Verdens tre dygtigste pr-konsulenter står bag valgsejre i USA, England, Tyskland, Israel og Sydafrika
Kampagnecirkus
James Carville var én af hovedarkitekterne bag Bill Clintons valgkampagne i 1992. Kampagnen var så effektiv, at en aldeles ukendt guvernør fra Arkansas vandt over den siddende krigshelt fra Golfkrigen, George Bush. Carvilles særlige sproglige og strategiske talent tilskrives en stor del af hæderen for Clintons valgsejr. Carville er i dag den spin doctor, der har stået bag de fleste politiske kampagner i USA.
James Carville har netop allieret sig med to af de andre tunge drenge i den verdensomspændende branche for politisk medierådgivning: Philip Gould, én af hjernerne bag Tony Blairs overvældende valgsejr i 1997, og den verdenskendte virksomhedsrådgiver Stan Greenberg, der bl.a. førte hånden bag den nobelprisvindende Internationale Kampagne for Forbud mod Landminer. Under overrækkelsesceremonien blev en mand med amputeret ben rullet ind på scenen i en hjemmelavet kørestol. Pressefotograferne jublede, og organisationen fik dermed skabt endnu større omtale.
Philip Gould har specialiseret sig i brugen af avancerede analyseteknikker i politiske kampagner, og har rådgivet en lang række nationale regeringer, herunder Nyrup-regeringen.
Stan Greenberg har vundet sit renomé som én af verdens dygtigste ledelsesrådgivere, ved at arbejde for industrigiganter som bl.a. Coca Cola, Monsanto og Mars.
I fællesskab udgør de tre spindoctors en eksplosiv cocktail, der har specialiseret sig i at føre centrum-venstre partier til regeringstaburetter. Ud over valgsejrene i USA og England, har de rådgivet det tyske Socialdemokrati, det israelske Arbejderparti og ANC. Da Information forsøgte at få fat i Carville, kunne sekretæren fortælle, at han desværre var på forretningsrejse i Rusland.