Læsetid: 4 min.

Men åh hvor hun elsker

15. januar 2000

Ibsens infame stykke 'Vildanden' har fået dynamik og nuancer i Karen-Lise Mynsters instruktionsdebut

Teater
Ibsen er over os. For et par uger siden indhyllede han Det Kgl. Teater i vand og brand med Gengangere, og nu er han krøbet ind på Rialto Teatret med sin loftskammerelendighed og sin livsløgn - altså med Vildanden.
Igen overvælder Ibsen. Hans evne til at bygge en overtydelig historie op, så man som tilskuer tror, at man har overblik over det hele. Men også hans evne til straks derefter at få tæppet til at forsvinde under én, når så historien netop ikke standser ved det forudsigelige, men går langt længere i sin psykiske afklædning af de mennesker, der næsten længselsfuldt finder ind i deres egen undergang.
I Rialtos opsætning af Vildanden er Ibsen-kvaliteterne blevet både synlige og spændstige. I sin debut som instruktør har Karen-Lise Mynster fået teksten til at blive imponerende dynamisk, og sammen med oversætteren Niels Brunse har hun med få justeringer frataget teksten det mest utidssvarende.
Den infame historie om den sandhedssøgende Gregers Werle, der afprøver sine ideale fordringer på den selvynkende barndomsven Hjalmar Ekdal og dennes altopofrende datter fremstår både fængslende og overraskende. Mynster har nuanceret Ibsen, ikke mindst ved at lade stemningsskift opbryde den ellers så endeløse repliklogik, og hun har fundet en god balance mellem moderne psykologisk spil og en loyalitet over for stykkets egen tid, altså omkring 1884.

Sarah kan det hele
Frem for alt er forestillingen lykkedes, fordi Mynster har valgt de rigtige skuespillere til rollerne.
Datteren Hedvig er en af verdensdramatikkens svære roller: Hvilken voksen kan spille 14-årig uden at virke latterlig, og hvem kan skildre den hårfine balance mellem teenagerens spørgsmålsløse og naive kærlighed til forældrene og samtidig den gryende bevidsthed om omverdenen?
Sarah Gottlieb kan. Med et ansigt, der kan virke sært
uglamourøst og hverdagsnøgent, men som kan udtrykke den vildeste glæde og den mest dræbende angst. Hendes 26-årige krop har stadig en kejtet pigethed i sig, en gammelkloghed, som kommer til at virke desto stærkere, når hun må lade sin livstro gå i stykker - og tage konsekvensen af sin voksne indsigt. Og åh hvor hun elsker. Denne vildandemor er selv på heftig flugt, og alligevel formår hun at forløse hele den tre timer lange tragedienne-rolle iført strømpesokker...

Svækling-Spanning
Hendes højtelskede far Hjalmar Ekdal spilles af Søren Spanning. Han, der ellers ofte spiller magtmennesker, krymper her sammen og bliver en buldrende svækling, selvoptaget og neurotisk og urimelig, men alligevel troværdig. Og Spanning har fået et modspil fuld af overraskelser i Pia Jondals Gina Ekdal, der beundrer manden, lige indtil illusionen om hans geni også rives fra hendes øjne, og hun bare må gebærde sig efter urkvindekneb for at undgå, at hele hendes tilværelse styrter sammen.
Gregers Werle, personen som forårsager alt det forfærdelige og uafvendelige, spilles af Peder Holm Johansen. Længe virker han slet og ret irriterende - måske også fordi instruktionen først egentlig får bid efter første scene. Men fra Johansen har sået sit ulykkesfrø, er han ikke til at standse. Hans Gregers er ikke bare manisk, men også ulidelig og direkte demagogisk. Og hen mod slutningen fik han simpelt hen tilskuerne til at rykke på stolene og hviske 'nej, nu er det altså nok'. Hans farlighed havde en besk, nutidig eftersmag - og en slående lighed med nutidens racisme-prædikanter.

Bjørnejægerens høns
Derudover har Mynster fået dansk teaters mest vitale olding, Gyrd Løfqvist, til at spille den gamle Ekdal. Og Løfqvist giver alt sit vanvid, sin durkdrevenhed og sin druktæmmede angst til bjørnejægeren, der er endt med at fange høns på sit eget loft. Hans spil får stykket til at løfte sig som komedie, der netop får tragedien til at rammer desto værre.
Skuespillerne udgør i det hele taget en interessant konstellation. Lars Lunøe får grosserer Werle til at fremstå med præcis arrogance og autoritet - kun hans stemme afslører, at han ved, at han er kommet til kort i livet. Hans elskerinde, fru Sørby spilles af den kønne Eva Mannov, der dog ikke har tilsvarende gennemslagskraft.
Kim Nørrevig spiller nabovennen og lægen Relling - ham med den berømte replik om, at "tager De livsløgnen fra et gennemsnitsmenneske, så tager De lykken fra ham med det samme'. Personligt har jeg aldrig set Nørrevig skarpere eller mere veloplagt end her.
Loftet, ja det havde Nina Schiøttz gjort så tørreloftstroværdigt, som det vel kan blive. Med mærkeligt kurvede vægge af rå brædder, man næsten kunne lugte, og altsammen vidunderligt asymmetrisk; hvilken oase i forhold til tidens retlinede og nærmest kliniske scenografi!
Selve loftet - stedet, hvor den skamskudte vildand putter sig - har Schiøttz ikke bare gjort til en dør, men et gennemlyst fatamorgana. Oplagt, men også lovlig overtydeligt. Eller lige akkurat så falsk-gennemskueligt, at loftsrummet måske blev forestillingens flotteste parallelbillede til Ibsen: Til den livsløgn, der ikke må tages fra os.

*'Vildanden' af Henrik Ibsen. Oversættelse: Niels Brunse. Instruktion: Karen-Lise Mynster. Scenografi: Nina Schiøttz. Rialto Teatret til 1. mar.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her