Analyse
Læsetid: 5 min.

Al den snak om Afrika

31. januar 2000

FN's Sikkerhedsråd har hele januar haft Afrika på programmet, men resultatet er ikke overvældende. Krig, fattigdom og aids blokerer indtil videre for den meget omtalte afrikanske renæssance

Forrige år blev der nok tændt forventningens julelys i øjnene hos nogle afrikanere og andre med interesse for Afrika. Det skete, da den kendte fredsmægler Richard Holbrooke offentliggjorde, at han ville bruge USA's formandskab for FN's Sikkerhedsråd i januar til at sætte fokus på Afrika. Nu er lysene sat på vågeblus, for januar bød ikke på mange fremskridt for det hårdt plagede kontinent, og medierne har ikke gjort meget ud af initiativet.
Det er meget prisværdigt, at USA som den eneste supermagt bruger sin politiske tyngde til at sætte Afrika på tapetet. Men frygten i forbindelse med dette fokus er, at lederne i de stærke og rige lande igen ville glemme stort set alt om Afrika, når måneden i dag rinder ud. En frygt, der er meget velbegrundet, når man ser på, hvad der tidligere er sket, når FN har sat spotlys på kontinentet. Nogle har udlagt måneden som endnu et forsøg fra Richard Holbrookes side på at køre sig selv i stilling til at blive USA's udenrigsminister, hvis vicepræsident Al Gore vælges til præsident.
Afrika-månedens klimaks skulle være kommet i forrige uge. Holbrooke havde formået at få ikke færre end syv afrikanske præsidenter til New York og heriblandt meget bemærkelsesværdigt Den Demokratiske Republik Congos despot, Laurent Kabila. Formålet var at få d'herrer til at være med til at virkeliggøre den fredsaftale, der blev indgået i Zambias hovedstad Lusaka i sommeren 1999.
Fredsaftalen brydes dagligt, og krigen i Congo har destabiliseret hele det centrale Afrika, fordi mindst syv-ni andre lande er involverede. Ifølge FN har krigen indtil videre kostet tusindvis af mennesker livet, og en million congolesere er drevet på flugt internt i landet, mens ca. 300.000 har forladt det.
De afrikanske præsidenter slog i FN's Sikkerhedsråd fast, at FN har pligt til at gøre en indsats, som det er sket i Kosovo og Østtimor. Modsat gav blandt andre Holbrooke udtryk for, at lande som Rwanda, Uganda, Angola, Zimbabwe og Namibia skal overholde Lusaka-aftalens forpligtelser om ikke at blande sig i krigen i Congo.

I onsdags kunne Holbrooke så bekendtgøre, at FN's Sikkerhedsråd vil arbejde på en resolution, der skal give FN mandat til at sende en styrke på 500 observatører under beskyttelse af 5.000 soldater til Congo. Men ifølge nyhedsbureauet Reuters er det langt fra sikkert, at USA som nok den vigtigste af alle vil bakke op om en sådan resolution. Diplomater siger til bureauet, at der vil gå mindst to uger før sådan en resolution i hele taget kan vedtages, fordi Clinton-regeringen skal have den godkendt af en modstræbende kongres. Siden USA i den grad blev ydmyget i Somalia i 1993, har lysten til at blande sig i afrikanske konflikter været minimal.
I begyndelsen af 1998 talte Sydafrikas nuværende præsident, Thabo Mbeki, meget om skabelsen af en afrikansk renæssance. På det tidspunkt var der positive udviklinger inden for både demokrati, kultur, økonomi og fred på kontinentet. I dag er situationen meget anderledes. Næsten halvdelen af kontinentets 54 lande er involveret i krige eller væbnede konflikter. Det drejer sig f.eks. om Angola, Sudan, Burundi og Sierra Leone. Menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch skriver i sin rapport om 1999, at man nu i stedet for en afrikansk renæssance har "en dalende økonomisk udvikling, tilbageskridt inden for demokrati og andre menneskerettighedsreformer samt at forstærkede nationale og regionale spændinger plager det meste af kontinentet."

Som det er fremgået af diskussionerne i FN's Sikkerhedsråd i denne måned ved de rige lande ikke rigtigt, hvad de skal stille op med Afrika. Det forstærker presset på afrikanerne for selv at tage ansvar for egne problemer. Men man kan ikke forvente, at landene med den udbredte fattigdom og myriader af andre problemer kan have en evne som von Münchhausen til at hive sig selv op af dyndet. De afrikanske forsøg via Den Afrikanske Enhedsorganisation (OAU) på at skabe fred har hidtil været en fiasko f.eks. i forhold til Congo og krigen mellem Etiopien og Eritrea. I tilfældet
Sierra Leone har den vestafrikanske fredsstyrke ECOMOG formået at holde parterne adskilt, men freden er langt fra blevet sikret.
Konflikterne viser med al tydelighed, at de såkaldte nye afrikanske ledere hurtigt har mistet deres glans. Det gælder f.eks. præsident Yoweri Museveni i Uganda, de facto leder i Rwanda forsvarsminister Paul Kagame og præsident Isayas Afewerki i Eritrea. I sin årsrapport skriver Human Rights Watch:
"Selv om alle disse ledere afløste brutale og korrupte regimer og på trods af al deres tale om solidaritet, så var deres interesse klart forskellige og førte nogle gange til åbne konflikter mellem tidligere kampfæller."
Alt i alt ser fremtidsperspektiverne dystre ud for kontinentet, især når man tager i betragtning, at det står midt i en aids-krise af rang.

Holbrooke afsatte den 10. januar til Al Gore i Sikkerhedsrådet. Her fremmalede Gore et billede af, hvor alvorlig en trussel aids er imod hele udviklingen i Afrika. 22 millioner menes at være hiv-positive, der kommer 11.000 nye til hver dag. 14 millioner er allerede døde af aids. Gennemsnitslevealderen daler voldsomt, og i mange landsbyer er der stort set kun børn og gamle tilbage. Aids svækker med andre ord i den grad ethvert tilløb til udvikling i mange afrikanske lande. Samtidig er mange afrikanske ledere af kulturelle grunde meget tilbageholdende med at iværksætte massive oplysningskampagner.
Gore sluttede af med at meddele, at USA vil afsætte yderligere 100 millioner dollar til bekæmpelse af aids i Afrika. Men det kan nu ikke imponere så mange, for den amerikanske bistand til Afrika er stadigvæk minimal sammenlignet med mange andre rige lande. Så godt nok blev verden endnu en gang gjort opmærksom på, at aids er en dødelig brand ude af kontrol i Afrika, men at den blev vækket til handling, kan man ikke påstå.
Sikkerhedsrådets Afrika-måned ser med andre ord ud til at være blevet mere en talkshop (snakkemøde) end en workshop (arbejdsseminar). Man skal ikke forvente en øget indsats fra det internationale samfunds side. Så må man nøjes med at glæde sig over, at det går godt i nogle få afrikanske lande. Sydafrika ser ud til at være på fast demokratisk kurs. Demokratiet i Botswana ser stabilt ud i den ellers turbulente region i det sydlige Afrika. Og med nogle tilbagefald er der positive demokratiske udviklinger i Benin, Ghana, Malawi, Mali og Mozambique.FN's Sikkerhedsråd har hele januar haft Afrika på programmet, men resultatet er ikke overvældende. Krig, fattigdom og aids blokerer indtil videre for den meget omtalte afrikanske renæssance

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her