Læsetid: 3 min.

Det surreale Halmstad

11. december 1999

HALMSTAD ligger på vejen, hvis man vel at mærke befinder sig mellem Göteborg og Helsingborg. Men for at finde den, er man nødt til at forlade motorvejen, som bilisten altid får anvist, mens de gamle mere hyggelige kystveje mellem byerne er underligt udviskede, skjult for den, der ikke er lokalkendt. Men dér i ly af Christan IV's gamle slot, bygget nogle år før byen i 1645 gik hen og blev svensk, breder Halmstad sig ved Laholmbugten. Samtidig med opførelsen af slottet, brændte store dele af byen i 1619 med den grådighed, flammerne viser over for træhuse. Og derefter skulle gaderne gøres retvinklede, sådan som man nu finder dem i den ene garnisonsby efter den anden.

OGSÅ KIRKEN led skade, en magtfuld, bredbenet bygning, der går helt tilbage til 1300-tallet. Nu står Sankt Nikolai indbydende med lys bag ruderne i den sene eftermiddags mørke. Indenfor bæres hvælvingerne af kraftige runde søjler af røde mursten. I korrundgangen står glasmontrer og viser velbevarede originaludgaver af de gamle danske bibler, Christian III's Bibel fra 1550, som er den første fuldstændige oversættelse, på grundlag af Luthers tyske, side om side med Frederik II's og Christian IV's Bibel. Men så er det også slut med danskheden, for dér før udgangen støder vi på to marmorsarkofager indeholdende fältmarskalk Carl Henrik Wrangel og hans mage. Et navn, vi ikke bryder os meget om, med tanke på ham, Carl Gustaf Wrangel, der førte svenskehæren over Storebælts is og tilføjede os det ene nederlag efter det andet, endda fik Kronborg til at overgive sig. Men ham er det ikke, Carl Henrik var fra en mere ubetydelig sidelinje, kun skyggen af admiral Wrangel. Han var en af Karl XII's blå karolinere og døde i 1755. Kong Karl har vi lige passeret i Frederikshald, hvor han blev skudt i en løbegrav foran fæstningen. Et af de mysteriøse dødsfald, der stadig beskæftiger den detektiviske fantasi. Men dermed kom det til ende med forsøget på at undertvinge Norge, hvor hans soldater tumlede rundt.

PÅ DISSE EGNE bliver man ustandselig rodet ind i den blodige nordiske historie med beskidte krige og et solderi med menneskeliv, der ikke giver vore dages felttog noget efter. Med Karl XII's død sluttede Sveriges stormagtstid, men den Store nordiske Krig var ikke dermed afgjort.
Bebrejdet og beundret som få andre var denne datidens skinhead for sine krige Europa rundt. Man glemmer gerne rædslerne, når den nationale glorie skal pudses, og digterne er ikke for kloge, når fjer- eller stålpennen skratter. Hør hvad f.eks.
Esaias Tegnér demonstrerede, han der ellers satte tankens klarhed højt:

Kung Karl, den unge hjälte,
han stod i rök og damm.
Han drog sitt svärd från bälte
och bröt i striden fram.
Hur svenska stålet biter
kom låt oss pröva på.
Ur vägen, moskoviter,
friskt mod, I gossar blå.

Sådan lyder den berømte indledningsstrofe til Karl XII, hans mindedigt skrevet hundred år senere, 1818, i nationalromantikkens stormagtstid. Der slog et stort hjerte for det rette udi hans svenske barm, hedder det. Hans minde er en saga blott, men et eventyr man lytter til. Og marcherer til: Han har altid appelleret til højrekræfter, bl.a. nationalismen omkring år 1900 og nu nynazisterne i Sverige, som dog også ganske nylig har fremkaldt modmarcher.

GLEMT ER HAN da heller ikke af danskerne, der håndterer hans minde noget mindre højstemt, som f.eks. Halfdan Rasmussen i et frimodigt børnedigt:

Tullerulle Tappenstreg
spiste gummibolde.
Tullerulle Tappenstreg
blev gift med Karl den Tolvte.

Den eneste ene, den unge, asketiske heltekonge indgik ægteskab med, var krigen. Det var ikke en gummikugle, men en sølvknap, han blev skudt i tindingen med, da retrætens tappenstreg blev blæst for ham. Som i det raffinerede nonsensdigt. Surrealistisk som så meget i Halmstad, hvor den kunstneriske avantgarde har holdt til, og her hvor associationerne løber af med en.
Halmstadgruppen blev dannet i 1929, og byen har mange udsmykninger gjort af deltagerne, nogle steder i fællesskab. Gruppen bestod af bl.a. Waldemar Lorentzon, Stellan Mörner, Esaias Thorén og danskeren Vilhelm Bjerke-Petersen, nu da vi ikke længere var fjender. Desuden af brødrene Axel og Erik Olson.

VI GÅR RUNDT i Sankt Nikolai kirke og finder Erik Olsons værker, smedejernsarbejder og to runde farvede kirkeruder, der ser hinanden fra væg til væg, det ene med biskop Nikolaus og Maria. Det andet er værre: den yderste dag i Apokalypsen, med lammet og de fire slemme væsner, der jo skal dukke op.
Da vi går ud, er det som om nogen trænger sig på i døren. Ur vägen! siger skyggerne i det svenske stål og smedejern. Wrangel, Karl den Tolvte i Halmstads mørke.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu