Læsetid: 7 min.

Avantgarden på museum?

29. januar 2000

Er det overhovedet muligt at tale om en avantgarde i dag? Debatmøde om samtidskunsten med Carsten Thau og Claus Carstensen på Silkeborg Kunstmuseum

Kunstdebat
Hvis de forskellige avantgarde-bevægelser i den første halvdel af det 20. århundrede skal repræsenteres af et værk, må det være franskmanden Marcel Duchamps pissoir fra 1917. På én gang antikunst og kunst, destruktion og konstruktion, provokerende og nyskabende. Pissoiret befinder sig i dag på museum, men hvad med avantgarden? Er den også røget på museum?
På Silkeborg Kunstmuseum inviterede Testrup højskole til debat om samtidskunsten, som et led i et filosofisk-æstetisk seminar under titlen "Mellem tankens flygtighed og kunstens bæredygtighed". Og at det netop var Silkeborg Kunstmuseum med dets solide og kraftige murværk, der var rammen for arrangementet, var i mere end en forstand et godt valg.
Hvis arrangementet var blevet afholdt på Statens Museum for Kunst kunne man have frygtet, at de store glaspartier i tilbygningen var blevet blæst ud, da professor ved Kunstakademiet, Claus Carstensen, lagde ud i sit foredrag med at hamre det amerikanske grungeband Nirvanas støjpunknummer "Territorial Pissing" ud af museets lydanlæg, så nogle af de lidt ældre tilhørere simultant stak en finger op bag øret og begyndte at lede efter volumeknappen på deres høreapparater.
Dette angreb på ørerne blev ledsaget af Carstensens fotografi af samme navn, som viser fire mænd, der står i hver deres verdenshjørne i et meget goldt landskab iført dyremasker og slår en streg. For at gøre oplevelsen total ledsagedes musikken af professorens egen headbanging.
Men udover den konkrete fordel ved det solide museum, var der også en særlig symbolsk værdi, for diskuterer man avantgarde og samtidskunst, kan man ikke komme uden om en diskussion om kunstmuseerne og - mere generelt - kunstinstitutionerne, der i dag absorberer, hvad man for bare 50 år siden - i bedste fald ville forkaste eller i værste fald - kræve udslettet fra jordens overflade.
"Det er som om, at det værk, der er allermest antimuseum, har størst mulighed for at komme på museum, at jo mere det kan nedbryde institutionernes rammer des større chance er der for at blive absorberet," sagde den anden af dagens debatører, professor ved Arkitektskolen i København, Carsten Thau.

Avantgarde
Nutidens museer har altså solideret sig i en sådan grad, at de kan rumme selv den mest ekstreme antikunst. Blandt andet derfor er Duchamps pissoir interessant, da det blev afvist i 1917 - endda for en udstilling for uafhængige kunstnere. Netop afvisningen er vigtigt, og man kan spørge om Duchamps ready made overhovedet ville have vakt så stor opsigt efterfølgende, hvis ikke den var blevet afvist.
Som Carsten Thau redegjorde for i sit foredrag er et særligt kendetegn ved den historiske avantgarde, at den altid har forholdt sig drillende og anarkistisk over for kunstens institutioner:
"De forskellige avantgarde-bevægelser har gennem historien altid udfordret museerne. Spørgsmålet har altid været: Hvor meget kan institutionerne æde?"
"Med konceptkunsten afsluttes den analyserende del af modernismen," sagde Claus Carstensen. "Det at selve analysen af et værk på et museum er selve kunsten, er en oplevelse, der er overstået i det øjeblik, man har analyseret sig igennem det. Det svarer til at gå ind i første klasse i en folkeskole og se børnene spærre øjnene op, når de opdager, at to og to er fire. Denne aha-oplevelse er enestående og fungerer kun første gang."
Man kunne for nylig læse i et interview i en ugeavis, at i dele af litteraturens fødekæde - og ikke overraskende den del af den, der skal tjene penge - plæderer man i øjeblikket for, at forfatterne skal kommunikere bedre med publikum. Forfatterne skal række hånden frem mod publikum og skabe et rekreativt område, hvor læseren kan søge ly for den komplekse verden. I stedet for at bekræfte publikum i de traditionelle kommunikationsmåder og lade beskueren få fred, søger man i kunsten nye måder at eksperimentere og artikulere på som ikke nødvendigvis er grænseoverskridende og avantgardistiske.
"Et af de problemer, der udløste den permanente krise hos den tidlige avantgarde, var, at chokeffekt-materialer som afføring, urin og bræk tilsyneladende let lod sig absorbere i institutionerne. I dag bruges disse materialer på lige fod med andre materialer, og derved synes problemet løst for både kunstner og kunstinstitution. Det egentlige problem for den historiske avantgarde bestod i, at den hævdede at have monopol på 'det nye' som en overskridende kategori."
Når overskridelsen, som princip er opbrugt, skal kunstneren ifølge Carstensen, i stedet benytte sig af det kæmpe frirum, som der er skabt. Og der er masser af paletter at kaste sig over med alle de nye instrumenter, som den moderne kunst har åbnet for.
"Avantgarden er død, men vi har endnu ikke set den fulde udnyttelse af performancekunsten, af videoen eller for den sag skyld af fotografiet," mener Claus Carstensen.

Overskride og forny
I hele ideen om at være kunstens fortrop er der i sagens natur et immanent behov for hele tiden at overskride og forny. Men med en kunstinstitution, der i takt med udfordringerne fra kunstnerne, udvider sit rum, mener både Carsten Thau og Claus Carstensen, at der ikke længere eksisterer et ydre opgør med institutionerne.
"I dag er der to forskellige slags kunstnere," sagde Thau. "De som går i infight med institutionerne og de, der trækker rullegardinerne ned, og som dermed distancerer sig fra kunstinstitutionerne. De første har valgt at indgå i en mere eller mindre tæt dialog med museerne, hvor de udfordrer rammerne for kunstens trivsel. De andre har forskanset sig i en blanding af resignation og desperation over institutionernes dominans."
Claus Carstensen er én af de kunstnere, der har valgt at gå i klinch med institutionen inde fra, da han mener, at det ikke længere er muligt at stå uden for den. Carstensen indgår i et powerplay-forhold med kunstinstitutionen, hvilket vil sige, at han går ind i det kalkulerende magtspil, der eksisterer i kunstinstitutionen. Dog understregede Carstensen, at der er museer - for eksempel Silkeborg - der ikke er en kanon af den etablerede kunstinstitution, men som tager værker ind af kunstnere, der enten har vendt ryggen til institutionen eller som institutionen har afvist.
Dette powerplay, som Carstensen benytter sig af, er dog ikke den voldsomme og meget voluminøse, men i stedet hvad han kalder et listigt, snu og kontinuerligt møde med kunstinstitutionen.
"Der er ikke tale om big money og voldsom volume i dit engagement i kunstinstitutionen, og det forstår jeg ikke," sagde Carsten Thau til Carstensen. "Hvorfor ikke føre den helt ud og gå ind i institutionen med alle dens magtspil? Hvis powerplayet ikke er stort, gør det sig ikke gældende. Man må tænke stort og køre en strategisk kynisme af," sagde Carsten Thau.
Kunstens institutioner har altså indgået en anden pagt med kunsterne end tidligere.
"Museet fungerer i dag som en slags encyklopædi, der trækker alt ind. Står det uden for institutionen, er det ikke kunst. På den måde er kunstinstitutionen nådesløs: Enten er man inde, eller også er man ude," sagde Claus Carstensen.

Kulturkamp
Kunstens institutioner er levende og foranderlige organismer. De udmærker sig netop ved at være et frirum, hvor der tales et sprog, der er frigjort fra gængs målrettethed. Og derfor er hele diskussionen om økonomi og kunst, der har kørt det sidste halve år uinteressant. Det er ikke interessant at diskutere, hvor vidt et værk af en kunstner, der er to millioner kroner billigere end Asger Jorn er god eller dårlig kunst i forhold til prisen. Såkaldt dårlige malerier eller bad painting kan på mange måder være med til at sætte nye standarder for kvaliteten. Det er set mange gange i det 20. århundrede, og det giver den dynamik, som skaber forandring i kunstens institutioner. Sagen er nemlig, at det altid er en kulturkamp, der føres, en kamp mellem god og dårlig kunst. Den udkæmpes inden for kunstens institutioner og bygger grundlæggende på en tillid, på et ønske om forståelse af, at disse standarter altid er relative," sagde Carstensen.
I følge kunstneren, Claus Carstensen, er det altså alene kunstens institutioner, der definerer, hvad der er kunst, og hvad der ikke er kunst, en holdning professor Carsten Thau havde svært ved at forene sig med.
"Det er forståeligt nok, at du som kunstner er interesseret i at udfordre institutionen. Men jeg mener, at du overspiller kunstinstitutionernes rolle ved at sige, at kunsten kun har et liv i forbindelse med institutionen. Der vil altid - selv i en så indlysende kritik af institutionen som i Duchamps tissekumme - være andet i værket end blot en kritik," sagde Thau.
"Avantgarden som bevægelse er nok død, men det forhindrer ikke hele kunstinstitutionen - medierne, museerne, de æstetiske videnskaber og akademierne - i at råbe på fornyelse, eller i hvert fald stadig at arbejde ud fra at gøre en forskel. Hver eneste generation fra Kunstakademiet ønsker fortsat at markere sig på en anderledes måde i forhold til de tidligere generationer, og sådan skal det også være, for i ethvert værdifuldt værk er der en form for skred," sagde Carsten Thau.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her