Læsetid: 7 min.

Jeg er stået af futtoget

31. december 1999

Halmbyggeren Steen Møller lever et gældfrit liv og giver endda af sit overskud. Vi andre sidder fast i angstens og rationalitetens futtog, mener han

TILLÆG (2. sektion)
Halmballemanden
Jeg melder mig ikke ud af samfundet. Jeg melder fra." Steen Møller bygger huse af halm. Sammen med andre har han vist, at man kan bygge sig et godt og solidt og endda smukt og særpæget hus for ganske få penge - med billige, lokale materialer. Man behøver ikke producere affald. Man behøver ikke at bruge så mange penge.
Steen Møller er gældfri. Han får ingen tilskud. Sine få penge tjener han ved at lære andre at gøre det samme - og holde foredrag om økologisk byggeri og livsstil. 20 danske familier bor i et halmhus nu. Mange flere er i gang med at bygge. Som regel kommer der 100 for at høre, hvordan man gør, når Steen Møller holder foredrag.
Før var han højskoleforstander, politisk aktivist, andelslandmand, økologisk landbrugslærer. Nu er han stået af.
"Det materielle problem har vi i stor udstrækning fået løst. På grundlag af rationaliteten, økonomien, arbejdet er vi kommet ud over den materielle nød, siden den form for fremskridt begyndte i 1600-tallet. I dag er problemerne i langt højere grad af psykisk og social karakter. Men vi fortsætter i den samme skure, som om det stadigvæk er det materielle og økonomien, der er problemet."
"Alle kører videre i rationalitetens futtog," siger Steen Møller på sit klingende vendelbomål.
"Vi sidder og arbejder, mens toget stormer fremad, styret af skinnerne. Jeg stiller et stort spørgsmålstegn ved vores indflydelse på det. Vi kan vælge politikerne. Men skinnerne er lagt. Når vi protesterer, kan vi bremse toget lidt. Men når toget sætter i gang igen, kører det ad de samme skinner. Ud i det samme vanvid."
"Det giver ingen mening længere at få mere vækst. Den nød, vi er i, er ikke materiel. Vi kan ikke æde mere, vi kan ikke bruge mere tøj, vi kan ikke bruge flere kvadratmeter huse. Men vi prøver alligevel. Det eneste, vi kender, er forøgelsen af det materielle."
"Det, der er overladt til os i toget, enten vi har arbejde og uddannelse eller ej, er at følge med. Vi skal følge med uddannelsesmæssigt, efteruddannelsesmæssigt, følge med i aviser og tidsskrifter, fjernsyn og radio, følge med i sporten. Der er ingen grænse for, hvad vi skal følge med i."
"I selve det, at du hele tiden skal følge med, ligger, at du er bagefter. Og hvem kan holde ud at være bagefter hele sit liv?"

Vi er ude på overlevelsens overdrev. Vi er enormt fikserede på at overleve. Ved den mindste rystelse kommer angsten frem. Pludselig manglede der gær under storstrejken. Folk hamstrede. Jeg ser det som et billede på, at folk har en stor angst for, at de ikke skal få brød på bordet. Den ligger latent i os, som den har ligget i årtusinder."
"Jeg står af futtoget nu. Jeg søger noget mere end overlevelsen. Jeg søger livet. Jeg har en formening om, at der er et liv før døden - og det går jeg ud og leder efter. Jeg ved ikke, hvad det er, for jeg har aldrig lært det. Derfor er jeg lidt forsigtig. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal gribe det an. Jeg skal gøre mine erfaringer i det landskab, jeg nu er kommet ud i, hvor jeg har fået mere tid og større råderum, fordi jeg er gældfri og tilskudsfri. Mine omkostninger er bragt ned på et minimum."
"Ud fra den station, hvor jeg nu er stået af, søger jeg livet. En ting er jeg sikker på: Jeg er kommet foran. For jeg har taget mit liv på mig. Jeg har taget ansvaret som individ."
"Man snakker så meget om individualisme i dag. Men det, der kører, har ikke noget med individualisme at gøre. Det er egocentrering, hvor man skraber til sig og måler sig selv i forhold til de andre."
"Når jeg tager ansvaret for mit liv, får jeg også indflydelsen. Det er det, jeg søger i særdeleshed. At finde retningen i mit liv og have indflydelse på, hvad der skal ske. På det punkt er jeg kommet foran, og det er en dejlig følelse. Jeg siger ikke, at det, jeg gør, er det rigtige for alle andre. Men jeg har fået suverænitet i mit liv. Det giver en enorm styrke og kraft."
"Det næste skridt er at give af den styrke, man bærer som individ. Det er min fornemste pligt som individ at give til fællesskabet. Og det gør jeg."
"Det, jeg laver, når jeg udvikler halmbyggeriet og en livsstil uden overforbrug og affald, er forskning. Både på det naturvidenskabelige område og på det psykiske og socialvidenskabelige område. Jeg får en masse erfaringer, som jeg giver videre."
"Jeg opdager en masse ressourcer, som i dag bare bliver smidt væk. En del af det, jeg bruger, er noget, man ellers kalder affald. Blåmuslingeskaller til fundamentet, rundtømmer, hør, marksten..."
"Der er ikke noget nyt i det, jeg kommer med. Heller ikke at bruge halm til at bygge sit hus med. Det er en gammel byggeskik. Men det er vigtigt at genopdage de gamle ting og få ført frem, at de er fantastiske samfundsmæssige ressourcer."
"Spørgsmålet er mere, om alle de andre, der farer rundt, egentlig producerer noget som helst. Min fornemmelse bliver mere og mere, at det egentlig kun er en ganske lille del af befolkningen, der bidrager til vores basis: Landbrug, skovbrug, håndværk, gartneri. Men jeg stiller et større og større spørgsmålstegn ved, hvad 'serviceproduktionen' egentlig bidrager med."

