Paul Motian spillede sammen med Joe Lovano og Bill Frisell en fascinerende, men momentvis også frustrerende musik
Koncert
En nordamerikansk computer-nørd med hovedløs guitar, en fransk-krovært-type med embonpoint, baskerhue og tenorsaxofon, og en væver armenier-spirrevip bag det spartanske trommesæt - det var det visuelle indtryk af mandagens trio på jazzhusets tribune, ikke værd at nævne, hvis ikke forskellen i de tre musikeres fremtoning modsvarede forskellen i deres musiceren.
For guitaristen Bill Frisell dyrker en på flere ledder abstrakt spillemåde, Joe Lovanos tenorspil har en særlig jordnærhed, og Paul Motians trommer tenderer mod det frijazz-opsplittede. Ikke nogen videre homogen kombination, og med fraværet af en bas en absolut vanskelig instrumentation for en jazzgruppe.
Holiday, Monk og ?
Men denne trio har faktisk eksisteret i en snes år, og de tre musikere har i den tid opnået en stor fortrolighed med deres repertoire og en højtudviklet intuitiv fornemmelse for hinandens spil. Når denne aften både bød på sjældent absorberende forløb og på andre, som var jævnt kedsommelige, havde det ikke mindst noget med repertoiret af gøre.
Koncertens indledende og afsluttende (bortset fra ekstranummeret) musikstykke, som muligvis skyldtes Motian selv (intet blev annonceret), blev således fremført i en fritrytmisk stil, der fremkaldte et temmelig rodet sammenspil og ikke viste de enkelte musikeres fortrin.
Derimod gav to stykker fra Billie Holidays repertoire - "Good Morning, Heartache" i første og hendes egen
"Don't Explain" i andet sæt - anledning til et yderst sensitivt balladespil, ikke mindst fra Lovano, som her rullede sin mest sangbare tenorstil ud. Og fire stykker af Thelonious Monk - åbenbart trioens eller i hvert fald Motians favoritkomponist - gav med deres kantede og springende motiver et ideelt grundlag for den samlede trios spil, bortset fra at "Misterioso", aftenens andet nummer, lod Frisell udfolde sin fornemmelse for guitarens blues-tradition, næsten helt tilbage til Robert Johnson og hans country-Delta ekspressionisme.
Mest betagende var dog efter min bog det lange, modalt og orientalsk prægede stykke, der blev spillet som nummer tre i anden afdeling, og hvor Lovanos tenor især bekendte sig til den lyriske side af arven fra John Coltrane, som meget vel kunne have været stykkets ophavsmand.
Så på trods af den nærmest umulige instrumentation og enkelte repertoire-forbiere gav trioen det udsolgte hus en musikalsk oplevelse, som sagde sparto til det meste af, hvad dette år har kunnet byde på.
*Paul Motian Trio med Joe Lovano og Bill Frisell i Copenhagen JazzHouse mandag
