Kampen mellem modstandere og tilhængere af de globale liberaliseringer af markedet skærpes efter det fejlslagne WTO-topmøde i Seattle. Samtidig spørger flere økonomer, om liberalisering altid er den rette medicin til at skabe udvikling
TILLÆG (2. sektion)
En halvlegsrapport
Slaveriet blev ikke afskaffet i sidste århundrede. Det opererer stadig i sin moderne form som tvungen arbejdskraft. I Peru findes det i guldminerne, i Brasilien findes det i landområderne, og i Burma er det slaver, der bygger olieledningerne. ICFTU (Den internationale sammenslutning af frie fagforeninger, red.) mener ikke, at verden kan tolerere et handelssystem, som tillader undertrykkelse af profithensyn, udbytning af børn og gør slaveri til en solid forretningsmulighed. (...) Mindst 15 millioner børn arbejder med produktion af eksportvarer og laver de sko og det tøj, vi bærer, de diamanter vi giver som gaver, og det legetøj vore børn leger med. Nogle få lande tillader børnearbejde, fordi de tror, at det giver dem en konkurrencemæssig fordel."
Få dage inden ministrene fra 134 lande drog til topmøde i verdenshandelsorganisationen WTO i Seattle, skrev formanden for ICFTU, Bill Jordan, dette rasende indlæg imod, at WTO ikke har minimumsregler for arbejdstagernes rettigheder. Indlægget stod at læse i et af de førende globale nyhedsmedier, International Herald Tribune, og det var ikke et tilfælde.
For et af paradokserne ved globaliseringen er, at modstanderne af den er lige så globale i deres netværker som finanskapitalen, de 40.000 transnationale virksomheder og de vestlige toppolitikere, anført af USA's præsident Bill Clinton.
I Seattle - hjemby for verdens rigeste mand, Microsoft-chefen Bill Gates - kom det den 30. november 1999 til den største konfrontation mellem globaliseringens tilhængere og dens modstandere set i mange år. Titusinder af tilrejsende vrede demonstranter fra hele verden, økologister, fagforeningsfolk og venstreorienterede protektionister blev mødt med tåregas fra Sorte Robocop-udklædte politifolk, og billederne blev sendt kloden rundt af de globale nyhedsmedier.
I Seattle gik modstanderne af yderligere liberaliseringer sejrrigt ud af topmødet. Forhandlingerne mellem de 134 medlemslande kollapsede i en sen nattetime. USA stødte frontalt sammen med en bred gruppe udviklingslande, fordi USA (efter internt pres fra fagforeningerne) kræver, at u-landene overholder visse minimumsregler for lønmodtagere. U-lande som Indien frygter, at det er et forsøg på at indføre protektionisme ad bagdøren, og de er utilfredse med, at USA og EU ikke vil åbne deres beskyttede markeder mere for følsomme produkter som tekstiler, fødevarer etc.
I begyndelsen af det nye år skal WTO's generalsekretær Michael Moore forsøge at redde stumperne efter det fejlslagne topmøde, hvor flere og flere også brokkede sig over, at WTO har et 'demokratisk underskud'. Hvis ikke Moores redningsaktion lykkes, risikerer Seattle at blive et vendepunkt for 50 års liberaliseringer.
Siden afslutningen af Anden Verdenskrig er nationerne - i kraft af lavere omkostninger til transport og kommunikation - blevet vævet ind i et globalt netværk. Markederne er liberaliseret.
Verdens vareeksport havde i 1998 en samlet værdi på 5.200 milliarder dollar og i reale priser er eksporten øget 18 gange siden 1950. I samme periode er produktionen af nye varer kun øget med seks en halv gang - økonomien er blevet mere og mere globaliseret.
Verdensøkonomien er vokset med to-tre procent om året i 90'erne, men gevinsterne er ulige fordelt - mellem nord og syd og mellem forskellige befolkningslag i de enkelte lande.
I USA har de 500 største virksomheder tredoblet deres profit efter skat til i alt 600 milliarder dollar i løbet de sidste ni år - mens de fleste lønmodtageres realløn står i stampe.
Verdens rigeste 358 dollar-milliardærer har en formue, der er lige så stor, som det halvdelen af verdens befolkning tjener om året. Og forskellen i indkomster mellem den rigeste og den fattigste femtedel af verdens befolkning var i 1960 30 gange; i dag er den 74 gange, påpeger FN's organisation for menneskelig udvikling.
En håndfuld u-lande som Kina, Brasilien, Mexico, Singapore og Thailand har lavet et økonomisk tigerspring og får i dag over halvdelen af alle direkte udenlandske investeringer. Men mange andre lande er afkoblet fra den globale økonomi. Siden Murens fald er indkomsten faldet for indbyggerne i 55 lande - de fleste i Afrika syd for Sahara og i Østeuropa.
Kevin Watkins fra den britiske bistandsorganisation, Oxfam, mener, at de rige landes protektionisme blokerer :
"Verdens 48 fattigste lande står for kun 0,4 procent af verdens handel, og deres andel er faldende. Men hvis de rige lande i nord åbnede deres marked for u-landenes eksport, så ville deres bruttonationalprodukt stige med 12 procent om året. Det ville være ti gange så meget, som u-landene modtager i bistandshjælp."
Selv om EU og USA ved WTO-topmøder fra Singapore til Seattle har prædiket mere frihandel overfor u-landene fra syd, så viser nye undersøgelser, at de rige lande i nord har høje handelsbarrierer.
