Ingen tager hånd om de grønlandske kvinder, der synker til bunds på Vesterbro
"Grønlænderfisse," råber en kraftig mand grinende fra bagenden af det tilrøgede lokale. Det er langt over midnat. I værtshuset Postillonen på Istedgade, blander 80'er danskpop fra jukeboksen sig med mandens råben. Kvinden, han råber efter, er grønlænder. Omkring de fyrre. De stramme gamachebukser får et klap med på vejen, inden hun dinglende sætter sig ned. Inden længe hænger han over hende med en hånd plantet på hendes bryster. Hun skubber ham væk. Han griner og bliver ved.
Denne aften er omkring 15 kvinder mødt op. Og mange flere mænd. Kvinderne er fulde. Mændene henter mere øl. Efter et stykke tid går de sammen ud af døren.
"Pigerne gør det for at få noget at drikke eller et sted at sove," siger Jan Djurhuus, der har været bartender på Postillonen i 16 år.
"'Bordludere', bliver de kaldt af mændene. De fleste har det rigtig dårligt. Rent ud sagt: Ad helvede til. De holder ikke længe. Fem-syv år er det normale, så dør de af druk". På væggen bag ham hænger en skifteramme med festlige fotos af Postillonen's gæster. Mange af dem er grønlandske kvinder. Han peger på skifterammen:
"De fleste af pigerne dér er døde nu."
Voldelig fortid
De fleste af de grønlandske kvinder på værtshuset er i 30'erne eller 40'erne. De kommer fra hele København til Vesterbro, hvor de i løbet af aftenen og natten går på forskellige værtshuse som Café Nuuk, Café Centralen eller Postillonen, der lukker senest og derfor er sidste stop på ølruten. Kvinderne er som regel arbejdsløse, fraskilte og har et stort og permanent forbrug af hash og alkohol. Nogle er hjemløse. Andre bor flere sammen i samme lejlighed. Mange har børn fra tidligere forhold, men har mistet forældremyndigheden over børnene. Nogle har ikke længere kontakt med deres børn. Der er dog et fællestræk ved kvinderne: De har næsten alle været udsat for vold.
Sofie er en af disse kvinder. Hun kommer fra Vestgrønland. Hun er 38 år, bistandsklient og har boet 14 år i Danmark. De første otte år med en dansk mand.
"Jeg mødte min mand i Nuuk, hvor han arbejdede. Vi blev gift og flyttede til Amager sammen. Vi fik to børn. Han begyndte at slå mig. Mere og mere. Jeg havde ikke nogen steder at gå hen. En dag tævede han mig sønder og sammen. Nogle af hans venner havde fortalt mig om Kalaallit Illuutaat, Grønlændernes Hus, så jeg ringede derind."
Sofie flygtede derefter til Grønlændernes Hus i København, der henviste hende til et Ungbo-kollektiv. I kollektivet blev der røget hash og drukket guldøl. Sofies værelse var så småt, at hun ikke kunne have sine børn hos sig. Hun begyndte at ryge og drikke med de unge, gå på værtshus og på Christiania. Hendes børn blev tvangsfjernet, da de hverken kunne være hos deres voldelige far eller hos deres mor, der gik på værtshus.
Den barske hverdag
Sofies historie er en klassisker i miljøet. Den handler om kvinder, der i forbindelse med den tiltagende industrialisering af Vestgrønland i 60'erne, møder danske håndværkere og rejser med dem tilbage til Danmark i håb om et bedre liv. Ægteskabet går i stykker, mange gange på grund af vold, og for kvinderne, der ikke har noget stort netværk i Danmark, starter rutcheturen nedad med misbrug, arbejdsløshed og tilfældige værtshusbekendtskaber. Kvindernes primære netværk bliver herefter værtshusmiljøet, hvor de, som i aften, møder hinanden - og mændene.
"Jeg kommer her for at føle mig ovenpå", siger Ib, der er 33 år og invalidepensionist.
"Som invalidepensionist bliver man altid set ned på. Her kan jeg føle mig højere end andre", siger Ib en smule bittert. Han synes, at kvinderne er åbne og glade.
Det er Margrethe Christensen ikke enig med ham i. Hun er socialkonsulent i Grønlændernes Hus i København, og har tidligere lavet opsøgende arbejde blandt kvinderne.
"Det er virkelig en barsk hverdag, de har. Mange gange tudede de, når vi var derude. Det er jo kvinder, der har fået et alvorligt knæk på stoltheden. De er blevet slået. De har mistet deres børn. Deres familie har måske slået hånden af dem. Det eneste, de kan gøre, er at prøve at overleve. Det er det, de gør, når de går på værtshus: De overlever - søger væk fra ensomheden. De finder sig i mændenes behandling, fordi de er vant til det: 'Nå ja, min storebror har misbrugt mig, hvad skal jeg bruge det til? Jeg er nødt til at komme videre.' Den er der meget. At tilgive de andre og komme videre med sit eget liv", siger Margrethe Christensen. Hun har ikke tal på, hvor mange kvinder det drejer sig om. Det er der ingen, der har.
"Det eneste, jeg ved, er, at der er kommet nye til. Unge kvinder på omkring 30", siger hun.
Den nye generation
De unge kvinder er da også til stede i aften. Men de er ikke omkring 30. De er højst 20.
"Hende der er ny. Hun kom for et par dage siden", siger bartenderen om en ung kvinde, der har sat sig alene ved et af de lange, mørke borde. En anden ung kvinde følger nervøst med i en højrøstet samtale. Hendes kusine, der er noget ældre, lægger beroligende armen om hende. Kusinen har et stort blåt øje.
