Læsetid: 4 min.

Autentisk masseproduktion

31. januar 2000

Den lille engelske tegnestue Future Systems viser os med sine stort anlagte reseachprojekter, hvordan det er muligt at bygge til en fremtid, der er socialt og økologisk uoverskuelig

Arkitektur
Hvorfor, om man må spørge, bliver der hver eneste dag brugt millioner af dollars i verden på research og udvikling af design til biler, møbler, fly og militær udstyr, når bygningerne omkring os, den arkitektur vi går og ser på dag ud og dag ind, stadig bliver regnet for engangsforestillinger?
Hvordan kan det med andre ord være, at boliger, skoler, busterminaler og så videre enten regnes for unikke kunstværker, eller bliver banket sammen af en ingeniør, der bare vil have, at det hele virker?
Den manglende research fører desværre til, at der bliver taget for få chancer, at alt for mange bygninger bliver meget konventionelle, og at idé-udviklingsprocessen går for langsomt.
Denne problemstilling har den engelske tegnestue Future Systems forelagt sig selv igennem de sidste 20 år. En udvikling man kan følge i en ny bog tilegnet den lille tegnestue med den store indflydelse.
De har udført det ene spektakulære - og til tider spekulative - researchprojekt efter det andet, hvor de har forsøgt at undersøge mulighederne for en ny form for masseproduktion i arkitekturen.

Amøber og hajer
Future Systems er på trods af, at de kun har fundet afsætning på ganske få af deres mange projekter, blevet kendt for deres futuristiske rumagtige design, der blandt meget andet er inspireret af amøber, hajer og rokker. For eksempel er Future Systems' NatWest Media Centre at Lords Cricket Ground - et af de få projekter, der rent faktisk er realiseret - blevet en milepæl i moderne arkitektur.
Banken NatWests kameralinseagtige mediecenter, der ligner noget man skulle tro var løgn, er ikke alene Future Systems første store fuldførte værk, men samtidig en bygning med så megen personlighed, at den peger langt ind i fremtiden.
Først og fremmest på grund af Future Systems modvilje mod at gå på kompromis med udfordringen i at udnytte moderne teknologi til det yderste.

Techno-omfavnelse
Tegnestuen ser selv en opgave i at oversætte de projekter, de laver til meget velhavende kunder, til almindelige menneskers almindelige boliger, skoler, rensningsanlæg og så videre.
På denne måde lægger tegnestuen sig i kølvandet af sidste århundredes store modernister. Selvom mange af den store arkitekt Le Corbusiers ideer om byplanlægning er blevet miskrediteret gennem tiden, er hans opfordring til alverdens arkitekter i Mod en ny arkitektur fra 1923 om at omfavne mulighederne i den moderne masseproduktionsteknologi stadig levende.
Og den er måske aldrig blevet taget så seriøst som i netop Future Systems arbejder.

Byggeri for de mange
På samme tid som han hyldede ingeniøren og bildesigneren, var han uhyre sensitiv over for historie, kultur og klassiske bygninger og -stil. Future Systems er netop ude på at skabe smukke bygninger, der både benytter sig af den ny teknologis muligheder, og samtidig tager hensyn til tradition, mennesker og natur.
Det er vigtigt for tegnestuen, der blev startet af den tjekkiske arkitekt Jan Kaplicky i 1979, at præfabrikation ikke lignes med noget snavset og ubehageligt.
Pointen er altså, at vi ikke længere kan blive ved med at huse millioner af mennesker i konventionelle huse. De er for grimme, kedelige og ens for Future Systems.
Med masseproduktion af andet og mere end eternit-tage og røde mursten, kan menneskeheden komme til at bo bedre, billigere, mere energibesparende og langt mere sexet, end tilfældet er i dag.
Future Systems ser arbejdet med de mange grandiose projekter som forstudier eller prototyper til en udbredelse til flere mennesker.
Stod det til Future Systems, var arkitektverdenen ikke bygget op omkring stjernearkitekter og deres følge, men var derimod et verdensomspændende netværk af husdesignere, der skulle samarbejde om at skabe smukke præfabrikationer til huse.
Det ville - mener arkitekterne i Future Systems - give et bygget miljø, der ikke alene er bedre og mere miljøvenligt, men som samtidig rummer en pluralisme, som de mener, er svær at få øje på i dag.
Når Future Systems vil af med stjernearkitekterne, kan man spørge sig selv, hvorfor der dog er udgivet en bog om Future Systems og deres fremtidssystemer. Men det er der netop, fordi deres projekter ikke er præfabrikation, men derimod arkitektur af den mest autentiske slags.

Filosofisk spredehagl
Denne smukke bog om Future Systems arkitektur og spekulationer gennem tiden, ligger dog under for et af de problemer, der til tider gør bøger om arkitektur irriterende at læse.
Nogle arkitekter har det med at kaste sig frådende over tidens modefilosofi, uden at give sig tid til reelt at læse, hvad der står i de bøger, de interesserer sig så brændende for.
Bøger om arkitektur og arkitektur-teori er ofte svirrende fulde af henvisninger i alle retninger til alle mulige filosoffer og sociologer uden, at der er taget stilling til ret meget andet, end at det er smart at have dem med.
Eller at det måske - på sin egen bizarre måde - er smukt med en masse blærede henvisninger.
Dekonstruktion, sprogfilosofi, psykoanalyse og så videre bliver dullet op til noget ganske uforståeligt. Ligeledes med bogen om Future Systems. Men bygningerne og billederne er smukke. Og så er alt forladt.

*Markus Miller: Future Systems. 208 s., 505 kr. Phaidon Press.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu