Har spinatfugle og andre højpandede patent på tolkninger af Shakespeare, eller kan man tillade sig at lave en postmoderne ragout ud af en klassiker?
Teaterdebat
"Hvordan kan du være sikker på, at din læsning af Romeo og Julie er den rigtige?," råbte Peter Langdal veloplagt bagerst fra salen til teateranmelder ved Politiken, Bettina Heltberg. "Det kan jeg, fordi jeg har læst den grundigt og mange gange," kom det prompte fra Heltberg.
Tirsdag var en stor del af den danske teaterverden samlet på Københavns Universitet til en intens debat under titlen 'Vision eller voldtægt?', der tog afsæt i den netop udkomne debatbog om moderne bearbejdelser af klassiske stykker, Hvem ejer Shakespeare? af Lars Liebst og Erik A. Nielsen.
Og den klassiske konflikt mellem teaterfolk og intellektuelle blev allerede hevet frem i indlæggene fra panelet. Dr. phil. Erik A. Nielsen lagde ud med at kritisere en række instruktører for ikke at tage den sproglige dimension i en teaterforestilling alvorligt.
"Mange af de opdateringer af klassikere, vi har set de senere år, kradser kun i overfladen og når dermed ikke ned i den symbolske vækst i teksten. Og det gør faktisk Den Store Tekst fremmed og langt mere krævende end nødvendigt. Er instruktørerne overhovedet klar over, hvad der står i teksten?" spurgte Erik A. Nielsen panelet og de cirka 200 fremmødte teaterinteresserede.
Den kommende operachef ved Det Kongelige Teater og instruktør Kasper Holten mente, at debatten var forfejlet.
"Selvfølgelig skal man have øje for tekstens kvaliteter og man skal som instruktør nøje overveje, hvordan man kan oversætte den, men tiden har ændret sig, publikum har ændret sig, og humor har ændret sig. For mig er humor ikke det samme efter Monty Python, og det er vores opgave at oversætte humoren i klassikerne til et moderne sprog," sagde Kasper Holten.
Løftede pegefingre
Alle fremmødte teaterfolk var enige om, at de løftede pegefingre fra de bedrevidende anmeldere og intellektuelle var en plage.
"Jeg er dødtræt af pegefingre," sagde rektor for Statens Teaterskole Janken Varden.
"Jeg er træt af det nedværdigende blik på publikum. Jeg vil bevæges og have, at en forestilling sætter nye tanker i gang i hovedet på mig. Og vi kan tage det roligt, for Shakespeare kommer ikke tilbage og hævner sig. I hvert fald ikke så længe, vi har respekt for teksten. Teoretikere skal være varsomme med at påstå, at noget er rigtigt og noget er forkert," sagde Janker Varden med direkte henvisning til teaterkritiker ved Weekendavisen, Jens Kistrups påstand om, at instruktøren skal holde sig til bogen.
Det uduelige publikum
Det Kongelige Teaters nye opsætning af Shakespeares Kærlighedens kværulant fik meget ros af Bettina Heltberg.
"Det er en fabelagtig opsætning, og Peter Laugesens bearbejdning af teksten kan tjene som et skoleeksempel på, hvordan det kan gøres. Den har ikke været opført siden 1865."
"Nej, og det er der en god grund til," afbrød Jens Kistrup, der tydeligvis havde nydt godt af pausen. Og han fortsatte:
"Egentlig burde vi i højere grad anmelde publikum. Det er forfærdeligt at se på, hvordan publikum klapper af de værste forestillinger, ja sågar rejser sig op og giver stående applaus til det værste møg," sagde Kistrup, og Heltberg supplerede:
"Teatret tages ikke længere alvorligt. Publikum afbryder ikke forestillingen med spontane tilråb, folk går ikke hjem i pausen og der bliver ikke buh'et. Teatret er blevet en ubrugelig protestform," sagde Heltberg.
Langdals syndefald
Bliver der ikke protesteret i teatret, blev der i hvert fald på Københavns Universitet i tirsdags. Peter Langdals opsætning af Holbergs Erasmus Montanus bliver i debatbogen Hvem ejer Shakespeare gjort til syndefaldet, da denne forestilling er det første eksempel på den postmoderne ragout, der tillader at blande stilarter, og som nedbryder gamle konventioner for, hvad man kan tillade sig at gøre med en klassiker. Langdal langede ud efter det patent, som forfatterne giver udtryk for at have på tolkningen af Shakespeare i bogen.
"Det virker meget underligt på mig, at I opsætter nogle rigtige tolkninger for, hvad en god læsning af en tekst er. De bedste fornemmelser, jeg har haft med mine forestillinger er, når den rammer den rigtige tone, når det hele går op i en helhed, når alle på og omkring scenen svinger i den samme bølge", sagde Peter Langdal, der dog indrømmede, at hvis han skulle lave den samme forestilling i dag, ville den se noget anderledes ud.
Konklusionen på debatten blev meget fornuftigt ikke draget. Derimod blev der fra alle sider ytret et kraftigt ønske om at skabe et akadami, hvor debatten kunne fortsætte.
Og her kunne man så passende lægge ud med en diskussion om nyklassikeren, Skyttegravskrigen mellem den lærde og kunstneren.
Se også anmeldelsen af bogen 'Hvem ejer Shakespeare?' på side 10
