Læsetid: 3 min.

En ægte socialdemokrat

12. januar 2000

Fhv. socialminister og chefredaktør Bent Hansen er død 68 år

Nekrolog
"Bent Hansen var en ægte socialdemokrat med stort S", skrev statsminister Poul Nyrup Rasmussen i går i sine mindeord over Aktuelts mangeårige chefredaktør.
Netop i tider hvor begrebet "en ægte socialdemokrat" jævnligt kan forekomme tvetydigt, kan holdninger som Bent Hansens være med til at minde om ordenes oprindelige indhold.
Bent Hansen var en af arbejderbevægelsens egne helt fra sine unge år. Med en kontoruddannelse som faglig bagage blev han i 1954 - som 22-årig - sekretær i Det kooperative Fællesforbund. Hans politiske engagement førte ham i sidste del af 50'erne til poster i DSU's sekretariat og andre steder i bevægelsen. I 1959 var vejen banet for et job som faglig medarbejder på A-pressens daværende flagskib - Aktuelt.
Bent Hansen skrev godt og fængende - og han havde et skarpt blik for samfundets politiske og sociale konflikter.
Hans oplagte evner til at sætte en relevant dagsorden i samfundsdebatten - og hans vindende væsen - gjorde at han i en alder af kun 34 år blev betroet jobbet som chefredaktør. I den 16 år lange redaktørperiode styrkede Bent Hansen avisens rolle som et solidt og velredigeret socialdemokratiske organ.
I 1969 overraskede Bent Hansen venner og fjender med den beske og originale debatbog Velstand uden velfærd, hvor han formulerede en stærk appel til selvransagelse midt i samfundets enestående materielle fremgang. Myterne om velfærdssamfundet var i modstrid med den sociale virkelighed, lød det fra chefredaktøren, der med sin bog skabte et af de centrale udgangspunkter for 70'ernes samfundsdebat.

Kort ministerkarriere
Da en trængt Anker Jørgensen under dannelsen af sit femte ministerium - det var efter valget i december 1981 - gerne ville tilføre sit hold nye kræfter, udnævnte han Bent Hansen til socialminister.
Netop på grund af den stærke sociale profil, Bent Hansen havde haft i debatten, blev han som minister mødt med store forventninger. De blev aldrig indfriet. Efter få måneder i Socialministeriet blev Bent Hansen ramt af sygdom - og måtte efterfølgende trække sig fra posten. Han blev afløst som minister af professor Bent Rold Andersen - en anden socialt bevidst socialdemokrat af den klassiske skole. Det var Bent Rold, der i sidste måned sagde farvel til Socialdemokratiet.
Da Bent Hansen i 1982 var kommet til kræfter igen, blev han ansat i SiD som presse- og informationschef. Det var et job han kunne overkomme - men som samtidig gav ham en ny platform for at blande sig i samfundsdebatten - og pege på hvordan samfundets svageste grupper fortsat blev udsat for alvorlige svigt. Det var i Schlüter-regeringernes tid, og Bent Hansen var i SiD aktivt medvirkende til, at det store forbund kørte en meget hård og uforsonlig linje mod højrebølgen og de efter forbundets mening graverende konsekvenser af det borgerlige styre. At kritikken af og til fik en karakter, hvor den mistede forbindelsen til den såkaldte realpolitik, var ikke noget, der fik Bent Hansen til at ændre kurs.
Han lagde gennem årene ikke skjul på, at han på afgørende områder fandt, at samfundet udviklede sig i en forkert retning. På grund af den masseledighed der hærgede i mange år og på grund af den udbredte nedslidning. Men også fordi de voksende grupper på overførselsindkomster blev sat udenfor velfærdssamfundets dør.
Bent Hansen gik på pension i 1995 men fortsatte med at løse opgaver for SiD - og med at blande sig i debatten. Hans røst vil blive savnet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu