Læsetid: 6 min.

Det er jo bare... kunst

26. januar 2000

Pompidou-centret er igen åbent efter to års ombygning og fremstår i dag mere imødekommende såvel over for publikum som for kunsten

Udstilling
På gulvet i en lille stille krog, ligger et par blå tæpper henslængt over nogle kropstore forhøjninger. Når man ser godt efter ser man, at de hæver og sænker sig som... et åndedrag. En dame i pels siger mistroisk og forarget til mig: "Jamen det er jo bare et par hjemløse på gaden? Hun siger det flere gange: Det er jo bare..." En lille dreng kommer farende, stopper op og hvisker: "Vågn op, vågn dog op". En parisersnob skridter Armani-klædt gangen af, og siger henslængt til sin ledsager: "tjah, der ser du, sådan noget lavede de allerede i 58"... Kunsten er igen stillet ud til folket.
Den store kulturmaskine Centre Georges Pompidou i Paris, der aldrig hedder andet end Beaubourg i folkemunde, er efter 27 måneders lukning og restauration, igen tilgængelig for alverden. Og om det nu er forargelige Picasso-streger, Duchamp-afstøbninger eller dette nyindkøbte værk af Wendy Jacob, der ikke lavede det i 1958, men er født samme år, så er det her mødet finder sted.
"I like that one," proklamerer en overvægtig amerikansk dame forpustet, over for et mesterværk af Matisse, og har dermed fundet sin lykke blandt de i øjeblikket ca. 1.400 tilgængelige værker fra en samling, der ialt omfatter 44.000 styks.
Der var ramaskrig og i al fald stor forbavselse, da Renzo Pianos og Richard Rogers bygning blev indviet i 1977. Projektet var udvalgt blandt 700 andre af den ellers konservative præsident George Pompidou, og pludselig stod dette enorme monstrum, en parodi på en maskine, med hele bygningskonstruktionen synlig og mangefarvet, og et fleksibelt og modulerbart indre, midt i Paris' hjerte.

Et tilløbsstykke
Pariserne og turisterne tog det til sig, og på trods af Jean Baudrillards rasende pamflet, der pestede mod dette 'kulturens hypermarked' og 'monument over kulturafskrækkelse', væltede det ind med besøgende, 25.000 om dagen. Stik mod filosoffens onde spådomme, braste maskinen ikke sammen under dem, men slidt blev den.
Centret havde flere besøgende end selveste Eiffeltårnet, men ud af de otte millioner mennesker, der om året sled på verdens mest forbavsende rulletrappe, der varsomt løfter den besøgende lige netop op over Paris' tage, så man hver gang gribes af åndenød når Sacre Cæur bryder ud af horisonten, tog godt 1,5 million bare rulletrappen ned igen, uden at besøge udstillinger, museum eller bibliotek. Det er slut, nu skal der billet til kulturen, hvis man vil rulle op, og biblioteket har fået sin egen indgang direkte fra den reorganiserede forhal.

Ligner istandsat færge
Det er Renzo Piano selv, der har forestået den 575 millioner francs dyre ombygning, der blev åbnet, og næsten var helt klar til den 1. januar 2000. Bygningen er ført op i tiden, helhedsindtrykket er, at der er renset ud, stemningen er lettet, selvom det ikke er muligt helt at undgå 70'er præget, med de mange synlige rør, der har bevaret deres oprindelige farver alt efter hvilken funktion de har. Med alt det nymalede jern og stål, minder det om en istandsat færge, de nye farver og materialer har 'forædlet' den skude, der nu er gået fra dok.
I forhallen er der stengulv, i stedet for det altid bulede, beskidte og grimme filttæppe, der ustandeligt blev skiftet ud, men aldrig var pænt. Biblioteket har fået et afdæmpet blommefarvet tæppe og reolerne har mistet deres hippiegrønne farve og står i diskret gråt. Musée national d'Art moderne (Mnam), der nu breder sig over 14.000 m2 og to etager, har fået trægulv i stedet for filt, og væggene, der før var mobile, står fast i traditionelle hvide udstillingskuber ud fra brede midtergange.
Det er slut med det mobile pjat, museet er blevet modent, diskret, mindre synligt selv, med mere synlighed for værkerne og store udsigtspanoramaer sat fri henover flade vandspejle, der får samlingen til at svæve på himlen over Paris.
I de over to år, centret har været lukket, har der også været god tid til både at gennemtænke stedets funktion som helhed, men også at overveje, hvordan Mnam's samling bør vises i en tid, som er en helt anden end for det kvarte århundrede siden, da kulturcentret blev opført.
På visse områder er der en tilbagevenden til oprindelige ideer, som f.eks. at mødet mellem de forskellige kulturelle områder og tværfaglighed var intentionen med stedet. Af den grund er åbningsudstillingen i et af de store udstillingsgallerier på toppen af huset en tværfaglig sag, der med henblik på det sakrosankte år 2000, handler om tid Le temp, vite. Her myldrer det med en skønsom blanding af historiske og kulturelle objekter, tidsmaskiner, ure, film, tv, og kunstværker i en noget klaustrofobisk opsætning, man nærmest skal læse sig igennem (på fransk) i den lille bog, der uddeles gratis ved indgangen.
Et af de mest 'slående' bidrag er Dennis Oppenheims velkendte Attempt to raise hell, hvor en mand af bly hamrer hovedet mod en klokke. Han har med tiden fået en dyb revne i panden... Udstillingen forekommer lidt gammeldags og ikke helt vellykket, men det lovende element er, at husets forskellige afdelinger, museet, biblioteket, musikhuset, biograf osv, der efterhånden havde muret sig inde som uafhængige institutioner, igen tvinges til kommunikation og fælles projekter.

Samtidskunsten
Men stedets nye udstillingspolitik er måske endnu mere synlig ved den måde museet for moderne kunst nu er indrettet, og med udstillingen Jour de fête, som museets konservator for samtidkunst Catherine Grenier, har været medkurator på.
Når man nu træder ind i Mnam på fjerde sal, der i 1997 fik ny direktør, Werner Spies, der her får sin ilddåb, er det samtidskunsten fra 1960 og frem, man møder først. Den breder sig over hele etagen, med nyindkøbte værker som Oldenburgs Giant Iceberg og en Mike Kelly og Tony Ousler installation.
Men især er det interessant at bemærke, at der vises langt mere af den nyere franske kunst, der ellers har været museets stedbarn i mange år. Købt men glemt og årsag til, at den nye kunstscene nærmest havde 'opgivet' stedet og ligesom det mere avancerede publikum søgt andre steder hen.
Anette Messager har et helt rum for sig selv, med værket les pensionaires, Fabrice Hybert har valgt frit i museets samling og lavet en udstilling der grangiveligt ligner - et Fabrice Hybertværk.
Også tegning og grafikafdelingen har givet en kunstner frit spil, her er det Boltanski, der har valgt ét tilfældigt værk af samtlige samlingens kunstnere. Det giver et på en gang ikonoklastisk og nyt syn på disse mesterværker, der svarer glimrende til hele etagens fornemmelse for samtidighed. Tværfagligheden har også her fundet indpas, kunstkuberne brydes af arkitektur, design og fotos, mere eller mindre vellykket, som når man måske forveksler en skrivemaskinesamling med en tidlig Arman...

Lovende samspil
Lovende for en samling, man håber vil flytte på sig og hente endnu mere ud af depoterne, er så det sampil, der på tværs af huset opstår mellem modernismen fra før 1960, med sine Matisser, Picassoer, Dali, Duchamp etc, der har femtesalen for sig selv, og så den forrygende Jour de fête udstilling af ti unge franske kunstnere på toppen af centret.
Når man pludselig lurer surrealismen i værker som Philippe Mayaux' og Philippe Ramettes Espace d'amour eller Pierrick Sorrins videoinstallation, så er der noget, der går op i en højere enhed i det meget skrøbelige og pædagogisk vanskelige møde mellem det brede, forargede, snakkende og skrydende publikum, og så en kunst der nogen gange 'jo bare' består af: luft og to blå tæpper...

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her