Thomas Hertel fra Purdue University og Will Martin fra Verdensbanken peger i en rapport på, at de rige lande i gennemsnit har fire gange så høje toldtariffer på importvarer fra u-landene som på varer, de importerer fra andre rige lande. Og UNCTAD anslår, at u-landene ville kunne øge eksporten med 700 milliarder dollar om året frem til 2005, hvis de rige lande åbnede for import.
WTO's generalsekretær Michael Moore sagde i Seattle "at fjerne barrierne for handel fra disse de mindst udviklede lande udgør ingen alvorlig trussel for nogen, men det giver nogle af de fattigste mennesker på jorden en gave af muligheder, som er afgørende for deres fremtidige vækst og udvikling."
Men USA modsatte sig, fordi præsident Bill Clinton er i klemme: Mellem en voksende gruppe af protektionister i USA og en fløj af liberalister i og omkring WTO.
"Jeg er tilhænger af åbne grænser, fordi vi kan få flere produkter til lavere omkostninger, og det er en stærk forhindring for, at inflationen kommer ind i vores økonomi. Vi har trods alt skabt næsten 20 millioner nye arbejdspladser. Men jeg mener ikke, det er rigtigt, hvis en midlertidig økonomisk nødsituation fører til dumpning af stål, som vi har oplevet, som har smidt mange amerikanere ud i arbejdsløshed i de kapitalintensive industrier, bare fordi der er en økonomisk krise et andet sted, og fordi ingen andre vil købe disse produkter," sagde Clinton.
Kevin Watkins mener, at såvel USA som EU hykler i WTO-debatten:
"USA har været særlig smidig til at lægge anti-dumping told på importvarer, som de mener er for billige. De protektionistiske foranstaltninger er størst på de områder, hvor u-landene er mest konkurrencedygtige, så som tekstiler, fodtøj og landbrug. Det er på disse områder, at de industrialiserede nationer har gjort det til en kunstart at være fodslæbende handelsliberalister," siger Watkins.
I spillet om velstand og udvikling afgøres en stor del af u-landenes fremtid ikke på handelsmarkedet, men på finansmarkedet, hvor der hvert eneste døgn købes og sælges valuta for 1.300 milliarder dollar på de liberaliserede kapitalmarkeder.
Hvor stor magt finansmarkedet har, blev klart for alle i 1997, da en global finanskrise rullede ind over Asien, Rusland og Latinamerika og sendte disse regioners valutaer ud i et frit fald. I løbet af få dage var flere landes valutaer devalueret med 30-40-50 procent, og en stor del af den velstand, som var blevet skabt af generationers arbejde, var med et slag blevet devalueret.
Under 'systemfejlen' i 1997-98 var der frygt for, at det globale finanssystem ville bryde sammen. For en stund bredte chokeffekterne sig, og aktiekurserne i Europa og USA dykkede.
Finansministrene fra verdens stærkeste økonomier i G-7 gruppen satte sig sammen for at diskutere reguleringer af de frie kapitalbevægelser. Men de kunne ikke enes. Og da aktiekurserne snart rettede sig op igen, og investeringsviljen vendte tilbage i 1998, forsvandt reformtrangen. Tværtimod fik globaliseringen af økonomien en tand til, og de transnationale selskaber satte igen turbo på. I 1998 steg deres direkte investeringer i fabrikker og fast ejendom i udlandet med hele 39 procent i forhold til året før og nåede op på 644 mia. dollar.
De transnationale selskabers omfavnelse af globaliseringen stod i skærende kontrast til Malaysias leder Dr. Mahathir Mohamad, der i protest mod valutaspekulanterne valgte at forskanse sig bag egne grænser. Han genindførte kontrollen med udenlandsk kapital til Malaysia, men han stod alene og blev mere politisk isoleret i verdenssamfundet.
I kølvandet på finanskrisen har flere etablerede økonomer åbent kritiseret IMF's og de vestlige regeringers måde at håndtere kriserne på. I efteråret 1998 langede Harvard-professor Jeffrey Sachs ud efter Washington:
"Amerika ønskede et globalt lederskab for billige penge. Det ønskede desperat, at u-landene og de post-kommunistiske økonomier købte dets vision, hvor globalisering, private kapitalbevægelser og rådgivning fra Washington ville overvinde alle hindringer for fælles velstand," sagde han og slog i stedet til lyd for regionale Marshall-planer og en bedre regulering af det globale finansmarked.
Og i november 1999 trådte cheføkonomen for Verdensbanken Joseph Stiglitz tilbage. Han lagde afstand til den herskende 'Washington-konsensus' og slog til lyd for et mere nuanceret syn på, hvordan man bedst skaber udvikling i en globaliseret økonomi. At tvinge udviklingslande til liberaliseringer er f.eks. ikke nødvendigvis den mest effektive økonomiske opskrift i u-landene, fastslog han med henvisning til, at Kina med succes har fulgt en anden udviklingsmodel.
I december 1999 udsendte Verdensbanken så en rapport om de globale økonomiske udsigter, hvor den opskrev sin forventning til den globale vækst med et procentpoint - til 2,6 procent. Men samtidig advarede banken om, at antallet af absolut fattige, der lever for mindre end en dollar om dagen, er vokset til 1,2 milliarder mennesker. I midten af 90'erne var tallet faldende, men "den globale finanskrise har stoppet faldet," fastslog Verdensbanken.
"Det billede, der viser sig ved afslutningen på århundredet, er et fremskridt, der er gået i stå for de fattigste og med et voksende antal fattige mennesker i de fleste udviklingsregioner."
