Læsetid: 3 min.

Thybo uden turbo

28. december 1999

Finn Thybo Andersens magre udstilling sætter udstillingsbegrebet til debat

Udstilling
I Nikolaj kan p.t. ses to udstillinger. I det nedre galleri vises en ganske seværdig udstilling 'Close Ups' med afsæt i Carl Th. Dreyers film. Den er tidligere anmeldt her i bladet. Her konfronteres unge, eksperimenterende videokunstneres værker med den gamle filmkunstners fabelagtige personinstruktion og billeder. Ansigtet er omdrejningspunktet. Ansigtet er som bekendt sjælens spejl, og man kommer smerteligt tæt på det menneskelige følelsesliv, når ansigtet sættes op i format, og tårer får omfang af el-pærer på det store lærred.
I Øvre Galleri kan man gå om bord i nogle værker - enkelte helt nye, andre genskabt i år efter førsteudgaven fra 1967-69 - af installationskunstneren Finn Thybo Andersen, der er ikke så lidt af en humorist, og hvis komiske, elektrisk drevne installationer kan minde om Storm P.-maskiner. Det er Sisyfos' uendelighedsarbejde, det handler om. Spande, der fyldes med vand og tømmes, benzintanke, der bevæger sig ad kabler under kirkens loft, mus, der danser med frøer på roterende spejlskiver m.v.
Finn Thybo Andersen
(f. 1943) er uddannet billedhugger og maler fra Kunstakademiet, men brød konsekvent med kunstværket og kunstinstitutionen efter nogle meget radikale værker, der udartede til sociale handlinger i slutningen af 60'erne for imellem 1970 og 1991 at hellige sig hjælpearbejde og politisk arbejde.
I 1991 dukkede han pludselig op på kunstscenen igen og blev inviteret ind i varmen af det eksperimenterende kunstnerfællesskab TAPKO, som han udstillede med i flere omgange. I 1996 havde han en stor retrospektiv udstilling i Nordjyllands Kunstmuseum, der blev fulgt op af en udstilling i Overgaden. Og så er han i mellemtiden blevet lektor ved Kunstakademiet. Så han er virkelig back in business, må man sige. Selv om hans værker stadig er svært omsættelige.

Tomt som banegårdshal
Når jeg skriver, at udstillingsbegrebet sættes til debat, så er det fordi flere af de teknisk krævende værker ikke fungerer. Det er en prøvelse at gå rundt og vente spændt uden forløsning, og så er der tomt som i en banegårdshal kl. 3 om natten, for der kommer ikke et øje - bl.a. som følge af den af Københavns Kommune pålagte entré. Man går rundt og venter på, at værkerne med snoretræk og alskens maskinel skal gå i gang, spørger en kustode, om hvad der nu sker, og han undersøger og må melde pas. "Duer den nu heller ikke?" lyder det indolent.
Og så er der hele problemet med at rekonstruere værker fra 60'erne. I sin tid vrimlede de og emmede de af liv og modstand. Nu står Thybo Andersens Teltet fra 1968 dér og gaber tomt. Et hylster, et spøgelsesrum, der kun er interessant, fordi det rummer en kunsthistorisk hukommelse, og viser at kunstnere som Tracey Emin m.fl. har haft deres forgængere. Det er blevet relikvie.
Et af de værker, der trods alt fungerer, er til gengæld fabelagtigt: Det er Environmental Soundsculpture fra 1968. Fire borde, hvorpå er placeret fire Tandberg spolebåndoptagere. Et lydbånd går gennem de fire båndoptageres tonehoveder og skaber en sinustone, som stiger fra 0 til 6000 hertz i løbet af nogle sekunder, og derefter falder den til 0. Der er 10 m mellem bordene, som altså forbindes af et kredsløb - eller indhegnes af et bånd - om man vil. En fysisk, materiel virkeliggørelse af lyd i rum, må man sige.
Og så er der neonøjnene, der følger københavnerne fra Nikolajs tårn. De er bevægelige! De skifter mellem positionerne 'Se ud Se op og Se ned'. Det er også udstillingens titel. Og selv fra Rundetårn føler man sig nu beluret. Big Brother is here...

*Finn Thybo Andersen: Se ud Se op Se ned. Udvalgte værker 1967-1999. Nikolaj Udstillingsbygning til 9. jan. Derefter KunstCentret Silkeborg Bad. 15. jan.-27. feb.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her