Læsetid: 5 min.

Solisten, symbolikken og årtusindskiftet

23. december 1999

Qlummen

Juleaften kan gå. For i juledagene er omdrejningspunktet familien i bred forstand. Men nytårsaften - hilde mænd. Nytårsaften er parlykkens. Især kl. 12, hvor kæresterne på slaget besegler deres kærlighed, ejerskab og normalitet ved udveksling af kys. Der står vi singler så og klamrer os til champagneglasset.
Det pindes ud for enhver, at vi er forkerte. Kastet af kærlighedskarusellen, som vi er. For en stund eller for altid. Vi bliver - nogen af os - lidt beklemte ved sådan offentligt, midt i, hvad der skulle være en højtidsstund, at blive afsløret som tabere. I en kultur, hvis almenopfattelse sætter lighedstegn mellem lykke og parforholdskærlighed.
Hvad der har været grundlaget hele året - at opleve sig selv som et stolt og selvstændigt menneske - får pludselig her i virvarret af kys, kransekage og kirkeklokker et overrumplende slag med forhammeren.
Udsigten til, at denne erfaring skulle svækkes i forbindelse med det forestående opgejlede årtusindskifte, synes ikke truende. Tværtimod. Oplægget, som det tager sig ud i medierne og dermed i vore hoveder, er en ophobning af romantiske drømmebilleder, hentet lige ud af Flagermusen. Nytårsbilleder, der materialiserer sig i par, prinser og prinsesser, overdådelige kjoler og kandelabre, diademer og diamanter, prismer og pailletter, østers og champagne. Billeder, der kan virke næsten dæmoniserende på den, der står udenfor.
Den praktiske pseudobegivenhed, ethvert nytårsskifte er, har forlængst sat sig spor i det danske hjem, der for manges vedkommende allerede for et halvt år siden tog fat på en iscenesættelse af begivenheden, intet ugeblad kunne have udført bedre.

Hvad handler den iscenesættelse om? Og hvad handler det om, at jeg og formentlig mange andre singler pludselig må erkende, at den ellers så stik- og nagelfaste immunitet overfor normalitetsbegreber lader sig angribe?
Som jeg ser det, er svaret, at nytårsaften er meget mere end nytårsaften. Den er et symbol, der kommer til at repræsentere nogle meget stærke, modsatrettede kræfter. Resultatet er et brag af en kollision: En konfrontation mellem vores ubevidste, måske fortrængte, dybeste ønsker (om true love - dem har vi alle) og vores eksistentielle, universelle følelser (visheden om i bund og grund at være alene i universet, en følelse nytårsskiftet understreger). Konfrontationen udmønter sig sig i en medieskabt virkelighed fuld af gøgl.
Det skal jo gå galt.
Problemet er, at der eksisterer et skærende misforhold mellem den postmoderne virkelighed, der er vores reelle livsvilkår, og så det nærmest traumatiske lykkeideal, vi stadigvæk bærer rundt på.
Lige så dygtige vi er blevet til at navigere i hverdagens kaos, hvor overleverens præstation er præcis her og nu at få det bedste ud af det, lige så ømme er vi tilsyneladende på den nedarvede drømmeside, urbillederne. De traditionelle billeder indhenter os ikke mindst i ceremonielle stunder. Ikke så mærkeligt. Det er menneskeligt at søge identitet og sammenhæng.
Den kan parforholdet selv i et postmodernistisk kaos give os en fornemmelse af.
For mig at se er de idealbilleder, som eksempelvis dominerer nytårsfestforestillingerne, ikke desto mindre kunstige. Og utidsvarende.
Det er simpelthen ikke lykkedes filosofferne og alle de andre kloge, der har advaret os imod at gå i postmodernistisk panik at berolige os på det ubevidste plan. Her ser vi eksempelvis stadigvæk os selv lege far, mor og børn i en idyllisk familieevighed.

Personligt har jeg det sådan, at det årets øvrige 364 dage ikke et øjeblik falder mig ind, at der skulle være noget ufuldkomment i ikke at have den samme mand liggende i sengen hver nat eller selv at være i stand til at betale sine ejendomsskatter. Så følelsen nytårsaften har undret mig mange gange.
Jeg er nået frem til, at den store kontrast mellem virkelighed og drøm, iscenesat som ét, stort modstandsbillede nytårsaften, basalt set handler om nogle meget dybe følelser; som angsten for at være alene og længslen efter ikke at være det. Og her taler vi jo ikke om et frit valg. Vi er - allesammen - alene. Uanset antallet af kærester, ægtemænd og koner, venner, børn etc.
Realiteterne bag tidens kunstige idealer er, at antallet af singler er skyhøjt. Mere end hver fjerde mand og hver tredie kvinde profiterer af velfærdssamfundets mulighed for at leve som solist. Kun ti procent af dem er i øvrigt enlige mødre.
Der kan være mange grunde til, at mennesker vælger at leve alene. Nogen gider bare ikke være afhængige af andres sure sokker. Men som regel er der tale om, at man lige nu ikke er parat til parliv.
Som en af mine helte, psykiateren Mogens A. Lund, har skrevet:
"Mange drømmer sig ind i et permanent fællesskab - hugger en hæl og klipper en tå, for forskellene bliver for provokerende, og mange opgiver sig selv... Men der er også nogen, der ikke går på kompromis. Der er nogen, der ikke holder udsalg med sig selv (...) mennesker som tager vare på deres egenart vil elskes, som de er - og ikke mere eller mindre amputerede (...) Disse mennesker vil ofte - for en tid - vælge at leve alene, for sig selv - lægge fysisk afstand til andre for at kunne tage ordentligt vare på sig selv, uden hele tiden at skulle slås for retten til at være sig selv."
Sexologen Bo Møhl går et skridt videre, når han siger: "Selvom de fleste mennesker før eller siden finder en partner, findes der i dag en gruppe mennesker, der har så stort et overskud, at de ikke behøver det."

De fleste bakser ikke desto mindre med sagen, og det er et velkendt fænomen, at singler snakker om kærlighed, når de mødes. Vi elsker af samme grund allesammen den amerikanske, soapserie Friends om en gruppe 30-årige, der har hinanden og dermed den familie, vi allesammen drømmer om, men som vennerne altså i realiteten ikke lige nu har.
Friends er anbefalelsesværdig, intelligent humor i særklasse. Diverse kærester hopper ind og ud af gruppens fyrige liv, men kærligheden blomstrer som regel kort.
Det er et vilkår for mange af os, og modtrækket er naturligvis - som i Friends - at opbygge en singlekultur, hvis kemi udvikler varme.
Og som kan udfordre normalitetsbegreberne og deres sære tyranni.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her