Læsetid: 6 min.

Han kunne ikke tage sig sammen

13. december 1999

Men hans humor er stadig uovertruffen. En ny bog om Fritz Jürgensen af Claus Bjerring belyser den københavnske urmagers triste skæbne

Portræt
Fritz Jürgensens liv var kort og ulykkeligt. Hans unge kone døde i barselsseng efter kun ét års ægteskab, og han kom sig aldrig over sorgen. Han forelskede sig senere i en vis Jette Funch, men en blanding af drikfældighed, jalousi og lammende ubeslutsomhed gjorde, at forbindelsen aldrig blev til noget. Som 44-årig døde han af lungetuberkulose efter det meste af sit voksne liv at have været syg og ude af stand til at gennemføre de fleste af sine forehavender. Men en stor humorist med en usædvanlig selvindsigt, var han. Og en fremragende skribent.
Alt dette fremgår af Claus Bjerrings bog om manden, der var urmager af fag, men ville være maler. Bogen, der netop er udkommet på Christian Ejlers' forlag hedder slet og ret Fritz Jürgensen med undertitlen: Jeg fortæller kun noget som angår mig selv, og den består udover af tegninger og malerier - nogle af dem hidtil ukendte, som Bjerring har opsporet - af Fritz Jürgensens egne dagbogsblade samt hans breve til venner og ikke mindst til hans ældre søster Sophie. Claus Bjerring har desværre hverken kunnet finde noget om søster Sophie eller om Jette Funch. Vi har Jürgensens omtale af dem og hans breve til dem, men ikke deres svar. Man ville ellers godt have vidst, hvordan hans utilpassede og for sine omgivelser temmelig umulige adfærd blev opfattet i samtiden.

En selv-monografi
Ideen til bogen er oprindelig Chr. Ellings, siger Claus Bjerring. Det var ham, der engang gjorde den dengang håbefulde kunststuderende, opmærksom på Fritz Jürgensen. Elling havde udskrevet en opgave i barokkens arkitektur, en opgave, Bjerring havde meget lidt mod på at løse, og i sin kvide foreslog han professoren i stedet at skrive om "malere som forfattere." Christian Elling accepterede ideen med formaningen: "Husk Fritz Jürgensen!"
Broby Johansen, som den aristokratiske Chr. Elling ifølge Claus Bjerring satte højt, er ham, der har lært Bjerring at bruge øjnene, siger denne.
"Når jeg for den allerstørste del overlader ordet til Jürgensen selv og dermed også overlader til læserne selv at opdage sammenhænge, skyldes det inspirationen fra Broby. Det er ikke en biografi, det er en 'selv-monografi', jeg har samlet."

Tjekhovsk skæbne
Claus Bjerring har bevidst afstået fra at psykologisere over Fritz Jürgensens besværlige gemyt på en afstand af halvandet hundrede år, siger han. "Det mener jeg er farligt. Men jeg tror, at hans mangel på energi ikke blot var slaphed, jeg tror han var syg, neurasteniker. Hans mor led meget af depressioner og hans morfar ligeså. Det har muligvis været arveligt."
- Han er jo velstående og behøver ikke at arbejde for at tjene penge, og man må undre sig over, hvordan et helt liv kan forløbe, uden at han får gjort ret meget af, hvad han vil - uden at ydre forhindringer hæmmer ham?
"Det fortæller han jo så godt selv. Jeg skriver et sted, at hvis fortællingen om Fritz Jürgensen havde været fiktion, så havde den været skrevet af Anton Tjekhov. Men nu skrev han den selv - med mindre overbærenhed, end en Tjekhov ville have vist ham!"
"Og så skriver han så fabelagtigt præcist!"
- Hvis nu han havde været tvunget til at forsørge sig selv, måtte hans liv næsten være faldet anderledes ud?
"Det mener jeg også, og det er netop derfor, jeg gør noget ud af hans økonomi. Jeg tror, han har været 'letsindig' i sin ungdom. Han indkomst er jo god, 750 Rigsdaler om året. Men han har stiftet gæld på én eller anden måde, vi ved blot ikke hvilken. Og han bruger mange penge. Den kurrejse han gennemfører til Tyskland koster 600 Rigsdaler, en fabelagtig udgift - det svarer vel til mindst 300.000 i dag. Et sted skriver han, "jeg der er vænnet til at ansee tilladelige Fornøielser for ligesaa vigtige som Arbeidet...", og et andet nævner han, hvordan faderen sukkede dybt, når han betalte hans regninger - hvad han altså åbenbart gjorde. Han har været en letsindig ung mand, en fars søn, en flaneur."