"Min mand er begyndt at dyrke karate", siger hun ironisk.
Ifølge Margrethe Christensen har de ældre kvinder af og til forsøgt at få de unge ud af miljøet, inden det for alvor gik galt. Det har de gjort ved at give hende et praj om de unge, når hun kom. I dag har Grønlændernes Hus ikke længere ressourcer til at lave opsøgende arbejde som før. Så i huset har man nu kun kontakt med kvinderne på Vesterbro, når der er problemer med de sociale myndigheder. Hvis kontanthjælpen udebliver, eller hvis børnene skal tvangsfjernes. Så ringer de. Ellers holder de sig for sig selv. De beder ikke om hjælp. Margrethe Christensen mener, at når kvinderne ikke henvender sig, skyldes det, at grønlændere har svært ved at åbne sig følelsesmæssigt.
"De vil ikke tale om sig selv. Og slet ikke disse kvinder. De er bange for at lette på låget og blive konfronteret med det, der er dernede. Ting, som de ikke engang har fortalt deres familie om - incest f.eks.", siger hun.
Det nødvendige arbejde
Skal man gøre noget for kvinderne, er det opsøgende sociale arbejde en nødvendighed. Det mener Erik Christensen, der er leder af grønlændersektionen på den sociale institution Koefods Skole på Amager.
"Du får dem ikke til at komme af sig selv. De ved, at de står på den sidste sten, og at der ikke er flere. Hvis vi skal gøre noget for dem, må vi selv hente dem ind til bredden", siger han.
I Ålborg er kvinderne blevet hentet ind til bredden med succes. Et samarbejdsprojekt mellem kommunen og Det Grønlandske Hus i Ålborg har med støtte fra Socialministeriet resulteret i både boliger, væresteder og kurser for kvinder, der ellers var tabt i systemet. Kvinderne blev opsøgt på de værtshuse i Ålborg, hvor de holdt til.
Anderledes ser det ud i København. Her ser man stort set ingen opsøgende arbejde på værtshusene. Grønlændernes Hus sender en medarbejder ca. hver halve år. Der er ikke penge til mere.
"Det er ligesom om, alle siger: 'Det er bare grønlandske kællinger, de gør jo ikke noget, dem ser man ikke så meget til, så det er ikke et så stort problem," siger Erik Christensen. Han vurderer, at kvinderne på Vesterbro typisk bliver 40-45 år:
"Grønlændere har en imponerende evne til at overleve og mange kan overleve i lang tid under frygtelige forhold. Men hvor længe?"
Ingen problemer
På Familie- og Arbejdsmarkedscenteret på Vesterbro, der skal tage sig af områdets sociale problemer, mener man imidlertid ikke, at der er grund til bekymring.
"Vi ser dem ikke her, så der kan ikke være markant mange. De hører måske til andre kommuner", siger Alice Rieland, der er leder af centeret. Hun har undersøgt sagen i centerets voksenteam. Der ser man aldrig grønlændere i venteværelset. Derfor mener hun ikke, at der er tale om alvorlige problemer.
"Vi ville da gerne lave noget opsøgende arbejde, men det er et spørgsmål om penge. Og hvis vi skulle gøre det, ville det blive i samarbejde med de frivillige organisationer - hvorfor gøre det samme stykke arbejde to gange", spørger hun.
Men de frivillige organisationer kommer ikke på værtshusene. De har ikke de nødvendige ressourcer til at lave opsøgende arbejde, der er direkte målrettet mod kvinderne. Kun Frelsens Hær dukker af og til op for at sælge blade eller synge sange.
Samfundets ansvar
"Det er et meget ubehageligt problem," erkender Villy Søvndal (SF), formand for Folketingets socialudvalg. Han mener, at ansvaret ligger hos politikerne og samfundet.
"Der er en tendens i samfundet til at fokusere på de kriminaliserede grupper, der er meget synlige i gadebilledet. Vi er ikke gode til at se på de mennesker, der ikke fungerer i vores samfund. Opgaven nu må være at sikre, at disse kvinder får et meningsfyldt liv, hvor de kan fungere på en værdig måde."
Den opgave håber Villy Søvndal at løse i fællesskab med de frivillige organisationer. Der er på finansloven afsat 220 millioner kroner til hjælp for samfundets udstødte. Puljerne er endnu ikke opbrugt. Han opfordrer derfor både Kofoeds Skole, Grønlændernes Hus og de frivillige organisationer til at søge midlerne. "Men man skal passe på ikke at gøre de frivillige organisationer til samfundets skraldespand".
Hverdag på Vesterbro
Postillonen er efterhånden ved at blive fyldt op. De andre værtshuse lukker. Lige rundt om hjørnet, på Cafe Centralen, nærmer lukketid sig også. Musikken er holdt op, bordene tømmes for flasker. En kvinde skælder ud og indkasserer nogle svidende lussinger fra manden ved siden af. Ingen griber ind. Hun slår ikke igen.
"Han er bare skør i hovedet", siger en anden kvinde. "Sådan er han altid".
Nu bliver en kvinde slæbt ud af cafeen i jakkekraven og håret. Hun havde drukket af en forkert øl. Alle ryster på hovedet af hende. Og så går de ud i den kolde natteluft.
Det ligner en dårlig film. Men det er det ikke. Det er hverdag på Vesterbro.
*Sofie og Ibs rigtige navne er redaktionen bekendt.
