Analyse
Læsetid: 5 min.

Bedre død end levende

22. januar 2000

Bettino Craxis død: Et martyrium, som kan have uoverskuelige og fatale konsekvenser for stabiliteten i italiensk politik og især for domstolenes autonomi og troværdighed

Italiens tidligere statsminister, den korruptionsdømte og landflygtige Bettino Craxi døde ironisk nok samme dag, som et stort flertal i parlamentet vedtog at nedsætte en undersøgelseskommission, der skal søge at afdække, om retsvæsenet har fungeret korrekt i de korruptionssager, som i 1992 indledtes mod politikere og erhversledere under navnet 'Rene Hænder', og som førte til hele den daværende magtelites fald. Med Craxi som den mest prominente og strengest dømte toppolitiker.
Bettino Craxi er i seks sager ved anden retsinstans blevet idømt 28 år og 2 måneders fængsel for modtagelse af returkommission og bestikkelse på ialt 250 millarder lire - en mia. danske kroner - som fortrinsvis er blevet anvendt til illegal partifinansiering. Hvorvidt Craxi også har beriget sig selv, har retten ikke kunnet tage stilling til. To af dommene er prøvet og stadfæstet ved højesteret, og en dom på ti års fængsel er definitiv.
Der er to klare forudsætninger for, at en parlamentarisk kommission nu skal vurdere domstolenes virke. Den ene er frikendelsen i efteråret af Giulio Andreotti for mafiavirksomhed og medvirken til mord. Den dom førte straks til krav om politisk rehabilitering af den tidligere statsminister selv og af det kristeligt-demokratiske parti, som blev opløst efter korruptionsskandalerne, og som Andreotti var fremmeste eksponent for. De 'røde' statsadvokater blev af højrefløjspolitikere anklaget for at have brugt enorme ressourcer på opdigtede anklager mod den magtfulde politiker og for at forfølge egne politiske mål. Allerede da blev tankerne om en parlamentarisk undersøgelseskommission luftet, og de fik næring kort tid efter, da Craxi fik et alvorligt hjerteanfald i sit eksil i Tunesien. Den vigtigste politiske og offentlige debat i 1999's sidste måneder drejede sig om, hvorvidt man kunne invitere den undvegne dømte hjem til Italien og udskifte arrestordren med en mild husarrest af humanitære grunde, hvilket loven tillader, eller om man ligefrem skulle give den dømte amnesti. "Amnesi eller amnesti" som det sarkastisk ytredes i de dage.

Den anden forudsætning for en undersøgelseskommission er således Craxi selv. Den siden 1994 officielt eftersøgte og undvegne forbryder har fra sin fax i den hvide villa i Hammamet øvet stor indflydelse på italiensk politik, men den undersøgelseskommission, som han ikke fik nedsat ved at kræve den, blev hjulpet på vej af hans sygdom.
Craxi har aldrig ønsket at komme hjem til husarrest eller benådning. Men som fri og renset for anklager. Levende eller død. Italiens præsident og statsminister har foreslået en statsbegravelse, og det er vel et italiensk paradoks, der vil noget, når talen er om en undvegen, hvis pas, myndighederne har inddraget. Men Craxis ønske var at blive begravet i tunesisk sand, hvis ikke han blev fuldt rehabiliteret, og sådan bliver det vel.
Hans død løste det umiddelbare problem om hjemtransport af humanitære grunde, men har skabt et langt alvorligere: Et martyrium, som kan have uoverskuelige og fatale konsekvenser for stabiliteten i italiensk politik og især for domstolenes autonomi og troværdighed.
Ingen parlamentarisk kommission kan vel anfægte, at Craxi er dømt efter loven. Selv om man forudsætter, at italienske dommere og statsadvokater har tradition for offentligt at bekende deres politiske tilhørsforhold, kan man ikke forestille sig en sammensværgelse, der får en uskyldig dømt ved alle instanser. Men en kommission kan konkludere, at nogle blev efterforsket mere nidkært end andre og dømt strengere. Og Bettino Craxi er utvivlsomt den, der har måttet betale dyrest for synder, som han nok var dygtigst til at begå, men som alle andre politikere fra partier med indflydelse hengav sig til. Som retssagen mod Andreotti for mafiavirksomhed var en symbolsk sag mod 40 års kristelig-demokratisk enevælde, har sagerne mod Craxi haft symbolværdi som opgøret - juridisk ført, men politisk motiveret - med partitokratiets udbytning af befolkningen. (Korruption blev jo hverken opfundet eller først opdaget i 1992, men efter aflysningen af den kolde krig smuldrede eksistensberettigelsen for de partier, som havde til hovedformål at holde kommunisterne fra magten, og så var der fri jagtret.)

Bettino Craxi blev i 1976 som 42-årig leder af socialistpartiet - Italiens historiske socialdemokrati - som med små 10 procent i vælgertilslutning altid har været lillebror til kommunisterne, der på gode valgdage kunne mønstre en trediedel af vælgerne og være største parti. Da han i 1983 blev statsminister på kristelig-demokratisk nåde, som første socialdemokrat nogensinde, blev det hilst i Vesteuropa som tiltrængt modernisering af det bureaukratiske og ineffektive italienske statsapparat. Craxi ville den bipolarisme, vekslende venstre-højreregeringer, som Italien har som politisk utopi, men som den kolde krig og det store kommunistparti altid har umuliggjort, og det blev hans store fejl, at han i sit store had til kommunisterne forlovede sig med de kristelige demokrater - også efter murens fald - og blev deres bedste mand. En politiker, hvis oprindelige ideer udviskedes og gav plads for simpel magtbrynde. Bladtegneren Forattini har altid afbildet ham som Mussolini, men i La Reppublica dagen efter Craxis død i onsdags var der undtagelsesvist ingen tegning på forsiden. Og i avisernes høflige opregning af Craxis fortjenester som statsminister og politisk indflydelsesrig leder kunne man kun finde afskaffelsen af den automatiske dyrtidsregulering, som kostede politisk mod og kamp, men som var en mekanisme som alle andre fornuftige samfund i de år afskaffede.
"Historien må dømme nu," lyder det i sammenfatning af kommentarer fra politiske modstandere og medløbere, og det dækker over, at manden var realpolitisk genial på de indre linier, som han kunne kontrollere på trods af sin ringe vælgertilslutning, men som i øvrigt ikke udrettede en skid andet end at befæste sin egen magt ved iscenesættelse af kåring og hyldest af sig selv på partiets conventions. I det stykke en socialdemokratisk foregangsmand.
Craxi er symbolet eller syndebukken for et korrupt regimes fald, men har også designet det nye. Han er ideologisk og praktisk fader til sin nære ven og jævnaldrende Berlusconis parti og dets magtovertagelse i 1994 og dets sandsynlige tilbagevenden, hvis der blev valg nu. Berlusconi har hældt millioner i Craxi, som svarede med at lave en lov - opkaldt efter postministeren Mammì - som tillod entreprenøren den tv-virksomhed, som fortsat er hans politiske base.
Selv blev Craxi aldrig folkelig. Da parlamentet nægtede at ophæve hans immunitet i 1993, gik folk på gaden med fakler i protest, og foran hans gratis romerske domicil Hotel Raphael bag Piazza Navona - Craxi er fra Milano - smed en ophidset folkemængde småpenge mod ham og råbte "Tyveknægt".
Det gør de ikke mere. Craxi bliver symbolet på, at et oprør ikke nyttede, og at alt skal forblive, som det var. Dommerne bliver skurke og forbryderen helt. Den italienske restauration efter revolutionen i 1992 er på vej.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her