Ikke så usædvanlig
- Han er konstant utilfreds med sig selv, men det er på den anden side ikke de store fordringer han stiller til sig selv?
"Det er rigtigt. Han tør ikke tage fat på noget vanskeligt, skriver han i forbindelse med sit maleri. Jeg mener, manden vil jo være maler, og så nytter det da ikke noget, at han ikke tør nærme sig penslerne. Men sådan har han det. Forleden hørte jeg maleren Anders Kirkegaard sige i radioen, at han hellere ville dø som en god maler og et røvhul end som en dårlig maler og et fint menneske. Og sådan har kunstnere det jo. Men Fritz Jürgensen følte sig som en dårlig maler og et slet menneske. Han havde ikke den kunstneriske indre tvang, han følte sig ikke som kunstner."
- Hvorfor ville han så være det?
"Det har jeg selv spekuleret over. Jeg tror det hænger sammen med hans pubertet, hvor han en overgang bor hos skolebestyreren. Det selvfølgelig fordi det ikke er gået så godt derhjemme. Overfor ham nævner Fritz, at han nødigt vil være urmager, han vil være maler. Og så skriver den flinke mand i hans vidnesbyrd, at drengen har kunstnerisk talent - hvilket på dette tidspunkt er svært at få øje på. Der findes et par tegninger fra den tid, men de er så dårlige, at jeg ikke nænnede at tage dem med!"
- Hvad har så egentlig været dine udvælgelseskriterier?
"Bortset fra de tidlige tegninger har det været at få alle facetter med. Jeg bringer 30 ikke før trykte tegninger, mange af dem forstudier til de trykte, og det store udvalg af hans malerier i bogen afbildes for første gang. Der er kun ét af selvportrætterne, der har været afbildet i farver tidligere, nemlig som frontispice på Nicolaj Bøghs biografi fra 1897.
På mange måder virker Jürgensens følelselsliv helt moderne," mener Claus Bjerring.
"Hans brev til søsteren om forholdet til Jette Funch gør et stort indtryk, synes jeg. Jeg er sikker på, at der er mennesker, der vil føle sig ramt, fordi de selv har ladet lykken slippe sig af hænde på grund af en uudryddelig tvivl. Og det gør måske også indtryk, fordi man er vant til at læse om noget, der fuldbyrdes. Her forbliver alt ufuldbyrdet til trods for at pigen jo har været villig til at gifte sig med ham. Det kan man udlede af, hvad han skriver, men han ser det ikke selv."
- Historien kan på nogle måder minde om Søren Kierkegaards forhold til Regine Olsen, som han forlovede sig med og derefter slog op med?
"Jeg tror, at Fritz Jürgensen var mere ubevidst end Søren Kierkegaard. Det er rigtigt, at han havde en usædvanlig selvanalyserende evne, men den svigter ham i forhold til Jette Funch. - Det er forsåvidt også noget, man kender fra sit eget liv: at andre har fuldt overblik over de problemer, man står i, mens man selv er ude af stand til at rede trådene ud. Endelig belyser dette brev ham så godt, her viser han netop al sin selvoptagethed, ubeslutsomhed og energiløshed. Han kan faktisk ikke tage sig sammen til noget som helst. Jeg synes dog, man genkender ham, at han ikke er så usædvanlig endda."
- Du skriver et sted: "Han længtes altid efter noget andet end den virkelighed, han stod i."?
"Ja, det er så sørgeligt, at jeg overvejede at slette det! Han tør ikke leve, fordi han frygter for fremtiden! Men én ting får man efterhånden fornemmelsen af, og det er, at han trods al svaghed hænger godt sammen som person."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu