- hedder efter denne anmelders mening 'Den tredie mand'. Nu kan den ses igen i Gloria
Film
Visse mennesker er misundelsesværdige: de heldige (få? mange?), der endnu ikke har set Den tredie mand.
Efter et halvt århundrede skinner dette produkt af efterkrigstidens kloakstinkende korruption stadig som en filmisk diamant, facetteret med visuel rigdom og moralsk sammensathed. Efter et langt liv med Den tredie mand (jeg så den første gang i 1956) er og bliver den for mig filmen over alle, den jeg elsker højst fra det snart forrige århundrede.
Den tredie mand fra 1949 er en kombination af så mange heldige og lykkelige faktorer, at der stadig skrives bøger om, hvordan den højt begavede ungarsk-engelske producent Alexander Korda fik ideen at sende sin ven, forfatteren Graham Greene, til
Wien for at skrive historien om det krigshærgede, forarmede, opsplittede Europa. Hvorefter Greene netop i den østrigske hovedstad, opdelt i fire zoner, fandt de ingredienser, der på én gang skabte en raffineret, labyrintisk spændingshistorie og en ambivalent moralsk fabel om venskab, kærlighed på trods, desillusion, forræderi og syndefald.
Carol Reeds genistreger
Graham Greene - en af århundredets bedste fortællere - stod netop på sin højden i samarbejdet med en af Englands førende instruktører i de år, Carol Reed. Og Greenes tørre, sofistikerede humor gennemtrænger filmen som velsmagende eddikedressing.
Men den teknisk suveræne, personligt selvudslettende Carol Reed gjorde
Greenes historie til sin egen i en grad, så han måtte holde sin forfatter fast på en ulykkelig slutning, der - i Reeds dristige udformning - er gået over i filmhistorien.
Reed er ansvarlig for den svimlende gode rollebesætning og de tilsvarende karakterstærke præstationer: de luvslidte, demoraliserede ældre østrigere, der i biroller sværmer om Joseph Cottens antihelt, er fremragende teaternavne, der under krigen var ude for mange af de samme trængsler som deres personer. Bemærk især Ernst Deutsch som baron Kurtz: et frysende vittigt studie i ormædt kontinental charme og åleglat undvigelsestaktik.
Krigshærgede locations
Og det var Reed, der fandt de krigshærgede locations: de mange manende (og dekorative!) ruiner i kontrast til den stadig eksisterende, men medtagne wienske gammelverdens-statelighed; den forfrosne forlystelsespark Prater, i hvis store pariserhjul Joseph Cotten og Orson Welles konfronteres; kloak-systemet, der bruser stinkende lige ud i den Den blå Donau og er den underjordiske passage for sortbørs-rotten og den dybt faldne engel, Harry Lime.
Det var Reed, der fik gaderne spulet våde, så de mange nattebilleder antog et overjordisk skær af sort-hvidt mareridt og lurende trusler. Og det var Reed, som fandt citarspilleren Anton Karas og brugte hans - og kun hans - musik og instrument som stemningsskabende underlægning. En musik, der er med til at gøre afsnit i filmen til en slags triumferende bravour-arier af visuel virtuositet og rytmisk klipning.
Den tredie mand er filmen med den bedste entré i filmhistorien. Øjeblikket, da katten finder Harry Lime.
Det foregribes af en sublimt suggestiv kamerakørsel ud gennem potteplanterne i Alida Vallis vindue, ud mod nattegaderne, hvor skyggeagtige figurer færdes. Snart finder katten, hvad den søger: et par alt for skinnende sorte lædersko. Og snart får vi det første glimt af deres ejermand: Orson Welles' jagede blik, der - i det øjeblik det møder vennen Cotten - forvandler sig til en utrolig blanding af djævelsk drilleri og intim indforståethed: her er jeg, kammerat, genopstanden fra de døde!
Set i dag er Welles' Harry Lime en påfaldende moderne skurk: en skattetænkende kyniker med mavebesvær, holdt oppe af med uimodståelig charme og velsmurte talegaver. Venskabet mellem Lime og Joseph Cottens tilrejsende amerikaner er filmens kerne og har en underliggende, motiverende styrke, som man efter behag kan lægge homoseksuelle motiver ind i.
Men langt vigtigere er den moralske kompleksitet: Cottens hæderlige og bundsympatiske western-forfatter er samtidig en forræder. Og optræder som en af de 'uskyldige', naive amerikanere, Graham Greene altid har skildret med skepsis, når de farer frem med urokkelig tro på egen idealistisk ufejlbarlighed.
Cotten bliver trods alt mere eller mindre medskyldig i tre mord inden filmen er ovre: Welles derimod har en fin chance for at skille sig af med den besværlige ven, men udnytter den ikke - går tværtimod i fælden på grund af ham.
Højdepunkt
Harry Lime er den eneste filmrolle, Orson Welles spillede på sit blanke, rundkindede ansigt, uden maskering af nogen art. Og at Lime er en mestermanipulator, får han gjort lige så troværdigt som den dybe afklaring, der til slut driver ham til - med et bevægende blik - at kåre vennen Cotten som den, der sender ham i døden.
Men inden da har vi set filmens mest slående billede, af et surrealistisk format, som en Magritte ville have værdsat: fingrene, der stikker op fra kloakristen, op i den tomme vintergade med dens skinnende asfalt og natte-kolde husfacader.
*Den tredie mand. Instruktion: Carol Reed. Manuskript: Graham Greene. Engelsk-amerikansk (Gloria, prem. 1. juledag)
P. S. Gloria viser filmen i en nyrestaureret kopi, men ikke optimalt: formatet er forkert og lyden for lav.
