Vi går en anden vej. Vi giver dem i starten de doser, de ønsker. I de fem-seks år, behandlingen er foregået har der ikke været ét tilfælde af hjertestilstand, i alt tre tilfælde af åndedrætslammelse, som vi alle reddede ved øjeblikkelig indgriben. De skyldtes ikke overdoser, men at de havde taget benzodiazepiner ved siden af. Og med hensyn til de høje doser, kan vi - når det omtalte tillidsforhold er tilvejebragt - få gjort dem begribeligt, at de ikke bringer dem noget. Det kan vi så meget desto mere, som de hos os helt nøjagtigt ved, hvad de får. Vi giver dem 100 pct. ren heroin. "På gaden" varierer renhedsgraden mellem 10 og 80 pct. Ingen ved nøjagtig, hvor meget han eller hun får. Deraf også overdoser dér og ikke her.

Intet mod åbenbaringer
"Selvfølgelig har jeg ikke noget imod, hvis en narkoman får en åbenbaring af Jesus og på det grundlag opgiver sit stofmisbrug. Jeg arbejder bare ikke med den metode. Den vigtigste del af vores behandling er nok den psykosociale del, som består i enkeltsamtaler med tillidspersoner og i gruppesamtaler med ledelsesgruppen. Denne del af behandlingen er obligatorisk. Her fastlægger vi i fællesskab de mål, som kan nås og som ønskes nået. Det sker under klar hensyntagen til den enkeltes vilje og muligheder. Husk på, hvem vi har at gøre med. Gennemsnitsalderen for vore folk er 32 år. Gennemsnitligt har de været narkomaner i 12 år, gennemsnitligt har de 10 mislykkede terapiforsøg bag sig. Vi har enkelte 18-årige. De har været afhængige, siden de var 13 år. Hold op med at komme og fortælle os, at de kan reddes med andre metoder. Det har det vist sig, at de ikke kan. Den heroinunderstøttede behandling er en behandlingsmetode, som man nødvendigvis skal have ved siden af andre."
Det er Susanne Flükigers mål, at patienternes afhængighed af behandlingen skal reduceres så meget som muligt. Når man har vist dem, hvordan de kan finde arbejde, hvordan de kan skaffe sig bolig og via den praktiserende læge i programmet har skaffet dem behandling i hospitaler og klinikker, så må de lære selv at tage sagen i deres hånd. Det er stadig dem, der har ansvaret for deres liv. Og hun fortæller om et tilfælde, der viser, hvordan dette kan udvikle sig:
"En kvindelig narkoman, som indtrådte i behandlin-gen i 1994, meget stærkt afhængig, med meget høj do-sis. I de første fem år formulerede hun aldrig nogen sin-de et fremtidsmål. For ét år siden begyndte hun pludselig at gøre det. Nu er hun nået til det punkt, hvor hun har sat det op som sit mål at stige ud af heroinen om et år. Så lang skal behandlernes tålmodighed undertiden være."
Susanne Flückigers konklusion: "Naturligvis ønsker vi at hjælpe vore patienter til abstinens. Men det er klart for os, at vi ikke i løbet af et halvt år kan bygge op, hvad der er nedbrudt i adskillige år."

Fakta - Den schweiziske model
*Lægekontrolleret udlevering af heroin til hårdt belastede narkomaner startede som et lægekontrolleret videnskabeligt forsøg i 1994 og har siden 1998 været permanent. Forsøget var begrænset til 800 personer, men antalsbegrænsningen er nu ophævet. Der deltager for øjeblikket ca. 1200 personer.

Optagelsesbetingelser:
*Fuld myndighed (18 år).
*^Afhængig af hårde stoffer i mindst to år.
*Mindst to fejlslagne andre terapi-forsøg.
*Villighed til at rette sig efter forsøgets meget strenge regler.
*Det skønnes, at 10 pct. - dvs. 3.000 - af alle narkomaner i Schweiz opfylder disse betingelser.
*Sammen med methadon- og abstinensprogrammer udgør heroinbehandlingen den ene af fire søjler i schweizisk narkopolitik. De andre søjler er: Forebyggelse, repression og overlevelseshjælp (bl.a. aids-prævention og sprøjteautomater).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu