TORBEN BROSTRØM
PÅ VÆGGEN hænger en stor blyantstegning af Ib Spang Olsen, delt mellem mørke og lys. Til venstre i billedet ses en nisse, der lige er i øjenhøjde med nøglehullet. Over ham i mørket det skrå tagvindue, men midt i billedet den unge student med en bog opslået foran sig. Fra de hvide blade rejser sig et syn af et vældigt træ, hvis krone breder sig hen under loftet og ned til gulvet i højre side af rummet. Blade og blomster viser sig at være lutter pigeansigter med nysgerrigt smilende øjne.
Synet skal jo forsvinde, men holder sig under læsningens rus.
På væggen hænger det og lyser til stadighed med sin henvisning til H.C. Andersens fortælling om Nissen hos Spekhøkeren (1853).
I situationen er nissen jo hos studenten på tagkammeret, det passende sted at bo for en fattig digter. Ramt af poesien er han, og bogen har han købt for otte skilling af spækhøkeren, der havde smidt den i bøtten.
Det er dér studentens digteriske efterladenskaber skal havne, véd vi, hvis vi tør tro det senere eventyr om Tante Tandpine, hvor fortælleren finder dem. Da er studenten død, og det er sørgeligt nok, men han havde for lidt af en digter i sig og har måske taget sit liv af mismod.
Hvad han ikke formåede, det udførte nissen nede i stueetagen med en håndbevægelse: at få tingene til at tale.
Nissen havde det fra madammen, der kunne andet end at nikke. Hun havde talegaver, så da hun faldt i søvn, tog nissen hendes mundlæder og satte det på den ene genstand efter den anden, som derved fik mund og mæle for tanker og følelser: bøtten kunne fortælle hele sit repertoire af papirsager. Og kaffemøllen! for ikke at tale om smørfjerdingen og pengeskuffen.
I DEN TINGSVERDEN, vi omgiver os med, kan det virke, som om de taler i munden på hinanden, råber fra annoncer og tv-reklamer. Men det er gerne mennesker, der taler om tingene. Det magiske tryllemiddel er der færre, som har kendskab til, når det skal op over plapreniveauet og rableriet til de chokerende konfrontationer hos Klaus Rifbjerg, Jess Ørnsbo og i Rilkes tingsdigte.
En dansk digter, der kun gav sig selv kort tid til samfølelsen med tingene, Palle Jessen (d. 1962), efterlod sig papirer, der heldigvis ikke gik i bøtten, men kom i tidsskriftet Luftskibet (1983), hvor mundlæderet var sat på bl.a. tagrenden, græsplænen, limflasken, jernbanehjulene og tobaksdåsen samt nogle til tidskriftet svarende mere luftige ting som søluften og angsten.
Det hvide papir siger: "Giv tid - og jeg staar fuld af bogstaver. Se ikke saa fjendtligt paa mig eller saa angst. Kærtegn mig med Din pen og jeg skal blomstre for Dine øjne."
Der er adskilligt mismod til stede, også hos flasken med kontorlim:
"Jeg gider egentlig slet ikke. Ærlig talt lad mig hellere være. Jeg har fundet en særlig ligevægt mellem det at ville noget og slet ikke ville. Jeg
staar bare og kan, hvis jeg altsaa ville. Men jeg vil
ikke ..."
FRANSKE DIGTERE synes ellers at have en særlig forkærlighed for tingene. I Georges Perecs roman Livet en brugsanvisning, der lige er kommet på dansk, er der orgier af genstande til stede, påtrængende ting udsat for fortolkning: øseskeer, skummeskeer, knive, dørhåndtag, bøger, aviser, tæpper, kander, kaminbukke, paraplystativer og bordskånere. Perec skrev endda en selvstændig lille roman med titlen Ting.
Le parti pris des choses (Fra tingenes synspunkt) er titlen på en samling prosadigte fra 1942 af hundredårs fødselaren Francis Ponge (1899-1988). Det er en genstandspoesi, fænomenologisk, uden digtersymbolik. Han ville genskabe tingene indefra. Om vokslyset siger han således - vel uden at tænke på Andersens student:
"Imens opmuntrer vokslyset den læsende ved at kaste et flimrende skær over bogen under den bratte frigørelse af den bundne røg - for derpå at bøje sig over sin tallerken og drukne i sin føde."
Og han tog fat om tændstikken, kufferten, syrenen, bikuben, kartoflen, på vej ind i bevidstheden om ordene som ting.
Om abrikosen siger han: "Vi har her - der kan ikke herske tvivl - en frugt for højre hånd, skabt til straks at blive ført til munden. Man ville spise den i én mundfuld, hvis der ikke var denne sten - hård og temmelig besværlig - som bevirker, at man hellere tager den i to mundfulde - højst dog i fire."
OG ABRIKOSTRÆERNE findes, abrikostræerne findes! Det har vi Inger Christensens ord for som optakt til hendes Alfabet, denne nøje overvågning af, at tingene findes, skal findes, opsøges og sættes i tale. Nødes de til at gå ud af verden, opbevares de og livgives i sproget.
Deri består digternes arbejde i deres illuminerede tagkamre, med eller uden hjælp af sprogverdenens behændige nisser, der er fængslet af både poesiens bog og spækhøkerens julegrød.
Og således kom pludselig også bogforlæggerne med ind i billedet hos H.C. Andersen:
"Ja, 'jeg vil dele mig mellem dem!' sagde han: 'jeg kan ikke rent slippe Spekhøkeren for Grødens Skyld!'"
Jeg går atter hen og iagttager nøje billedet på væggen. En ting, der nu har talt.
