Læsetid: 2 min.

Alice i dobbeltland

19. januar 2000

Det underlige ved absurditeterne i 'Alice i Undreland' er, at de virker som virkeligheden.
Ejgil Søholm har gendigtet klassikeren

Ny bog
Dobbelthed er kendetegnet for den britiske forfatter Lewis Carroll (1832-98). Han både hed og var noget andet, end det, vi kender ham som. Hans rigtige navn var Charles Lutwidge Dodgson, og han var en sky Oxford-matematikprofessor, der holdt kedsommelige forelæsninger. Men under sit forfatternavn er han berømt som ophavsmanden til børnebøgerne Alice's Adventures in Wonderland og Through the Looking Glass and What Alice Found There.
Begge bøger har dobbeltheden som tema. I den første er det kaninhullet, Alice falder igennem, der skiller den ordentlige verden fra en absurd modverden; i den anden er det et spejl, tosserierne gemmer sig bag.
Ejgil Søholm har foretaget en nutidig letflydende oversættelse og gendigtning til dansk af første Alice-bog og givet den en mere dækkende titel end den hidtidige. Alice i Eventyrland er blevet til Alice i Undreland.
Og undre sig er jo, hvad Alice gør i den verden, hun dumper ned i. Tingene skifter hele tiden størrelse omkring hende, selv skrumper og gror hun på skift, personerne omkring hende siger og gør de underligste ting.

Men er det underligt?
Her efterlades den nutidige læser imidlertid i en anden form for undren: Er det nu så overrumplende underligt dét, der foregår omkring Alice?
Historiens virkning ligger i dens modbillede til den stramme konventionsbundne victorianisme, hvor udvendigheden - den tilsyneladende fremtræden - var den hyldede norm og selvundertrykkelsen en dyd.
Sådan er det jo ikke længere. Ethvert barn kan i tv se Bamse, Kylling og Ælling foretage sig de mærkværdigste ting, som om det var den naturligste sag i verden.
Alice's undreverden er blevet den virkelighed, vi vedkender os. Det hele er temmelig skørt, og vi forventer os ikke meget andet. Vore øjne er forlængst åbnet - af Carroll selv, af Freuds lære om det ubevidstes magt over hverdagen, af det absurde teater. En af de moderne dramatikere, hvis replikker minder om Carrolls, den rumænsk-franske Eugène Ionesco, skrev også børnebøger, heriblandt den fortryllende Eventyr nr. 1 fortalt for børn under 3 år. I den fortæller en tømmermandsramt far sin datter en historie, hvori alt og alle hedder Jacqueline - børnene, onklerne, tanterne, kusinerne, gyngehestene og tinsoldaterne. I tosset lystighed overtrumfer Ionesco Carroll.

En pæn pige
Når Alice virker gammeldags. hænger det sammen med, at hun vitterligt er en pæn pige - ikke en rebel som Pippi Langstrømpe. Alice bemærker sig tøjerierne og kommenterer dem snusfornuftigt. Er det skægt nok for nutidens børn? Hvorfor går Alice ikke selv amok?
Og så ender hele historien med, at Alice vågner med hovedet i sin søsters skød. Det hele er kun noget, hun har drømt! Så nemt slipper vore dages børn ikke ud af absurditeten.
Men en klassiker er Alices historie jo. Den har været med til at danne grundlaget for nutidens indsigt. Vil voksne tage børn med på Alices rejse, er oplæserens opgave at gøre bogen så provokerende, som den var engang. Det gælder om at leve barnet ind i, at den er fra tiden, før vi vidste, at verden er af lave.

*Alice i Undreland. Af Lewis Carroll, nyoversat og gendigtet af Ejgil Søholm. Ill.: Helen Oxenbury. 208 sider. 299 kr. Forlaget Apostrof. Udkommer i dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu