Læsetid: 3 min.

Det afslørende blik

29. januar 2000

I Madeleine Røn Juuls opsætning af 'En Skærsommernatsdrøm' på Aalborg Teater lever komikken højt, men uden også at få rigtig fat i alvoren

Teater
William Shakespeare er den ultimative klassiker, den største, så meget ved enhver. Og klassikerne bør jo spilles, jævnligt. Inden for de sidste ti år har Aalborg Teater nu spillet ham fem gange, hvilket ser pænt nok ud, men typisk er det at komedierne har været næsten enerådende, bortset fra Romeo og Julie, selvfølgelig.
Og nu så En skærsommernatsdrøm for anden gang - helt i orden. Den har så meget, og noget for næsten enhver smag. Feudal-magtens triumferende metaforere, den unge elskovs rørende illusioner, småborgerfarcens ydmyge lavkomik, og den historisk set første store udfoldelse af den menneskelige drømmeverden, det ubevidstes anarkiske frihed - og tvang.
I modsætning til dengang stykket blev skrevet er magtens autoritet i dag forlængst eroderet bort; ung elskov er blevet sex - og det ubevidstes sprog synligt i videobillederne. Lavkomik til gengæld en ærkedansk specialitet, ikkesandt.

Lystenhed og rus
Shakespeares renæssancebevidsthed forenede stadig - omend med noget besvær - et stiliseret civilisationens Athen med arkaiske sagns yppigste skovtrylleri.
Madeleine Røn Juul dublerer dristigt disse to verdeners herskere, lader samme skuespillere agere henholdsvis Theseus/Oberon, Hippolita/Titania og Philostrat/
Puk. Der er jo logik i det, men også den fare, at Shakespeares tvetydige balance mellem feudalrøgelse og karnevalesk subversion falder sammen i Puks forskelsløse underverden. Og dèr er der lutter lystenhed og rus. Men rusen er i dag hverdags, ikke uden videre noget at komme efter. Tilsætter man den en skvaldrende - og indrømmet: i sig selv genuint morsom - lavkomik, så har man et produkt, der nok er salgbart og flot, men hvis romantiske klage over følelsers ubestandighed og skæbnens ydmygende vrangvillighed ikke længere står til troende.
Oppe og nede bliver ét fedt, med Puks ord: "Deres (ie: de forvirrede unges) kævl er rent teater." Det vil sige, til grin.
Selvfølgelig, Shakespeare er politisk ukorrekt. Hans magtverden hviler trygt på 'retfærdig' vold, kønnenes spil er klart mandschauvinistisk organiseret. Dog kun på skrømt - det er derfor han er den klassiker han er. Men barberer man skånsomt de tydeligste ender af ham, så får man heller ikke dybden i hans mangesidige vision med.
Det handler nemlig om at se. Om at have ret dertil. Mænd til at se kvinder, som objekter for begær og vilje. Hertuger til at se undersåtter ligedan, tilrettede, censurerede, på deres rette plads. Og altså om alle de saligt grænseoverskridende omvendinger som skovens dybe verden udsætter forelskede og selvberusede hoveder for. Shakespeare lader os se - og lader selv blive overrumplende set.

Kvinderollerne skærpet
Madeleine Røn Juul anbringer hertug Theseus i noget der ligner en dyr Bredgade-lejlighed omkring forrige århundrede-skifte. Der færdes de let påvirkelige 'ungdomar' i smoking og lange kjoler, og man ved ej hvorfor.
Oberons og Puks skov derimod, den har godtnok ingen alfer, de er blevet indre stemmer, men skoven er sort, kun oplyst af pletvise spots - især til Puk og hans mange inkarnationer - på en måde fint i harmoni med Shakespeares selvfølgelige krav til sit publikums adrætte fantasi; hans ordguirlander dekorerer ubesværet ethvert nøgent rum.
Håndværkerne, de komiske Pyramus og Thisbe-aktører, ligner til gengæld mest Olsenbanden, hvilket er okay, bortset fra når de, dvs. Hans Sæde (i gamle dage Rendegarn eller Vindsel), inddrages i Titanias erotisk besatte fantasi. Hun er som skoven i sort, strømpebånd an' all, og nok er Shakespeare uartig, men ikke så explicit plat som i Line Kroghs selektivt opdaterede nyoversættelse. I det hele taget er kvinderollerne skærpet, Hermia f.eks. en rent hysterisk forelsket furie.
Magten gider vi ikke tage alvorligt, de unges hjertevridende kvababbelser er mest til grin, skoven er blot flashy og sexy, og komikken bliver derfor stedfortræder for det der hverken er alvorligt nok eller følelsesmæssigt fuldt nok spillet ud. Og det bliver synd, for en forestilling med mange fine enkeltheder og storartede præstationer. Sex og rus er ikke noget stærkt budskab i dag, og jo heller ikke Shakespeares eneste.

*'En skærsommernatsdrøm' af William Shakespeare. Oversættelse: Line Krogh. Iscenesættelse: Madeleine Røn Juul. Scenografi og kostumer: Pia Maanssen. Koreografi: Ann Crosset. Medvirkende: Morten Staugaard, Ebbe Trenskow, Peter Flyvholm, Allan Klie, Christiane G. Koch, Louise Herbert, Maria Wilton, Michael Brostrup (en smidig-glat Puk), Lars Lohmann (fremragende), Frank Gundersen, Ole Jakobsen, Jan-Michael Senderovitz og Jørgen W. Larsen (alle glimrende morsomme). Aalborg Teater, Store Scene, fra 26. januar 2000

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu