Indonesiens enhed er truet som aldrig før med Acehs og Irian Jayas krav om uafhængighed. Bagved lurer en drabelig magtkamp mellem præsident Wahid og generalerne
Vi, Acehs folk, som udøver vor ret til selvbestemmelse og forsvarer vor historiske ret til fædrelandets jord, erklærer os hermed frie og uafhængige af enhver politisk kontrol fra det fremmede regime i Jakarta og det fremmede folk på Java."
Sådan indleder uafhængighedsbevægelsen Frit Aceh (Gerakan Aceh Merdeka, GAM) sin uafhængighedserklæring. Den er dateret 4. december 1976 og underskrevet af bevægelsens leder Hasan di Tiro, der i dag bor i landflygtighed i Stockholm.
Men 23 år efter er erklæringen stadig aktuel og bliver omdelt i bl.a. Københavns gader som et symbol på, at kravet om uafhængighed lever i bedste velgående i Aceh, Indonesiens vestligste provins.
Sidste weekend på årsdagen for uafhængighedserklæringen havde mange frygtet, at dagen ville ende i uroligheder med risiko for et regulært blodbad. Men både GAM og den indonesiske hær holdt sig nogenlunde i ro, og det kom 'kun' til enkelte episoder, da soldater skød mod demonstranter og ifølge rapporterne sårede syv.
På de kanter synes det efterhånden næsten billigt sluppet, især i den nuværende spændte atmosfære, hvor hver dag bringer nye bekymrende rapporter.
Rapporter, der i stigende grad tyder på, at verdens største ørige og fjerde folkerigste nation kan være på vej mod en eller anden form for sammenbrud. I værste fald en regulær opløsning som i det tidligere Jugoslavien.
Halvandet år efter diktatoren gennem tre årtier, Suhartos fald og kun få måneder efter indsættelsen af landets mest demokratiske styre siden 1950'erne med den civile præsident Abdurrahman Wahid i spidsen, er opløsningstendenserne til at få øje på:
Østtimor er allerede sluppet ud af Jakartas greb og er nu under FN-overhøjhed på vej mod selvstændighed.
Stærkt inspireret af Østtimor kræver ikke alene Aceh, men nu også Riau-provinsen, der som Aceh ligger på Sumatra, samt Indonesiens østligste provins Irian Jaya selvstændighed.
Andre provinser som Østkalimantan på Borneo har meldt sig til koret, dog endnu ikke med direkte krav om selvstændighed, men med krav om decentralisering og en mere retfærdig fordeling af indtægterne fra de naturressourser, som provinserne er så rige på.
Fælles for dem er, at de kræver at beholde en større del af rigdommene i stedet for, at det meste bare havner i Jakartas og hovedøen Javas bundløse kasser.
Skal man tro Hasan di Tiros og GAM's uafhængighedserklæring, handler striden lige præcis om det: Om Java kontra de andre.
I erklæringen beskrives Aceh som en selvstændig nation, der har eksisteret "siden verdens begyndelse." Aceh blev i 1870'erne overfaldet og koloniseret af Holland, der ville indlemme området i Hollandsk Østindien.
Acehs befolkning er i dag kendt og berømmede over hele Indonesien for sin indædte modstandskamp mod de hollandske koloniherrer, en kamp der efter Anden Verdenskrig førte til selvstændighed for dagens samlede Indonesien.
Men ifølge GAM's historieskrivning var det en frihedskamp, der havde til formål at genoprette det selvstændige, islamiske sultanat Aceh. Set fra den vinkel blev Aceh på det skammeligste givet fra den gamle kolonimagt Holland til en ny, kolonimagten Java.
"Men kolonialisme, hvad enten det udøves af hvide hollændere, europæere eller brune javanere, asiater, er uacceptabelt for folket i Aceh," hedder det i erklæringen, der kalder den nye nation "'Indonesien' for et bedrag, der havde til formål at dække over javansk kolonialisme."
At Java ligefrem har været en kolonimagt, er måske en lidt drastisk påstand. Men det er et faktum, at hovedøen i den indonesiske enhedsstat har været dominerende på alle områder økonomisk, politisk og kulturelt. Over 60 procent af Indonesiens ca. 210 millioner store befolkning bor på Java, der har dannet ramme om et stærkt centralistisk - og i hovedparten af landets historie - undertrykkende styre.
Ifølge avisen Jakarta Post er det styrets undertrykkende og udemokratiske karakter, og ikke neokolonianisme, der er årsag til problemerne:
"Frøene til oprør og separatisme blev sået gennem de sidste tre årtier af korrupte og autoritære centralregeringer i Jakarta. Frøene har ikke alene slået rødder, men adskillige steder er de nu blevet til stædige skud, som har vist sig svære at fjerne."
Avisen peger også på, at Indonesien som så mange tidligere kolonier er en 'kunstig' nation, bestående af flere end 13.000 øer beboet af over 300 etniske grupper, som hollænderne bragte sammen uden større hensyntagen til etniske, religiøse eller geografiske grænser.
Efter hollænderne er det blevet holdt sammen ved magt, og størstedelen af tiden udøvet af militæret i alliance med en korrupt ledelse i Jakarta.
I den forstand har Java været dominerende, men i Aceh og andre fjerne egne som Irian Jaya, beliggende på Ny Guinea, er det især militærets utallige overgreb, som vi først nu begynder at kende omfanget af, som i høj grad har været med til at puste til uafhængighedskravene.
Præsident Wahid er derfor ude i en svær balancegang. På den ene side de oprørske provinser og på den anden side militæret, der ser det som sin fornemste opgave at holde landet samlet. Det er næsten som at føre krig på to fronter.
Wahids strategi har indtil nu været en forsonlig linje over for oprørsprovinserne, mens han har forsøgt at skubbe soldaterne gradvist tilbage til kasernerne og samtidig sætte militærets overgreb under lup. Der er blevet nedsat undersøgelseskommissioner, og som noget hidtil uhørt er der gennemført parlamentariske høringer, hvor de tidligere så urørlige topgeneraler har måttet stille op.
På direkte tv har tidligere forsvarschefer som Feisal Tanjung og Try Sutrisno, vicepræsident under Suharto, måttet finde sig i at blive udspurgt af parlamentarikere om militærets ugerninger i Aceh i årene med undtagelsestilstand 1989-1998.
Selv om generalerne har kunnet forlade høringerne uden større skrammer, ser Far Eastern Economic Review det som et vigtigt led i det, det i virkeligheden handler om: Kampen for at indføre et civilt og demokratisk styre i Indonesien.
Heri Akhmadi, tidligere studenteraktivist og nu medlem af parlamentet for vicepræsident Megawati Sukarnoputris parti, PDI-P, siger, at det vigtigste lige nu er at begrænse militærets politiske magt:
"Alle forventer, at militæret inden for de næste fem år ikke længere vil spille en politisk rolle," siger han til bladet. Andre peger på faren for et militærkup, hvis generalerne føler sig trængt op i et hjørne, de ikke kan slippe ud af.
Det er Wahids dilemma: Hvis de ansvarlige ikke bliver straffet, vil uroen fortsætte i provinserne. Og hvis han slår for hårdt ned på militæret, risikerer han, at oprøret kommer fra den kant. På den måde vil udfaldet af magtkampen mellem det civile styre og militæret blive afgørende for Indonesiens fortsatte enhed.
"Sukarno lovede os selvstyre, Suharto velstand og Habibie retfærdighed, men ingen af dem har holdt ord. I stedet har vi kun fået terror, udplyndring og undertrykkelse i Aceh," som studenterlederen Aguswandi siger til Frankfurter Allgemeine med henvisning til landets første tre præsidenter.
Hvis Wahid ikke kan ændre det mønster, har vi ikke hørt det sidste fra separatisterne i Aceh, Irian Jaya og de andre provinser.
