Læsetid: 3 min.

Tiltagende mørke i Oslo

4. december 1999

NOVEMBER er ikke en måned i stor folkeyndest, og digterne giver den ikke mange gode ord, berømt er Henrik Nordbrandts undsigelse af dens våde halvmørke med digtene i Håndens skælven i november. Tager man lidt længere mod nord, falder skumringen daglig på, endda før københavnerne får den at mærke, som nu her i Oslo, hvor vi tilbringer det meste af en dag på gaden i forventning om en bedre middag. Bladene fra træerne ligger stadig og fedter på fortovene efter den tynde regn, der også har strejfet frysepunkter med en anelse sne og gjort visse steder glatte på Ullevålsveien med dens stigninger.
"Seinhøsten i Oslo. Det er den mest mugne av alle årstider - trærne står der nakne med sine svarte, væteglinsende stammer, dagslyset trenger seg fram med en kraftanstrengelse langt utpå morrasida og forsvinner igjen litt tidligere på ettermiddagen for hver dag som går."
Sådan står der i Espen Haavardsholms roman Roger, gult (1986), som rummer megen topografisk akkuratesse og klimatisk mismod. Selv har jeg ikke noget imod aftrapningen af den lyse tid med invitationen til at arbejde ved det lampelys, der skærper koncentrationen om bogstavernes verden. Visheden om det nordiske halvmørkes specialitet med den langvarige forberedelse til solhvervet skaber stilhed, også her trods den rigelige trafik, med sympati for den tapre by.
Men hør, hvor nedrigt jegpersonen i Haavardsholms roman opfatter dens november:
"Oslo kjennes som et idiotisk sted på kloden å befinne seg, et gryteaktig, traurig, forvokset høl av en halvstor småby i Europas ytterste nordlige utkant, uten så mye som et forsonende trekk. En byaktig provins, uten den virkelige provinsens villskap og skjønnhet og uten den virkelige storbyens spenning, hete og puls."

TIL KONTROL af så slem en påstand åbner vi lågen til den store kirkegård på vejen, ind til de vædeglinsende træstammer og sølet i gangene i denne Vor Frelsers Gravlund, en koncentration af forgængeligheden og ryet i det bakkede terræn i et vidstrakt lands halvstore hovedstad.
En vandring som i et biografisk leksikon. Dér ligger de under markante sten, skulpturer, monumenter, alle de mørnede skikkelser med markante navne, Schweigaard, Welhaven, Riddervold, Schibsted, Reimers, Asbjørnsen samt Bjørnstjerne Bjørnson med den pompøse, blankbrune marmorblok, dér hvor gymnasiasterne i samme roman sidder under de hængende, bladløse blodbøge og deler en pose peanuts. De går i Oslo Katedralskole, der ligger lige overfor, et stolt kompleks med løgformede kupler og rige traditioner. Der har de gået allesammen, Johan Herman Wessel, Henrik Wergeland og kong Harald.

DERMED ER VI i Æreslunden, den særligt afgrænsede del af kirkegården, siden begyndelsen af århundredet reserveret de store mænd og kvinder, som man nu altså så kammeratligt omgås. Henrik Ibsen, Johan Sverdrup, Christian Krogh og Oda, Edvard Munch, Marcus Thrane, Johanne Dybvad, digterne Herman Wildenvey, Olaf Bull, Arnulf Øverland og Sigurd Hoel. Et buk til Borghild Hammerich, der organiserede danskehjælpen til norske bybørn under Besættelsen. Et grønt, nu vintergråt panteon uden peanuts. En både provinsiel og storttænkt indretning, som ophæver traurigheden.

MIN BORDDAME, som underviser på Katedralskolen, fortæller mig under middagen, at den ikke længere er den eliteskole, den var, efter at kommunen har gjort den til lokalskole. Peanuts er afløst af blandede bolsjer.
Den fiktive Wergeland med fornavnet Jonas i Jan Kjærstads store romantrilogi har sin mening om "kremskolen par excellence" omkring 1970:
"Når Jonas Wergeland alltid påsto at Oslo Katedralskole, hvor det da som nå var nærmest slåsskamp om plassene, var en ytterst overvurdert og uinspirerende skole, sier det mer om Jonas Wergeland enn om skolen." (2. del Forføreren).
Sammen med sin ven Axel driver han en arrogance af forloren viden i vejret til irritation for den elegante historielektor, der dyrkes af piger i store, hvide islændere.
Jonas Wergeland, der bliver en tv-stjerne med sine montager om Norges store mænd - måske inspireret af Æreslunden overfor - og vil lære sine landsmænd at tænke stort, udfører en af sine egne første bedrifter ved at hejse Comorernes flag i skolegården for sine medelever og andre, der passerede Ullevållsveien den morgen, en velment håndsrækning til det lille øriges selvstændighedstrang i det indiske ocean nord for Madagaskar, dengang alle ellers var optaget af Vietnam.

FÅ DIGTERE eller andre går nu rundt og sulter i Oslos nye og gamle kvarterer som før i Kristiania, den forunderlige by, som ingen forlader, før han har fået mærker af den. Velstanden er til at tage og føle på. Levende nordmænd går slanke og sportstrænede i gaderne uden melankoli og venter på sneen og skiføret. Sandt at sige er der ingen daglig storbyvildskab at spore, men dog både spænding og puls. Mærkbar i det tiltagende, umættelige mørke.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu