Analyse
Læsetid: 5 min.

Algeriets trange vej mod fred

10. januar 2000

Når fristen for amnesti til militante muslimer udløber på torsdag, skal Algeriets præsident for alvor bevise, at landet er på vej mod national forsoning

På torsdag udløber fristen for amnesti til de militante muslimer, der overgiver sig til myndighederne i Algeriet. Fristen udløber kort efter, at præsident Boutaflika omsider fik udnævnt en ny regering samt at ramadanen sluttede i denne weekend.
På alle tre områder fremgår det klart, at Boutaflika har problemer med at få sin nationale forsoningspolitik gennemført, og at kan står over for kolossale udfordringer i det nye år: Amnestiloven, der trådte i kraft i juli, og som blev ratificeret med overvældende flertal ved en folkeafsstemning i september, har kun haft begrænset succes.
Regeringsdannelsen har trukket umanerlig lang tid ud, hvilket efter alt at dømme skyldes, at Boutaflika har haft store vanskeligheder med at få generalerne til at acceptere sit valg til ministerlisten.
Endelig har ramadanen, den islamiske fastemåned, igen i år været præget af terror og vold: Omkring 200 algeriere er siden november blevet ofre for de muslimske terroristers massakrer.
200 dræbte er heldigvis klart mindre end den uhyggelige rekord på 1.200 i 1997, men ikke desto mindre er mønstret stadig det samme: Terroren tager til i ramadanen, uden at myndighederne kan gøre noget for at forhindre det.
Dertil kommer, at Boutaflikas styre fremdeles er belastet af det mord på lederen af det Islamiske Frelseparti, FIS, der fandt sted i slutningen af november sidste år. Ganske vist hævder myndighederne, at mordet på Abd al-Kadar Hachani er blevet opklaret og morderen arresteret.
Ifølge politiet er morderen en muslimsk ekstremist, der myrdede Hachani som hævn for, at FIS-lederen arbejdede sammen med sikkerhedssstyrkerne i opsporingen af militante muslimer fra den stærkt voldelige milits, Den Væbnede Islamiske Gruppe, GIA. Men såvel FIS som Hachanis familie afviser denne forklaring og insisterer på en undersøgelseskommission, der skal afdække hele affæren. Arrestationen af Fouad Boulami, som politiet beskylder for mordet, er ifølge familien en paradeforestilling, der blot skal dække over, at Hashanis mordere er rekrutteret af kræfter i det algeriske regime.

Den slags rygter og beskyldninger medvirker selvfølgelig til at forgifte stemningen i de politiske cirkler i hovedstaden Alger, ligesom de undergraver tilliden til Boutaflika.
Senest har Boutaflika haft problemer med troværdigheden af sine garantier om amnesti til de militante muslimer, dersom de overgiver sig til myndighederne. Således meddelte lederne i AIS, der er den væbnede fløj i FIS, lige efter nytår, at de ville bryde våbenhvileaftalen med militæret, der blev indgået i 1997 og som Boutaflika i forbindelse med amnestiloven fra sidste sommer godkendte politisk.
AIS-lederne beskyldte i en fax sendt til Associated Press den algeriske regering for ikke at overholde sine løfter om at give fulde borgerrettigheder til 200 AIS-aktivister, der overgav sig sidste år. Ifølge aftalen nedlægger AIS våbene, hjælper sikkerhedsstyrkerne med at opspore terrorister fra GIA mod, at myndighederne frafalder sigtelser mod AIS-aktivister og giver dem deres borgerlige rettigheder. Ialt skal 600 medlemmer af AIS vende tilbage til det civile liv uden strafforfølgelse.

Militæret reagerede prompte på udmeldingerne fra AIS og sendte en forhandlingsdelegation til Jijel-regionen, hvor AIS har sit hovedkvarter. Forhandlingerne var succesrige: Efter blot en dag meddelte AIS-lederen Madani Mazraq, at AIS nu nedlægger sig selv, hvilket kun kan tolkes som, at de nævnte aktivister har fået frit lejde. Den fornyede aftale med AIS og FIS og ikke mindst bekendtgørelsen af, at AIS nu nedlægger sig selv, er selvsagt en kærkommen opmuntring til Boutaflika og hans forsoningspolitik.
Derimod er det gået mindre godt med GIA: I alt har kun 1.300 udnyttet muligheden for at få amnesti inden på torsdag. Der er med andre ord langt flere, der har valgt at fortsætte den væbnede kamp, hvad optrapningen af volden under den netop overståede ramadan jo desværre også bekræftede. En stor del af disse aktivister kunne formentlig heller ikke regne med amnesti, eftersom den kun gives til dem, "der ikke har blod på hænderne", dvs. dem der ikke har myrdet, placeret bomber eller taget del i voldtægter. Dem skal sikkerhedstyrkerne nu til at indlede en hård jagt på, hvilket kan give Boutaflika store problemer.
I forbindelse med lanceringen af amnestiloven bebudede han, at regeringen ville slå nådesløst ned på de stædige terrorister. Ordvalget lignede til forveksling det, de såkaldte 'udryddere' i sikkerhedsstyrkerne anvendte under Boutaflikas forgænger i præsidentembedet, Liamine Zeroual. Det var netop deres fremfærd, som fremkaldte den voldsomme kritik af det algeriske regime fra USA, EU og i FN's menneskerrettighedskommission.
Dermed kommer Boutaflika i det nye år til at stå over for to kæmpestore problemer: For det første skal han bekæmpe de tiloversblevne terrorister, uden at det fører til en tilbagevenden til den voldsspiral, som kendetegnede landet under Zeroual, hvor sikkerhedsstyrker, terrorceller og selvbestaltede regeringstro militser fik volden til at eskalere. Ydermere er det vigtigt, at terrorbekæmpelsen kan finde sted på en måde, der ikke som tidligere fremkaldte voldsom kritik fra menneskerettighedsorganisationer og det internationale samfund.

Hvis det skal lykkes for Boutaflika at få igangsat en positiv udvikling i Algeriet er det helt afgørende at få sat gang i økonomien, og her har han i høj grad brug for udlandets vellvilje, der er betinget af, at Boutaflika fremdeles indfrier sine løfter om at hæve retssikkerheden i landet.
I dette projekt har Boutaflika for det andet brug for militærets loyalitet eller i det mindste forståelse. De langvarige forhandlinger om den nye regering viser med al ønskelig tydelighed, at militærledelsen ikke ser på udviklingen i landet helt på samme måde som Boutaflika. Ganske vist fik han lillejuleaftensdag udnævnt sin egen kandidat til ministerpræsidentposten, nemlig den tidligere finansminister Ahmad Benbitour, der er en af præsidentens aller nærmeste medarbejdere. Men det tog et halvt år, før militærledelsen til sidst accepterede ministerlisten.
Skal han bevare et forhold til militæret, hvor de ikke nødvendigvis bakker hans politik op, men i det mindste ikke modarbejder den, er det formentlig nødvendigt med nogle garantier til hærledelsen, som bl.a. kan bestå i at give den immunitet i forbindelse med de retssager, der nu skal igang med de terrorister, der har overgivet sig. Altså at generalerne kan føle sig sikre på, at deres givet vis brutale fremfærd i borgerkrigen ikke bliver belyst, samt at de ikke vil blive retsforfulgt.
Samtidig bliver det en kæmpeopgave på engang at sikre militæret en rolle i det algeriske samfund og samtidig holde det på afstand af de daglige politiske beslutninger. Det kan som i Tyrkiet ske ved, at militæret i et nyoprettet sikkerhedsråd får til opgave at være vogtere af den algeriske forfatning.
Uanset hvilke løsninger Boutaflika vælger, er det en usædvanlig svær balancegang, han står overfor. Frigivelsen af politiske fanger, de politiske forhandlinger med FIS og amnestiloven gav præsidenten en god og lovende start. Men det er nu efter amnestifristens udløb på torsdag, at han for alvor skal bevise, at Algeriet er på vej mod national forsoning.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her