De amerikanske myndigheder forstår ikke, hvor meget religion betyder
Ifølge det amerikanske udenrigs- og forsvarsministerium udgør kombinationen af religion, politik og vold, en af de største ydre sikkerhedstrusler mod den frie verden.
Der er imidlertid meget, der tyder på, at amerikanerne skal lede i deres eget bagland efter trusler mod sikkerheden i Guds eget land. Skønt vi som regel vender blikket mod Mellemøsten, når religiøse samfund skal identificeres, er der nemlig al mulig grund til at gøre opmærksom på, at Amerika er et af de mest religiøse samfund i denne verden.
I en overordentlig spæn-dende bog, Messianic Revolution. Radical Religious Politics to the End of The Second Millenium, kan man læse, at 94 procent af amerikanerne tror på Gud, 71 procent tror på et liv efter døden, 65 procent mener, at djævle eksisterer og ikke mindre end 72 procent er overbeviste om eksistensen af engle. Dette indebærer, at religion spiller en særdeles vigtig rolle i amerikansk politik, og at enhver siddende amerikansk præsident må være sig sit religiøse budskab bevidst.
Langt ind i såkaldt mainstream-politik spiller referencer til Kristendom og Biblen en vigtig rolle. Religiøs tænkning er langt fra en fjern størrelse i det amerikanske samfund i almindelighed og i amerikansk politik i særdeleshed. Det er derfor påfaldende, som de to forfattere gør opmærksom på, at forståelsen af den kristne fundamentalisme hos de amerikanske myndigheder er så ringe.
Forfatterne, David S. Katz, professor i historie ved Tel Aviv Universitet og Richard H. Popkin, pensioneret filosofiprofessor med tilknytning til Californiens Universitet i Los Angeles, tager netop udgangspunkt i FBI's fiasko i tacklingen af den såkaldte Waco-sag, hvor 74 mennesker omkom ved en brand, efter at forhandlinger mellem forbundspolitiet og kultlederen David Koresh havde slået fejl.
De to professorer kan på baggrund af båndudskrifter fra forhandlingerne mellem FBI og Koresh dokumentere, at de amerikanske myndigheder ikke havde den fjerneste idé om, hvad det i grunden var, Koresh prøvede at fortælle dem.
For politimyndighederne og formentlig også for den måbende offentlighed, der fulgte slagets gang i nyhedsmedierne, var Koresh og hans disciple simpelthen en flok rablende gale, religiøse fanatikere. Historien gentager sig på en måde, da forbundsbygningen i Oklahoma City sprænges i luften i en aktion, der er den hidtil største terroraktion på amerikansk grund. Aktionen fandt sted på to-årsdagen for Waco, og den viste sig efterfølgende også at have en klar sammenhæng.
Det gik først op for myndighederne efter anholdelsen af den ultrahøjreorienterede racist Timothy McVeigh. Umiddelbart efter bombesprængningen blev mistanken af såvel myndighederne som af verdenspressen rettet mod islamiske fundamentalister fra Mellemøsten. Men det var i egen baghave, problemet lå - og formentlig stadig ligger.
I deres bog argumenterer de to forfattere for, at det for det første er nødvendigt med en langt dybere forståelse af fundamentalistiske dommedagsgrupper som f.eks. Branch Davidians, der var navnet på Koresh' sekt, hvis trusler mod det amerikanske samfund skal minimeres. For det andet, at sådanne grupper, som der er mange af i dagens USA, faktisk ikke blot skal forstås som samlinger af rablende gale mennesker, men at de indskriver sig i en lang tradition, der går tilbage til Middelalderen, og som interessant nok har udviklet sig parallelt med og til en vis grad i nær sammenhæng med udviklingen af den moderne verden og tænkning.
Som de skriver i bogen, har grupper som Branch Davidians og f.eks. Aryan Nations, der er en ultraracistisk gruppe, der ser den hvide race, som Guds udvalgte folk, hvis opgave er at rense USA for alle andre racer og gøre landet til et rent kristent land, "både en fortid og en fremtid". De indskriver sig i en solid kristen kultur- og idehistorie, der starter i 1100-tallet med den italienske munk Joachim af Fiore og tæller navne som f.eks. Christoffer Columbus og Isaac Newton.
Det er denne historie, de to forfattere opruller i deres meget velskrevne og veldokumenterede bog, der øser af citater fra primære kilder i Kristendommens idehistorie. Deres tema er, som titlen på bogen angiver, messiansk revolution, hvormed menes den forestilling, at det er menneskeligt muligt at se Gud i kortene og forstå hans store verdensplan - og hjælpe ham med at fremskynde den. Ganske vist er det først for alvor i det 20. århundrede, at de messianske revolutionære påtager sig den praktiske opgave at hjælpe Guds skaberværk på vej og dermed berede vejen for det endegyldige opgør - slaget ved Armageddon - og indgangen til tusindårsriget, hvor kun de udvalgte vil vinde det evige liv i paradis.
Men inspirationen til deres måde at læse og fortolke tegnene i verden på har de fra traditionen. En tradition, der primært blomstrer i protestantismen, hvor fortolkningerne er legio, efter at pavekirken i reformationen får frataget sit monopol på sandheden. Det mest spændende i bogen er netop, at de to forfattere kan dokumentere, at det er i renæssancens frisættelse af tanken, i reformationen og i f.eks. Newtons bestræbelser på at forså såvel den fysiske som den metafysiske verden ved hjælp af den ny videnskab, at teorierne om dommedag og tusindårsrige for alvor tager form. De er så at sige afkast af nyere tekskritik og moderne videnskab. Hovedmeddelelsen i den messianske tradition er ifølge forfatterne, at menneskeheden ikke blot kan forstå verden, men faktisk kontrollere den, hvis Guds tegn i verden fortolkes rigtigt. Det giver selvfølgelig anledning til, hvad man kan kalde semiotisk hyperaktivitet, og faktisk vrimler det med semiotiske hyperaktivister i USA i dag. Hvis sikkerheden ligger den amerikanske regering på sinde, bør den nok bestræbe sig på at forstå disse dommedagsprofeter, for det er efter alt at dømme herfra, at truslen mod Guds eget land er størst - men meget tyder på, at amerikanerne her har en blind plet.
Messiansk revolution
*David S. Katz og Richard H. Popkin: Messianic Revolution. Radical Religious Politic to the End of The Second Millenium. Allan Lane The Penguin Press New York 1999, 303 sider
