Læsetid: 2 min.

Børn kan stadig isoleres

25. januar 2000

Red Barnet vil tage "ganske alvorligt ladegreb på den danske stat",
hvis isolations-fængsling af unge under 18 år opretholdes

"Hvis det lovforslag bliver vedtaget, som det er nu, så vil et ungt menneske på 17 år kunne blive isolationsfængslet fuldstændig som Rasmus Trads."
Ordene kommer fra Laue Traberg Smidt, formand for Red Barnet, og lovforslaget drejer sig om isolationsfængsel.
Når medlemmerne af Folketingets Retsudvalg ved en lukket høring i morgen lytter til en række eksperters syn på isolationsfængsling, vil de møde stærkt pres fra børneorganisationernes repræsentanter.
Et lovforslag om isolationsfængsling, der står for at skulle anden- og tredjebehandles snarligt, omtaler overhovedet ikke isolation af børn som et problem. Isolationsfængsling finder i dag sted for unge helt ned i 15-årsalderen.
Det er er bla. organisationerne Red Barnet og Børns Vilkår stærkt forargede over. De er på Retspolitisk Forenings foranledning inviteret til den lukkede høring.
"De socialpædagoger og psykologer, vi arbejder sammen med, er allesammen enige om, at hvis man ser på den unges interesse, er der ingen tvivl om, at isolationsfængsling er noget af det værste, man kan blive udsat for," siger Laue Traberg Smidt.
Ifølge sekratariatsleder Birk Christensen i Børns Vilkår risikerer man at ødelægge børn ved at isolationsfængsle dem. Han mener, at der må findes bedre måder at holde dem væk fra andre mennesker på. Han foreslår 'delvis isolation'.
"Man må anbringe dem på institutioner - ikke fængsler - ved at lave det, der hedder delvis isolation, hvor man kun er isoleret i forhold til enkelte personer, men ikke til andre. Det er helt klart en krænkelse af børnenes tarv, at de bliver isolationsfængslet," siger han.

En snavset plet
Ifølge Laue Traberg Smidt er mange fængsler opmærksomme på, at man skal gøre noget ekstraordinært for de isolationsfængslede unge. Men personale og forhold er ikke gearet at tage sig af situationen. Han kalder det en "markant ulykke".
Efter Red Barnets opfattelse strider det lodret mod FN's Børnekonvention, at Danmark kan isolationsfængsle mindreårige. Danmark er et af de få lande, der ikke har regler mod det.
"Det er en snavset plet på det europæiske landskab. Hvis der ikke kommer en undtagelse ind for unge, så har vi tænkt os at tage et ganske alvorligt ladegreb på den danske stat, og vi vil gøre det internationalt," siger Traberg Smidt.
Antallet af unge mellem 15 og 18, der bliver isolationsfængslet, er ikke stort. Men det er et fantastisk stort problem for dem, der bliver udsat for det.
"Al stressforskning viser, at det ødelægger børnene. De kan ikke klare det," siger Birk Christensen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu