Analyse
Læsetid: 5 min.

Vejen til fred går gennem Golan

16. december 1999

Udsigterne til resultater i fredsforhandlingerne mellem Israel og Syrien er lysere, end tidligere - men der er fortsat lang vej til et gennembrud

Sidste gang Syriens udenrigsminister Farouk a Shara var tæt på en israelsk ministerpræsident var under fredskonferencen i Madrid i oktober 1991.
Der var spage forhåbninger om, at mødet ville føre til et gennembrud i forholdet mellem Syrien og Israel. Men ministerpræsidenten, som var Yitzhak Shamir, var ikke til at trække til fadet, og stemningen blev ikke mere løftet af, at Shara luftede sin mening om modparten ved at holde et gammelt foto frem - et billede af Shamir i 1940'erne, da den engelske regering betegnede ham som terrorist.
Madrid-mødet førte ikke til noget. Og indtil i disse dage, hvor Shara møder ministerpræsident Ehud Barak i Washington, har halvhjertede forsøg og senere total nedfrysning ikke givet udsigt til nogen genstart af fredsforhandlingerne. Udsigterne ser ud til at være gunstigere i dag, og selvom Washington-mødet blot betegner starten på en lang proces, demonstrerer det en vis villighed for begge parters vedkommende til at lægge kortene på bordet og snakke.
"Alt står endnu åbent," sagde Ehud Barak med let skinger stemme ved afrejsen fra Ben Gurion lufthavnen. Med dette søgte han at forsikre den israelske befolkning om, at han langt fra har solgt Golanhøjderne på forhånd.

Israelsk tilbagetrækning fra i hvert tilfælde hovedparten af dette 1.158 kvadratkilometer store område, som blev erobret fra Syrien under seksdageskrigen i 1967, er syrernes indtil videre helt ufravigelige udgangspunkt for en fredsslutning.
Iagttagere peger på, at Barak har brug for at opnå resultater i fredsprocessen, som han lige fra begyndelsen har givet højeste prioritet i sit regeringarbejde.
Anført af højrepartiet Likud har oppositionen påført ham hård kritik for at have tilbragt op mod en tredjedel af sin hidtidige embedsperiode i udlandet på bekostning af indenrigspolitiske pligter; november måneds stort opsatte hensigtserklæring om at gøre noget drastisk ved Israels dybe fattigdomsproblemer mødte rigeligt med kritik for at være et hurtigt konciperet spil for galleriet. De igangværende slutstatusforhandlinger med palæstinenserne går også trægt, så det er givet, at Barak øjner muligheder for at fremme sine mål i fredsprocessens anden del, nemlig forholdet til Syrien.
"Forhandlingerne med palæstinenserne vil komme til at tage lang tid, og der er givet hurtigere resultater at hente ved at koncentrere sig om Syrien. Men herudover er det en almindelig israelsk antagelse, at Syrien er en vigtigere nøgle til fred end palæstinenserne," siger politolog ved Ben Gurion Universitetet i Beersheva, Joel Peters, til Information.
"Her ligger nemlig også løsningen på Libanon-spørgsmålet, ligesom Syrien kan være en port til andre mellemøstlige stater. Og ikke mindst vil en aftale kunne betyde, at Israel får fred på alle sine grænser - og at det palæstinensiske spørgsmål er isoleret."

Skulle det komme til en israelsk tilbagetrækning fra Golan, vil Ehud Barak skulle håndtere en rømning af områdets 17.000 jødiske indbyggere.
De naturskønne højder er et stærkt følelsesbetonet emne i Israel. En meningsmåling, foretaget af dagbladet Yediot Ahronot, viser at 74 procent af befolkningen er imod en fuld tilbagetrækning mens kun 24 procent er for, og hele 66 procent modsætter sig selv en delvis tilbagetrækning, som 29 procent kan acceptere.
Men Barak ved også, at den brede folkelige opbakning bag Golan-aktivisternes protest skyldes, at disse betragtes som "almindelige" israelere - i modsætning til den hårdkogte del af Vestbreddens bosætterbefolkning på knap 200.000. Der er færre mennesker at flytte, og da Golan heller ikke har bibelsk betydning i samme forstand til Vestbredden, betragtes sagens som simplere.
"Man skal ikke lægge for meget i israelske meningsmålinger lige nu. En afståelse af Golan skal til folkeafstemning, men Barak vil præsentere befolkningen for en pakkeløsning, som også vil omfatte fordeling af vandressourcerne, en løsning på Libanon-spørgsmålet og Israels krav om sikkerhed og normale relationer. Barak er helt klar over, at det territoriale krav er det eneste punkt, hvor syrerne ikke er villige til kompromis, så det er tydeligt Baraks startegi at opnå gode resultater på de øvrige områder, som bliver spiselige for vælgerne," forklarer Joel Peters.

Præsident Clinton har også fæstnet blikket på en mulig israelsk-syrisk fred. Siden august har han ført 34 telefonsamtaler med Ehud Barak og 20 med Hafez al Assad, hvilket en amerikansk præsident næppe gør, med mindre han mener, der er noget at hente.
Bill Clinton har gennem hele sin tid som præsident lagt stor vægt på den mellemøstlige fredsproces, men også han ved, at der er løbet meget vand gennem Potomacfloden siden han den 13. september 1993 kunne se til, mens Yitzhak Rabin og Yasser Arafat underskrev deres fredsaftale på plænen foran Det hvide Hus. Clinton har brug for endnu en stjernestund for at blive husket i historiebøgerne på linje med Jimmy Carter.
"Han vil hellere huskes for Syrien end Monica Lewinsky," smiler Joel Peters. "Han sendte udenrigsminister Madeleine Albright til Mellemøsten i sidste uge, fordi han ser muligheder i det israelsk-syriske forhold og tør sætte sin prestige ind på det. Ikke mindst tror han på at kunne nå en aftale inden hane embedsperiode er omme."
Denne problemstilling er velkendt i Damaskus. Syriens præsident Hafez al Assad er på mange måder den, som har mest at opnå, og for ham gælder det om at være med, inden toget er kørt.
Hans personlige helbred har siden det første alvorlige hjertetilfælde i 1983 har der været samtaleemne, men først den seneste tids meget synlige placering af sønnen Bashar al Assad som efterfølger, giver grund til at tro at et magtskifte i Syrien kan være nært forestående.

En fredsaftale med Israel vil kunne tilføre den hårdt trængte syriske økonomi udenlandske investeringer og dermed styrke Bashar, hvis lederevner flere steder betragtes som tvivlsomme.
Han kan også sikre styrets stabilitet ved at spare sin søn for at involvere sig i Libanon-spørgsmålet. Styret i Damaskus synes at tage Ehud Baraks tale om under alle omstændigheder at trække de israelske styrker ud af den såkaldte sikkerhedszone i det sydlige Libanon alvorligt.
Syrien har aldrig anerkendt Libanon som selvstændig stat og benytter den israelske tilstedeværelse i landet som forklaring på den fortsatte kontrol.
Skulle Israel derfor finde på at trække sig ud, vil Syrien stå tilbage med et forklaringsproblem overfor verdenssamfundet, hvilket selvsagt er uheldigt, når man har behov for dettes støtte på andre områder.
Hafez al Assad ser mulighederne, men vi skal ikke vente at se massive indrømmelser fra hans side. Han ønsker at sikre sig en plads i de syriske historiebøger og den plads vil han sikre sig ved at skaffe Golan tilbage - sådan som Yitzhak Rabin antydede sig villig til og Ehud Barak gør i dag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her