Jeg tror, vi har lavet det hele til et stort fælles teater. Det er også helt i orden. Vi er jo rige nok til det. Men hvorfor fanden skal stykket være tragisk. Hvorfor kan det så ikke være sjovt?"
"Vi er så rige. Men vi kører videre ad angstens bane. Angsten for sult og nød er ført ud i det absurde. Nu er det ikke angsten for, om vi får noget at spise, men om vi får den rigtige mad, om den indeholder gift og skadelige stoffer. Om luften er forurenet. Angsten for det vand, vi drikker. Angsten for ozonhullet. Angsten for, om din bil ikke kan køre 200 kilometer i timen og ikke ser flot nok ud i forhold til de andres. Vi lader angsten forplumre tilværelsen."
"Dødsangsten er et livsvilkår. Men vi skal ikke lade den erobre hele livets område. Vi har jo også livsglæden. Den skal vi have frem."
"På det punkt er det fint at tage kontakt med Den Tredje Verden. Ikke fordi vi skal give til dem. Vi skal bare lade dem beholde det, de har. Men vi skal derned for at lære noget om glæden. Selv om de har røven bar, kan man mærke, at de har en menneskelig varme og glæde. Den er ved at gå os af hænde, i vores rationalitet og angst."
"Jeg melder fra for at søge nogle langt større ressourcer. Men ikke på det materielle område. De folk, der suser rundt inde i toget, vil løse ethvert problem som om det var et økonomisk problem. Som et arbejdsproblem. Som et rationelt problem. Hele tiden drejer det sig kun om det, der kan måles og vejes."
"I vores del af verden er det ikke der, løsningen ligger. Det gør den stadigvæk i Den Tredje Verden. De har behov for flere materielle ting. Men jo mere vi farer afsted i vores futtog og river ressourcer til os, jo sværere bliver det for Den Tredje Verden at fastholde deres ressourcer. Vi suger dem til os. De har ikke en chance. Det er ikke til at holde ud at se og høre på længere."
"Det melder jeg fra på. Dels for at finde løsninger på det personlige plan, som er bæredygtige for mit liv, men i sammenhæng med en bæredygtighed for resten af samfundet."
"Det er dybest set det største ansvar, man kan tage: At tage ansvar for sig selv i sammenhæng med resten. Det er ikke en udmelding."

Udmelderen
I virkeligheden står vi andre på pinde for ham, mener Virtuelt Folkeparti

"Udmelderen er den, der skaber sit eget lille samfund. Økotumper, christianitter og produktionskollektivister. Udmelderen vil ikke have noget som helst med samfundet at gøre. Han vil ikke arbejde som andre. Producere som andre. Betale moms som andre. Leve som andre. Og dog. Han vil særdeles gerne have fred i landet og sikkerhed for kriminelle. Han vil gerne have rent vand og ren luft. Lejlighedsvis vil han gerne have transport, uddannelse og sundhed. Hele udmelderens liv er indrettet på, at han ikke skal gøre noget som helst for fællesskabet, mens fællesskabet skal stå på pinde for ham. I virkeligheden kan udmelderen kun holde fri, fordi andre går på arbejde. Have rene hænder, fordi andre har snavsede hænder. Være ustresset, fordi andre er stressede. Udmelderens liv er ikke udtryk for nogen sympatisk utopi. Der er kun utopiske redningsbåde til en brøkdel af befolkningen."

Fra 'Borgerlige ord efter revolutionen' af Christine Antorini, Henrik Dahl, Lars Goldschmidt, Jens Reiermann og Signe Wenneberg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu