Læsetid: 3 min.

Argentina genoptager rengøringen efter den beskidte krig

13. januar 2000

Pinochet-sagen og ny regering letter på låget til Argentinas last af børnetyverier og forsvindinger

Argentina har allerede haft et retsopgør efter den såkaldte 'beskidte krig' under militærdiktaturet fra 1976-'83. Men efter bare en måned ved magten og godt hjulpet på vej af Pinochet-sagen viser en ny regering nu vilje til atter at retsforfølge militærfolk. Under den beskidte krig blev et sted mellem 9.000 og 30.000 mennesker myrdet af militærdiktaturets soldater, og i visse tilfælde blev de dræbtes babyer givet videre til barnløse militærofficerer "som var det kattekillinger".
Efter overgangen til en civil regering i 1983 begyndte et retsopgør, og i 1985 faldt der domme over topfolk i militærjuntaen. For eksempel blev den tidligere juntaleder Jorge Videla idømt livstid for at være ansvarlig for bl.a. 66 mord og 97 tilfælde af tortur. Men da Carlos Menem blev præsident, valgte han i 1990 at udstede en amnestilov, der benådede militærlederne for at lukke et "sørgeligt og sort kapitel i vor nationale historie".
Men menneskerettighedsgrupper og de politiske fangers efterladte især 'Bedstemødrene på Plaza de Mayo' var ikke til sinds at lukke historiens bog. De har stædigt fastholdt behovet for et retsopgør, men i Menems regeringstid var der ringe vilje til at se på fortiden.

Ny, forsigtig regering
For en måned siden kom der en ny centrum-venstre regering til under ledelse af præsident Fernando de la Rua. Den har indvilget i at lade retsvæsenet se på den spanske dommer Baltasar Garzóns krav om udlevering af 48 argentinere mistænkt for at stå bag forsvindinger af 300 spanske statsborgere.
Den tidligere præsident Menem udstedte i 1988 et dekret, der forbød ethvert samarbejde med Garzón. Endvidere har den nye regering givet grønt lys for retsforfølgelse af flådeofficerer mistænkt for at være involveret i børnetyveri. Det vil sige officerers overtagelse af børnene af dræbte, politiske fanger.
"Der er tilsyneladende en større vilje hos den nye regering end hos den tidligere til at retsforfølge skyldige fra den beskidte krig. Den argentinske regering kan og vil ikke ignorere, at med Pinochet-sagen har det internationale samfund vist, at når det drejer sig om forbrydelser mod menneskeheden, så er lovgivningen ikke bare et stykke papir," siger Virginia Shoppee, der er researcher på Argentina for Amnesty International.

Forsigtig til værks
Den nye regering går dog meget forsigtig til værks, når det gælder den internationale sag om udlevering af 47 militærpolitifolk og en civil. Regering har accepteret, at dommer Gustavo Literas og hans folk kan se på udleveringssagerne. Literas har dog indtil videre fået udskudt sagsbehandlingen ved at kræve detaljerede oplysninger som fotografier af de forsvundne fra dommer Garzón i Spanien.
Argentinske regeringstalsmænd har i den stolte, argentinske nationalfølelses ånd understreget Argentinas suverænitet ved at fastslå, at regeringen ikke vil være med til, at allerede dømte militærfolk bliver retsforfulgt en gang til for de samme forbrydelser.

Brutalt børnetyveri
Fredag i forrige uge blev seks pensionerede flådeofficerer arresteret i Mar del Plata syd for Buenos Aires. De er sigtede for at have været med i et netværk af officerer, der var involveret i børnetyveri.
Et sted mellem 240 og 400 børn menes at være blevet stjålet under den beskidte krig.
Den eftersøgte, tidligere dykker fra flådestationen i Mar del Plata, Pedro Munoz, har fortalt om børnetyverierne til den argentinske avis Pagina 12. Munoz beretter om, hvordan gravide,modstandere af militærstyret blev bragt til Mar del Plata. Her blev de totalt isoleret og likvideret, når de havde født. Herefter blev babyerne givet væk til barnløse officerpar "som var det kattekillinger". Munoz fortæller om en flådeofficer, der fik udleveret et mørklødet barn:
"Han brød sig ikke om barnet, fordi det var halvsort, så han fik barnet til at forsvinde. Dette skete mere end en gang."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her